- om EU-parlamenets placering i beslutningsprocessen og unionens søjlestruktur


Af Niels Eriksen

Det følgende er et forsøg på at give en hurtig introduktion til EU-parlamentets rolle og funktion i forhold til EU’s beslutningsproces.


Søjlestrukturen
Man vælger ofte at beskrive EU som bestående af 3 søjler med hver deres politikområde – men også med forskellige måder hvormed at beslutninger bliver taget indenfor de forskellige søjler.
I forbindelse med tilblivelsen af EU-forfatningen i 2004 var det tanken, at man skulle forlade ideen om et EU, der består af søjler. Tanken var, at EU i fremtiden som udgangspunkt skulle være et overstatsligt samarbejde, hvor det mellemstatslige kun indgik i enkelte undtagelsestilfælde - eksempelvis i forhold til visse sikkerhedspolitiske beslutninger. Sagt på en anden måde, EU skulle overgå til en enstrenget struktur, hvor beslutninger som hovedregel skulle ske via flertal (væk med vetoretten) og EU-parlamentet skulle være medlovgiver.
Nu døde EU-forfatningen jo ved folkeafstemningerne i Frankrig og Nederlandene. Derefter valgte EU-tilhængerne i Lissabon-traktaten at fastholde søjlestrukturen, men man ønskede også at udvide mængden af områder hvor EU kan tage beslutninger med flertal (ca. 50 nye områder).

Søjle 1:
I Folkebevægelsen mod EUer vi særlig opmærksom på Søjle 1.
Der er to grunde til det:
1) De politikområder der hører under Søjle 1. har EU-parlamentet medlovgivningskompetence (næsten altid). Det betyder, at EU-parlamentet lovgiver sammen med ministerrådet. Som i bl.a. USA, hvor Senat og Repræsentanternes hus lovgiver sammen. Danske EU-parlamentsmedlemmer vil her kunne få en vis indflydelse på lovgivning der påvirker den enkelte danskers hverdag.
2) Søjle 1. er en ”overstatslig” søjle! Her er den nationale suverænitet underlagt EU-niveauet. Det enkelte EU-land har ikke mulighed for at gøre brug af en national vetoret i forhold til EU-beslutninger der er vedtaget i EU af et flertal i EU-parlamentet og Ministerrådet. Det har vi jo set eksempler på i forskellige sammenhænge, hvor der har været et klart flertal i det danske Folketing i mod en EU-beslutning, men den kom alligevel til også at gælde i Danmark.
De politikområder der hører ind under Søjle 1. er bl.a. Indre marked, landbrug, ØMU, sociale dimension, strukturpolitik, u-landspolitik, toldpolitik.
Samtidig har vi siden Amsterdamtraktatens vedtagelse set, at man løbende har ”trukket” elementer fra Søjle 3. over under Søjle 1.. Det har bl.a. drejet sig om udlændingepolitik og civilretsligt samarbejde. Konsekvenserne af det har betydet, at man nu træffer beslutninger med flertal på de områder og EU-parlamentet har fået medlovgivningskompetence.
For Danmark er der den særlige ekstra detalje, at vi har et retsforbehold i forhold til flertalsbeslutninger på retsområdet. Det gør at Danmark ikke deltager i den del af retssamarbejdet der vedtages med flertal (under Søjle 1.). Dog kan der indgås en separat mellemstatslig aftale med Danmark efterfølgende.

Søjle 2:
”Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik” (FUSP) er på den ene side et politikområde mange EU-lande er særdeles interesseret i at få udviklet/udvidet. På den anden side, er det også et nationalt meget følsomt politikområde.
Området dækker bl.a. følgende; fælles ekspeditionskorps og fælles holdning.
Generelt kan man nok hævde, at de store EU-lande vil arbejde for at fastholde kontrollen med området. Det betyder, at EU nok vil få udvidet sin rolle på området, bl.a. i forhold til udviklingen af den militære kapacitet og muligheder for at kunne agere militært udenfor EU’s nærområde. Omvendt vil EU-parlamentet og de små EU-lande næppe få den store indflydelse.
Endelig skal det også nævnes, at Danmark jo har et EU-forbehold i forhold til deltagelse i EU-militære aktioner. Det har bl.a. betydet at Danmark ikke har kunnet deltage i minerydning i Kosovo. Omvendt kan man så undre sig over, at det ikke også har betydet, at vi ikke har kunnet deltage i udviklingen af EU’s våbenagentur. Men sådan er der jo så meget som vi almindelige dødelige ikke forstår!

Søjle 3:
Søjle 3. ”Retlige og indre anliggender” (RIA) er et uhyre interessant område, bl.a. fordi det illustrerer ”søjleglidningen” - fra kravet om enstemmighed ved beslutninger i retning af stadig flere beslutninger vedtaget med flertal.
De områder der hører under denne søjle er bl.a.: Europol og det strafferetlige samarbejde.
I det her regi har vi bl.a. fået ”Den europæiske arrestordre”. En meget vidtgående vedtagelse, der virkelig viser, hvor langt EU er kommet i forbindelse med en samordning af retsområdet.
Og som sagt, er det virkelig et område hvor vi ser en bevægelse fra det mellemstatslige i retning af det overstatslige.

Faser i EU-lovgivningsarbejdet:
Det følgende er et forsøg på at skitsere, hvordan processen omkr. tilblivelsen af EU-lovgivning forløber i forhold til den mest almindelige lovgivningsprocedure ”Fælles beslutningstagning” (artikel 251 (Nicetraktaten)).
Man skal være opmærksom på, at lovgivningsmøllen i EU ikke maler hurtigt! EU’s kemikaliedirektiv (REACH-direktivet) tog omkring 10 år.
Det er EU-Kommissionen, der har enekompetencen til at fremsætte lovforslag i EU. De fremsætter ifølge artikel 251 forslaget både til EU-parlamentet og Ministerrådet. Rådet kan vedtage direktivet med kvalificeret flertal, hvis de kan godkende alle ændringerne fra EU-Parlamentet (eller hvis der ikke er nogen ændringsforslag).
Er der uenighed mellem EU-parlamentet og Rådet, så skal der fremsættes nye udtalelser fra både Parlament og Råd. Og der skal stemmes igen. Er der fortsat uenighed skal der indledes en forligsprocedure. Her deltager repræsentanter fra Rådet og EU-parlamentet. De skal forsøge at få enderne til at nå sammen.
Og det udspil de evt. når frem til, skal så vedtages med kvalificeret flertal i Rådet og med absolut flertal i EU-parlamentet.