fbpx Skip to content

Portugals økonomi tvunget i knæ

Portugals økonomi ligger i ruiner: Med et offentligt underskud på over 9 procent i 2009, 7 procent i 2010 og en lang historie for offentlige underskud, er landets økonomi dybt svækket.

De budgetbesparelser, som Portugal nu kan se frem til, er benhårde: vilkårene for at optage lån fra EU’s redningsfond er, at EU-Kommissionen og Den Internationale Valutafond (IMF), i samarbejde med Den Europæiske Centralbank, foretager en “bæredygtighedsanalyse”. Derefter opstilles et tilpasningsprogram for landets økonomi.
Dermed er der ikke meget økonomisk selvstændighed tilbage, når et land som Portugal optager et EU-lån. Med lånet følger krav om massive velfærdsforringelser og privatisering af den offentlige sektor. Dette er set med de to andre lande i eurozonen, Irland og Grækenland, der måtte optage EU-lån – og derefter har mærket konsekvenserne af låntagningen.

Portugal står imidlertid i en penibel økonomisk situation: Landet forventes at optage lån på 60-80 milliarden euro, eller hvad der svarer til 450-600 milliarder danske kroner.
Børsen skriver i dag (08.04.2011) at den portugisiske rente på 10-årige statsobligationer er steget til 8,58. At renten er så høj indikerer, at der er meget lav tillid til den portugisiske økonomi på markedet. Til sammenligning er den spanske statsrente på 5,25 procent – og Spanien er også et land, hvis økonomi er blandt de hårdest ramte i EU.

Den 5. juni er der parlamentsvalg i Portugal, da landet lige nu ingen fungerende regering har, men blot et forretningsministerium.
Med Portugals økonomiske krise bliver der nu rettet opmærksomhed mod Spanien. Hvis Spanien ligeledes bliver tvunget til at optage EU-lån, vil det få enorme konsekvenser – ikke blot for Spanien, men for hele Eurozonen.

Back To Top