skip to Main Content

Praktik i EU-parlamentet for Søren Søndergaard

Hvert semester ansætter Søren to praktikanter til at løse politiske og journalistiske opgaver i forbindelse med det daglige arbejde i EU-parlamentet.

Praktikken vil finde sted i Bruxelles på Sørens kontor i EU-parlamentet sammen med de øvrige medarbejdere.

Praktikanternes arbejde vil som regel tage afsæt i et af parlamentets udvalg.

Til foråret 2013 søger vi 2 praktikanter for perioden start februar til start juli. De konkrete start- og slutdatoer kan aftales i henhold til eventuelle eksaminsdatoer.

Nedenfor kan du læse mere om hvilke profiler, vi søger.

PROFILER

Kommunikation og pressearbejde
Din hovedopgave er, at medvirke til at skabe synlighed omkring Sørens arbejde samt være med til at sikre, at Sørens budskaber slår igennem i den danske EU-debat. Det betyder konkret, at du skal være med til at forberede og ‘pitche’ historier til pressen samt skrive udkast til opinionsstof til aviser, magasiner og sociale medier. Samtidig skal du være med til at bære historier hjem dvs daglig oientering om den danske EU-debat så kontoret kan reagere og kommentere på historier og udspil. Du skal desuden redigere og udvikle vores egen medieplatform ‘sorensondergaard.dk’ samt det tilknyttede nyhedsmagasin ‘Nyt Fra EU-Fronten’, Folkebevægelsens facebook side og medlemsbladet ‘Folk i Bevægelse’.

Retspolitik
Din hovedopgave er at følge sager, der vedrører bogernes rettigheder. For eksempel sager som ACTA og EUs PNR-aftaler der omhandler overvågning og udveksling af personoplysninger. Men det gælder sager som EU’s asylpakke og den nye forordning for Europol. Samtidig skal du være med til at udvikle Folkebevægelsens argumenter og budskaber ang. det danske retsforbehold. Det konkrete arbejde består i at udarbejde analyser og notater og skrive opinionsstof til de danske medier. Du skal desuden følge Udvalget for Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Andliggender (LIBE) og Retsudvalget (JURI) i det omfang, at det er relevant for dit arbejde med retsforbeholdet.

Politisk økonomi og eurokrise
Du skal følge de af parlamentets udvalg, der behandler euro- og finanskrisen. Det drejer sig som udgangspunkt om udvalget om økonomi og valuta (ECON). Udvalgets dagsorden skal ikke følges slavisk, men skal give dig inspiration til at arbejde med EUs udvikling mod en finanspolitisk bankunion.

EU og det danske arbejdsmarked

Du skal følge de af EU-parlamentets udvalg, der behandler sager med betydning for det danske arbejdsmarked, herunder udvalget om beskæftigelse og sociale anliggender (EMPL) og udvalget om det indre marked og forbrugerbeskyttelse (IMCO). Din opgave vil være at følge udvalgte sager f.eks. om social-dumping, samt udarbejde forslag til politiske initiativer indenfor området. Samtidigt skal du holde kontoret orienteret om det løbende arbejde i EMPL.

U-landene og menneskerettigheder

Du skal følge de af EU-parlamentets udvalg, der behandler EU’s forhold til ulandene og omverden. Det drejer sig som udgangspunkt om udvalget om international handel (INTA), udenrigsudvalget (AFET), udviklingsudvalget (DEVE) og fiskeriudvalget (PECH). Bl.a. på den baggrund skal du følge udvalgte sager, udarbejde ændringsforslag samt komme med forslag til politiske initiativer indenfor området.

Det gælder for de fire sidstnævnte profiler, at arbejdets konkrete resultater skal bidrage til produktionen af opinionsstof samt historier til de danske medier.

Begge praktikanter skal desuden skrive notater og analyser til intern brug – særligt i forbindelse med afstemningerne i Strasbourg.

Endelig skal begge praktikanter deltage i den almindelige drift af kontoret.

KVALIFIKATIONER

– Du skal være i gang med en videregående uddannelse, som har relevans for en eller flere af profilerne.

– Du skal have kendskab til EU generelt – og gerne viden om EU-lovgivningen indenfor en eller flere af profilerne.

– Det er en fordel – men ikke et krav – at du har erfaring med politisk arbejde (fx studenterpolitik, græsrodsbevægelser, faglige organisationer, ungdomspolitik).

TILSKUD

Folkebevægelsen yder et månedligt tilskud på 6000 kroner.

BOLIG

Folkebevægelsen kan hjælpe dig med at finde et værelse i Bruxelles.

ANSØGNINGSFRIST
Ansøgningen skal være os i hænde senest fredag den 16. november, kl 12. Ansøgningen sendes til henrikbang.andersen@europarl.europa.eu

YDERLIGERE OPLYSNINGER
Henrik Bang Andersen, Politisk sekretær
Tlf.: +32 228 47152
Email: henrikbang.andersen@europarl.europa.eu

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Vi bruger cookies i forbindelse med besøgsstatistik.
Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker OK herunder, betragtes dette som din accept.

Luk