fbpx Skip to content

Rina Ronja Kari vil genopstille til EU-Parlamentsvalg

Folkebevægelsen mod EU’s medlem af EU-Parlamentet Rina Ronja Kari har besluttet at stille sig til rådighed for Folkebevægelsen mod EU ved parlamentsvalget i 2019, og hun vil sætte alle kræfter ind på at sikre et DAXIT – en dansk udtræden af EU.  

Rina Ronja Kari afgiver sin stemme til EU-Parlamentsvalget i 2014. (Foto: Andrea) Sigaard

”Når jeg stiller mig til rådighed igen, så er det fordi, vi står ved en afgørende skillevej: Skal Danmark fortsat være med i et EU med fuld fart på Europas Forenede Stater eller skal vi vælge et DAXIT? Hvis jeg kan være med til at trække i retning mod et DAXIT, så kan jeg naturligvis ikke sige farvel netop nu!”, siger Rina Ronja Kari.

Rina understreger, at der er masser af muligheder for at engagere sig aktivt i EU-modstanden i Folkebevægelsen i kampen for et DAXIT både før og efter EU-parlamentsvalget.

“Vi har en enestående mulighed for at følge briterne ud af EU, men det kræver en samlet indsats, så jeg vil gerne opfordre alle EU-modstandere til at engagere sig i vores arbejde for at sikre et DAXIT,” siger Rina.

Folkebevægelsens frivillige er altafgørende

“Vi sætter alle kræfter ind nu. Det er en meget spændende tid for EU-modstanden, og der er masser af muligheder for, at både nye og gamle medlemmer kan engagere sig aktivt og kæmpe imod EU. Folkebevægelsen er jo netop en folkelig tværpolitisk bevægelse for den danske EU-modstand, og der er altid plads til flere!,” siger Rina.

Selv om medierne har en tendens til at være meget personfokuserede, så understreger Rina, at EU-valget ikke handler om hende som enkeltperson, men derimod om at vise en stærk folkelig modstand mod EU’s elitære projekt.

“Jeg glæder mig allerede til at skulle samarbejde med nye og gamle medlemmer for at sikre et DAXIT. Vores aktivister og lokalkomitéer yder altid en helt utrolig indsats ved hver eneste folkeafstemning om EU og ved hvert eneste EU-parlamentsvalg. Vores frivillige og lokalkomitéer er altafgørende for vores arbejde, og det er i høj grad deres fortjeneste, at vi alle disse år har kunnet føre vores politik i EU-Parlamentet og dermed give EU modstand,” siger Rina Ronja Kari.

Rina understreger, at hun sammen med Folkebevægelsens lokalkomitéer og mange aktivister vil styrke organisationen og skaffe endnu flere medlemmer og frivillige inden valgkampen går i gang.

Rina Ronja Kari – Blå Bog

Rina Ronja Kari er født i 1985. Hun har været  medlem af EU-parlamentet for Folkebevægelsen mod EU siden februar 2014, hvor hun afløste Søren Søndergaard. I maj 2014 blev hun valgt ind i EU-Parlamentet med 63.673 personlige stemmer.

Rinas mærkesager er især for arbejdsmarkeds- og socialpolitik, og hun sidder i EU-parlamentets beskæftigelsesudvalg. Her kæmper hun blandt andet mod social dumping, velfærdsnedskæringer og uretfærdige handelsaftaler. Af andre mærkesager fremhæver Rina Ronja Kari kampen mod skattesnyd, EU’s frådseri, samt den stigende militarisering af EU.

Rina Ronja Kari er uddannet cand. soc. i virksomhedsledelse fra RUC og har tidligere arbejdet som konsulent i en faglig organisation. Fra 2008-2012 var hun talsperson for Folkebevægelsen mod EU, og fra 2004-2007 var hun talsperson for Ungdom mod EU

 

Back To Top