skip to Main Content

Povl Dissing får årets træskopris

Den folkekære troubadour Povl Dissing er rørt og beæret over at være på EU-modstandens hold, sagde han ved overrækkelsen.

Rina Ronja Kari måtte aflevere mindst tre kindkys til en glad Povl Dissing, da hun overrakte den folkekære sanger træskoprisen.

Der var blanke øjne og stående bifald fra de 200 deltagere på Folkebevægelsens landsmøde, da den folkekære sanger og musiker Povl Dissing her til aften modtog Folkebevægelsens traditionsrige træskopris.

“Det er en stor ære. Jeg har jo kendt til Folkebevægelsen og træskoprisen i mange år, men har aldrig selv tænkt, at jeg var værdig til den. Så jeg vil da sige, at jeg fik en klump i halsen, da jeg fik det at vide,” sagde Povl Dissing, som selv var mødt op for at modtage prisen.

Overrækkelsen er en af Dissings første offentlige optrædener siden han tidligere på året måtte aflyse en række koncerter på grund af sygdom. Men det holdt ham ikke tilbage fra at komme.

“Jeg er meget glad for at være her sammen med jer i dag. Mine sange og min musik er jo min måde at vise min modstand mod EU, og jeg er glad for, at det kan gøre en forskel,” sagde Povl Dissing.

Træskoprisen bliver hvert år overrakt til en person, der har ydet en særlig indsats for EU-modstanden.

Og det har den 79-årige troubadour, understregede EU-parlamentsmedlem Rina Ronja Kari i sin tale ved overrækkelsen.

“Povl Dissing har været med hele vejen. På mange måder kan man sige, at han har været en fast del af Folkebevægelsens historie – slå ned på en hvilken som helst større begivenhed i EU-modstandens historie og dér finder du ham. Altid glad og klar til at hjælpe, altid parat med opbakning og støtte. Og altid klar til at synge en sang, hvis sagen kræver det. Vi er dybt taknemmelige for den store opbakning. Sammen med dig er vi klar til næste store kamp,” sagde Rina Ronja Kari.

Povl Dissing har gennem tiden medvirket på flere musikalbum til støtte for Folkebevægelsen mod EU og spillet til mange af bevægelsens arrangementer.

Efter at have modtaget sine træsko – som i dagens anledning var blevet bestilt i korrekt skonummer – kvitterede Dissing ved at synge for sammen med den fyldte landsmødesal på sin nok mest kendte sang, Svantes lykkelige dag.


Fakta: Træskoprisen

Folkebevægelsen mod EU uddeler hvert år på sit landsmøde den såkaldte træskopris.

Træskoene symboliserer evnen til at stå fast, og prisen gives til en dansk og en international modtager, som har stået særlig fast på EU-modstanden i det forgangne år.

Prisen er blevet uddelt siden 1986.

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Vi bruger cookies i forbindelse med besøgsstatistik.
Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker OK herunder, betragtes dette som din accept.

Luk