Af Sven Skovmand

De fleste danskere betragter det som en selvfølge, at vi skal blive ved med at være medlem af EU. Det gælder også folk, der er bekymrede over den stadig større magt, der bliver givet til organisationen. De tror blot ikke, at vi har økonomisk mulighed for at stå udenfor. Og de er ikke klar over, hvor stor EU’s magt allerede nu er blevet.
Det belyser vi ved at give en kort kommentar til 12 af de mest brugte begrundelser for, at vi skal være i EU.

1. Det gavner os økonomisk at være i EU
Intet kan være mere forkert. EU koster os i virkeligheden en masse penge.
I 2007 betalte vi 19,8 milliarder kroner til EU ifølge Statistisk Årbog 2008 (side 425). Og fra EU modtog vi kun 9,6 milliarder, altså 10 milliarder mindre. Og pengene fra EU er bundne penge, som vi ikke kan bruge til det, vi ønsker.
Samtidig er vi bundet af EU’s toldsatser, der på mange varer er vanvittigt høje. Den ansete franske økonom Patrick Messerlin har anslået, at det fordyrer varerne med mellem 6-7 procent af EU-landenes bruttonationalprodukt.
Det danske nationalprodukt var i 2007 1.696 milliarder kroner. Og tager vi blot 6 procent af dette tal, når vi op på 102 milliarder kroner.
Så vi vil spare rigtig meget ved at træde ud.

2. Vi vil blive isolerede ved at træde ud
Selv om vi går ud af EU, holder vi ikke op med at handle med EU. Vi vil jo blive medlem af frihandelsområdet EFTA, og det betyder, at vores varer fortsat toldfrit vil kunne gå ind i EU-landene.
Aftalen omfatter ikke landbrugsvarer, men dem kan vi uden tvivl få en aftale med EU om.
Danmark indfører nemlig for over 30 milliarder kroner landbrugsvarer fra EU-landene. Et land som Holland eksporter faktisk næsten dobbelt så mange landbrugsvarer til Danmark, som landet modtager fra os. Derfor vil der også i EU være en stærk interesse i at få en fornuftig aftale om landbruget.
Samtidig vil frigørelsen fra EU betyde, at vi kan føre en selvstændig udenrigspolitik. Det er Norge et strålende eksempel på. Netop fordi landet står uden for EU, har det kunnet sætte en række fredsskabende initiativer i gang i både Palæstina, Sri Lanka og Sudan.

3. EU har skabt fred mellem Frankrig og Tyskland
»EU har skabt fred i Europa og forhindret nye krige mellem Frankrig og Tyskland«. Ja, sådan siger tilhængerne af EU, når de skal begrunde, hvorfor vi skal være med i EU.
Men tror nogen for alvor, at der ville være udbrudt krig mellem Frankrig og Tyskland, hvis EU ikke var blevet oprettet? Allerede efter 1945 var en krig mellem de to lande lige så usandsynlig som en krig mellem Danmark og Sverige.

4. EU har skabt fred i Europa
Dette er direkte forkert. EU har tværtimod gjort det modsatte. Det skete, da man i 1991 anerkendte, at Slovenien og Kroatien som selvstændige stater uden at tage hensyn til, at der i Kroatien var et stort serbisk mindretal, der ønskede, at Jugoslavien skulle blive ved med at bestå.
Resultatet var en langvarig borgerkrig, som kostede tusinder af mennesker livet og gjorde millioner hjemløse.

5. EU kan være en modvægt til USA
Den amerikanske udenrigspolitik under George W. Bush har fået mange til at tro, at EU vil kunne blive en hårdt tiltrængt modvægt.
Men troen er ubegrundet. EU er ikke på noget væsentligt punkt gået imod USA’s politik og agter næppe heller at gøre det.
Et eksempel er politikken over for israelerne og palæstinenserne.
Da de palæstinensiske vælgere i 2006 gav partiet Hamas flertallet af pladserne i Parlamentet, afbrød USA straks den økonomiske bistand til den palæstinensiske regering med den problematiske begrundelse, at Hamas er en terrororganisation.
Hamas havde foretaget terrorangreb mod israelere, men allerede i 2004 besluttede organisationen at indstille disse angreb. Og under alle omstændigheder var Hamas blevet valgt ved et demokratisk valg, der af alle blev anerkendt som gennemført korrekt. Alligevel valgte EU at følge USA’s eksempel til stor skade for palæstinenserne – og for fredsprocessen mellem de to folk.

6. EU er til gavn for ulandene
EU har et stort bistandsarbejde i gang i ulandene og hævder gang på gang, at EU’s politik er til gavn for ulandene. Det er den blot ikke.
Hvis folk i ulandene skal få det bedre, er det nødvendigt, at de får mulighed for at sælge deres varer til en rimelig pris. Det forhindrer EU i dag.
For at beskytte virksomheder i især Frankrig, Tyskland og Italien lægger EU gang på gang meget høje toldsatser på produkter fra ulandene. Det gør det svært for dem at tjene de penge, som er nødvendige for, at de kan komme ud af deres fattigdom.

7. En fælles miljøpolitik er nødvendig
»Forureningen kender ikke til landegrænser. Derfor må man samarbejde om bekæmpelsen af den.«
Denne påstand bruges tit som begrundelse for, at EU skal styre miljøpolitikken. Men påstanden er kun delvis rigtig.
Visse former for luftforurening spredes af vinden over grænserne, og noget lignende gælder visse former for for forurening af vandet. Men den lokale forurening har langt større betydning.
Når for eksempel tusinder af mennesker dør i de danske byer som følge af luftens forurening med partikler, skyldes det alene udstødning fra biler og lastbiler i byerne – ikke de partikler, som med vinden kommer til os fra udlandet.

8. EU gavner miljøet mere, end vi selv gør
Det oplyses ofte, at EU vedtager langt mere foranstaltninger til gavn for miljøet, end de danske myndigheder gør på eget initiativ. Men det skyldes ikke, at EU er mere miljøbevidst end myndighederne i Danmark.
Medlemskabet af EU gør det i praksis umuligt for de danske myndigheder at bestemme ret meget på egen hånd. Alle lovforslag skal sendes til EU til godkendelse og vil i de fleste tilfælde blive afvist på forhånd.
Derfor er det fuldstændig logisk, at der kommer flere miljøforslag fra EU, end der gør fra Danmark.

9. EU er godt for sundheden
Vi hører jævnligt, at EU tager initiativ til at foretage sig et eller andet på det sundhedsmæssige område. EU fik jo i Maastricht-traktaten til opgave at udforme en sundhedspolitik.
Desværre er EU’s virksomhed i praksis tit til skade for sundheden. EU har for eksempel tvunget os til at godkende kødprodukter, der indeholder, nitrit, skønt det efter mange forskeres mening kan være kræftfremkaldende.
EU har også tvunget os til at godkende tilsætning af vitaminer i en række produkter, skønt det indebærer en risiko for, at folk får en overdosis af de pågældende vitaminer.
Hvis et andet EU-land tillader et sådant produkt, må vi nemlig efter EU’s regler ikke forhindre, at det bliver indført i Danmark.
Et særligt problem er kødprodukter der indeholder salmonella og kommer fra andre EU-lande. EU forbyder direkte de danske myndigheder at foretage en effektiv kontrol af disse produkter, inden de kommer ud i butikkerne.

10. EU gavner patienterne
EU’s domstol i Luxembourg har ved flere lejligheder givet patienter ret til at søge behandling i andre EU-lande, når behandlingen i hjemlandet efter deres mening tog for lang tid. Og Kommissionen vil gå endnu videre. Den arbejder med et direktiv, der skal gøre det til en ret at få behandling i udlandet.
I nogle aviser har dette været fremstillet som en hjælp til patienterne, der vil få flere muligheder end ellers. Men er det nu rigtigt?
Behandling i udlandet vil altid være dyrere end behandling i hjemlandet. Og hvis alt for mange danskere bliver behandlet i udlandet, kan det ikke undgå at få uheldige virkninger for det danske sygehusvæsen.

11. EU har sikret forbrugerne
Indtil 1. januar 2002 kunne danske forbrugere kun klage over deres indkøbte varer i et år. Det blev ændret som følge af en EU-bestemmelse, og forbrugerne kan nu klage i hele to år.
Det lyder umiddelbart, som om EU har virket til gavn for de danske forbrugere, men på ét væsentligt punkt er forbrugerne i dag ringere stillet end før.
Den fulde ret til at klage gælder nemlig nu kun i et halvt år. Når den tid er gået, kan forbrugeren kun få medhold, hvis han eller hun kan dokumentere, at de er uden skyld i, at varen ikke virker, som den skal.

12. Bankkrisen viser nødvendigheden af EU
I forbindelse med den netop opståede bankkrise har der fra flere sider været fremsat ønske om, at denne type af kriser i fremtiden bliver håndteret af EU.
Men er EU den rette til at styre bankvæsenet? Det kan man have sin tvivl om.
EU har nemlig ved flere lejligheder tvunget Danmark til at lempe den politik, som har været ført over for bankerne.
Indtil 2005 havde man således krævet, at de danske banker skulle foretage hensættelser til de tab, som de kunne få på tvivlsomme lån. Det betød, at bankerne havde ekstra penge at stå imod med under en krise, og det havde gode virkninger under bankkrisen i begyndelsen af 1990’erne..
Men hensættelsen betød, at bankerne fik udsat en del af den skat, de skulle betale, og det var efter EU’s mening ulovlig statsstøtte. Det gav bankerne mulighed for at låne flere penge ud, og det var uden tvivl en medvirkende årsag til, at Roskilde Bank måtte lukke.
EU modsatte sig desuden i 2005, at bankernes garantifond – der skal sikre indskydernes penge op til 300.000 kroner – kunne bruges til at redde banker, der var i fare for at lukke.