fbpx Skip to content

Professor: Problematisk at tilslutte sig bankunion

Tirsdag erklærede nationalbankdirektør Lars Rohde, at det er i Danmarks interesse, at tilslutte sig EUs bankunion. Men blandt andre i finansverdenen og med økonomisk ekspertise vækker det undren, at han kan komme med den melding nu, fremgår det af meldinger, som Nyt fra EU-fronten har fået..

– Komponenterne i bankunionen forhandles stadig, og det vil rart at se den samlede pakke, før man tager stilling, siger Jesper Berg, underdirektør i Nykredit, og tilføjer:
– Specielt for Danmark er realkredittens behandling vigtig. Realkreditten står for mere end 60 pct. af kreditgivningen i Danmark og har flere gange haft vanskeligheder i relation til international regulering. Det vil i givet fald være vigtigt for danske husholdninger og dansk erhvervsliv, at en eventuel tilslutningsaftale viser respekt for det danske realkreditsystem.

– Det er da besynderligt, at nationalbankdirektøren kommer med en så uforbeholden melding, inden forslaget til en bankunion er færdigbehandlet. Det kræver en nærmere argumentation, hvorfor en bankunion er i dansk interesse, siger professor i samfundsøkonomi Søren Kjeldsen-Kragh og fortsætter:
– Det er i høj grad problematisk for Danmark, at tilslutte sig den bankunion, som ligger på tegnebrættet. Det er et stort skridt frem mod en økonomisk union i EU.

– Jeg er absolut ikke enig med Nationalbankens direktør i dette spørgsmål. Efter min mening bør Danmark holde sig helt ude af bankunionen. Jeg kan ikke se, hvorfor vi skal være med til at redde svage banker i EU, siger Uffe Madsen, tidl. direktør for Folkesparekassen, og tilføjer:
– Som jeg læser nyhederne, har Finansrådet også samme holdning. De formulerer
det således, at de først vil være positiv, når der er orden i de europæiske
bankers økonomi.

Back To Top