Af Sven Skovmand, forfatter, tidl. MF & MEP og EP-kandidat (N)


Mellem 70 og 80 procent af de danske love og den danske politik er på den ene eller anden måde påvirket af EU – i de fleste tilfælde i en uheldig retning.
At nævne alle disse eksempler er naturligvis uoverkommeligt. Men i de følgende har vi taget nogen af de værste frem.
De er delt i tre grupper – Skadelige love og domme, EU’s forsinkelser og Uheldige planer.
De første er beklageligvis de fleste. De er eksempler på, hvordan EU-direktiver eller domme fra EF-Domstolen har ført til uheldige beslutninger.
Den anden gruppe er EU-love, som nok er fornuftige, men er blevet gennemført alt for sent, fordi EU til stadighed bombarderes af lobbyister, der ønsker at forhindre love, der skader deres virksomhed.
Den tredje gruppe er de foranstaltninger, der endnu befinder sig på det planlæggende stade, men som vi gør klogt i at være opmærksomme på.
Derudover er der to afsnit om EU’s uheldige udenrigspolitik og EU’s skadelige holdning ovewr for EU-lande.
Til sidst kommer vi ind på EU’s gode gerninger, som retfærdigvis må nævnes. Der er nu ikke mange af dem!


Skadelige love og domme

Julelys gøres dyrere
Den 7. april 2009 vedtog EU-Kommissionen at indføre en straffetold på kinesiske stearinlys. Tolden er på 50 procent, og den skal gælde i fem år.
Tolden indføres, fordi en række EU-producenter har svært ved at konkurrere med de kinesiske lys. Nu kan de hæve prisen med de 50 procent, og det vil altså gøre stearinlysene en halv gang dyrere.
Stearinlys er ikke en stor post på familiernes budget, og de færreste vil nok lægge mærke til, at de bliver dyrere. Men den er et typisk eksempel på, hvordan EU reagerer, når fabrikanter i det sydlige og østlige Europa har svært ved at klare sig.
Tolden er ganske vist i strid med de internationale regler, som EU har indgået. Men EU hævder gng på gang, at der er tale om dumping, dvs. at kineserne eller inderne sælger varerne til Europa til en lavere pris end den, som de tager på deres eget marked.
Påstandene er som regel løgn, men ulandene er retsløse over for EU. De kan ganske vist klage til Verdenshandelsorganisationen WTO, men en klage tager lang tid, og den fører sjældent til resultater.
Ulandene er ikke de eneste, der rammes af denne politik. Det samme gør forbrugerne i for eksempel Danmark, der kommer til at betale en langt højere pris for deres varer, end de ville gøre, hvis vi stod uden for EU.
Den ansete franske professor, Patrick Messerlin har beregnet, at EU’s handelspolitik koster medlemslandene mellem 6 og 7 procent af deres bruttonationalprodukt.
Det vil for Danmarks vedkommende svare til cirka 100 milliarder kroner – hvert år!

Afskaffelsen af bopælspligten
Den 25. januar 2007 erklærede EF-domstolen, at den danske lov om bopælspligt for ejere af landbrugsejendomme var i strid med EU. Dermed fjernede man en af de former for beskyttelse af den danske jord, som blev gennemført i 1972 – forud for det danske medlemskab af EU.
Loven blev gennemført, fordi den danske landbrugsjord dengang var langt billigere end jorden i både Holland og Tyskland. Man frygtede, at der ville ske udenlandsk masseopkøb af landbrugsejendomme.
Derfor vedtog man loven om bopælspligt. Den skulle sikre, at de udenlandske købere i det mindste bosatte sig på den jord, de købte. Og det gjorde især hollandske landmænd rent faktisk i stort omfang.
Men for få år siden klagede en tysk landmand over loven. Han havde købt en gård i Sønderjylland og ønskede ikke at bosætte sig i Danmark. Og til alles overraskelse gav EF-Domstolen ham medhold.
Bopælspligten er i strid med det indre markeds regler om fri bevægelighed for kapital, sagde dommerne i Luxembourg. Og danske politikere har ikke modsagt dem, skønt dommen på langt sigt kan føre til en yderligere affolkning af landdistrikterne.

De usunde fødevarer
Salmonella i maden kan fremkalde opkastning og diaré og kan i de værste tilfælde betyde, at folk mister livet. Derfor har man i Danmark gjort en ihærdig indsats for at bekæmpe salmonellaen, og det danske kød i butikkerne er stort set fri for salmonella.
Alligevel bliver mange syge af salmonella. Fordi de spiser udenlandsk kød. Det udenlandske kød ligger ved siden af det danske kød i butikkerne, og det er i reglen billigere – fordi det ikke udsættes for samme strenge kontrol som det danske kød.
Men en dom fra EF-domstolen i 2006 står i vejen for, at man kan gøre noget. Den var vendt mod den daværende danske praksis, der gik ud på, at alle importører af fersk kød skulle give myndighederne besked om, hvor kødet kom fra, og hvornår det blev frosset ned.
Myndighederne krævede, at de skulle orienteres senest 24 timer, før kødet ankom, så de havde mulighed for at foretage en effektiv kontrol.
Men EF-Domstolen erklærede, at kravene til det udenlandske kød var en handelshindring, og så måtte man opgive kontrollen.

De berigede fødevarer
En EU-dom er også årsagen til, at Danmark har måttet opgive sin modstand mod ukontrolleret tilsætning af forskellige stoffer i fødevarer, herunder slik og sodavand.
Tilsætningen af sunde stoffer til usunde produkter giver folk en forkert opfattelse af, hvad det er, de køber, og i en del tilfælde kan de direkte være til fare for folks helbred.
Det gælder for eksempel, hvis man tilsætter vitaminer til slik eller fødevarer. Det kan føre til en overforsyning med vitaminer, der kan være endnu farligere end mangel på vitaminer.
Men Danmark kan ikke forbyde det på grund af en dom fra EF-Domstolen den 23. september 2003. Den fastslog, at Danmark skal tillade alle tilsætningsstoffer, som ikke frembyder en sundhedsmæssig risiko.
Denne ordning trådte i kraft den 1. juli 2007, og de danske myndigheder har nu kun lov til at fastslå, hvor store mængder der må være af de forskellige tilsætningsstoffer i fødevarerne.
Derefter har de private virksomheder frit slag – sådan som EU ønsker det.

Husdyrene mishandles
For de danske husdyr har det ikke været godt, at vi er kommet i EU. Det skyldes reglerne om varernes frie bevægelighed – og varer kan i denne sammenhæng både være levende dyr og produkter som kød og æg.
De danske slagterier lå før i tiden så tæt, at dyrene sjældent blev kørt mere end 40-50 kilometer, inden de skulle slagtes. Nu køres hvert år 4-5 millioner svin i hundredvis af kilometer – tit under rædselsfulde forhold.
Årsagen er EU’s regler om, at dyr frit må køres over grænserne. Det udnyttes af økonomisk trængte landmænd og samvittighedsløse vognmænd til at køre dyrene til slagterier i Tyskland, hvor prisen er lavere end på de danske slagterier.
Samtidig er kontrollen med dyrene langt mindre i Tyskland end i Danmark.
Hvor dyrene i Danmark kontrolleres hele to gange, holder tyskerne sig til EU’s regler, der kun kræver, at dyrene kontrolleres én gang. Og denne enlige kontrol sker under vilkår, der gør det svært at opdage for eksempel skuldersår.
Landmænd, der sender deres syge dyr til Tyskland, undgår på denne måde at få bøder for de liggesår og andre lidelser, som svinene har fået i deres stalde.
Men mishandlingen af dyrene i forbindelse med slagtningen er i virkeligheden kun toppen af isbjerget.
Slagtningen vedgår trods alt kun dyrenes vilkår de sidste dage af deres liv. Men hele deres liv er faktisk præget af lidelser. Det gælder svin, der holdes fast af jernbøjler, og høns, der spærres inde i trange bure. Og Danmark kan ikke blot forbyde disse forhold. For så skal landmændene konkurrere med kød og æg fra EU-lande, hvor man er ligeglade med dyrenes forhold.
EU burde slet og ret forbyde at holde høns og svin i bur og sætte stramme regler for, hvor længe slagtedyr måtte transporteres. Det ville naturligvis forhøje prisen på kødet en del, men det ville ikke være noget problem.
EU kan jo til enhver tid forbyde indførsel af kød fra lande, der ikke behandler deres dyr ordentligt.
Men indtil nu har EU ikke været villig til at handle.

Den uheldige købelov
Den gamle danske købelov, som gjaldt, da vi kom i EU, var på mange måder forældet. Blandt andet gav den kun forbrugerne et år til at klage over varerne med henblik på at få dem erstattet eller repareret gratis.
Et fællesnordisk arbejde førte i 1988 og 1989 til en revision af købeloven i Finland, Norge og Sverige, men Danmark foretog sig ikke noget. Man vidste, at EU arbejdede med en lovgivning på området og ville ikke risikere at skulle lave loven om igen, hvis EU vedtog et direktiv, der var ringere end det nordiske forslag.
Som følge af denne tilbageholdenhed måtte de danske forbrugere vente helt til den 1. januar 2002, hvor et EU-direktiv blev gennemført som lov.
Hvad værre er: Resultatet var nærmest en forringelse af de bestående tilstande.
EU-reglerne forlængede ganske vist forbrugernes ret til at klage fra ét til to år. Men retten gjaldt kun fuldt ud i et halvt år. Når dette halve år var gået, skulle forbrugerne bevise, at det ikke var deres skyld, at tingene ikke fungerede, som de skulle.
Et sådant forslag ville aldrig være blevet vedtaget af det danske Folketing, hvis vi selv havde haft lov til at bestemme.

EU har skadet bankvæsenet
Den internationale bankkrise er udløst af, at bankerne i en række lande – også Danmark – har optrådt letsindigt, og at regeringerne har undladt at reagere.
Men uden EU’s bestemmelser ville situationen næppe være blevet så alvorlig.
Som følge af en kraftig lobbyvirksomhed fra bankerne har EU i de sidste 10-15 år foretaget en lang række liberaliseringer af banksystemet, der alle har haft til formål at begrænse staternes indflydelse på bankernes udlån.
Den værste lov kom i 2004, hvor EU gennemtvang, at bankernes hensættelser til tab skulle sættes ned, så de kunne bruge pengene til at låne ud.
Jyske Bank beregnede, at det betød en halvering af bankens kapitalgrundlag på omkring 50 procent.
Det gav bankerne mulighed for at øge deres udlån, og det satte yderligere gang i hjulene, da det gik godt. Men det hævner sig her under krisen, hvor bankerne netop er hæmmet af, at de har lånt langt flere penge ud, end de ellers ville have gjort.

EU støtter skattesnyd
Multinationale virksomheder har gode muligheder for at snyde i skat ved at anbringe deres overskud i lande, hvor beskatningen er lav. Derfor har en række lande, deriblandt England og Danmark, lagt skat på det overskud, som deres selskaber har i andre lande.
Men det mener EU’s domstol ikke, at man må.
I en dom af 12. september 2006 fastslog dommerne, at England ikke har ret til at beskatte de overskud, som firmaet Cadbury-Schweppes har i andre EU-lande. Og dermed får de store selskaber åbnet en ladeport for snyderi med skatten.
Det kan også komme til at ramme Danmark. For selv om vores skatteprocent for erhvervsvirksomhed kun er 28, er den kun 12,5 procent i Irland. Og hvis et dansk firma vælger at oprette et datterselskab i Irland og lade overskuddet optræde her, vil Danmark altså gå glip af de 28 procent.


EU’s forsinkelser

Forsinkelsen af diesel-bilernes filtre
Ifølge en artikel i »Ugeskrift for Læger« i 2001 koster lastbilernes udstødning af dieselpartikler 3.400 danskeres liv om året.
Det burde have ført til en øjeblikkelig reaktion fra politikernes side.
Men da et krav til lastbiler hører under EU, foretog regeringen sig intet.
Forholdene kom første i orden fra 1. januar 2008, hvor et EU-direktiv krævede, at alle nye dieselbiler skal være udstyret med et filter.
Takket være EU er et nødvendigt indgreb blevet forsinket med fem eller seks år – en forsinkelse, der må have kostet mange tusinde danskere livet.
Og så kræver direktivet endda kun, at filtrene holder til 160.000 kilometers forløb. Efter dette antal kilometer kan dieselbilerne igen frit forurene luften!

Måtte opgive indgreb mod brændeovne
Vi har i Danmark en halv million brændeovne. Det er med til at formindske det danske udslip af kuldioxid.
Desværre udsender ganske mange brændeovne et stort antal partikler, hvad der især kan være et problem på kolde og vindstille nætter.
En rapport fra Danmarks Miljøundersøgelser i april 2004 oplyste således, at brændeovnene på disse dage gav den sjællandske landsby Gundsømagle et lige så stort udslip af partikler, som man kan registrere i myldretiden på H.C. Andersens Boulevard i København.
Miljøstyrelsen gik derfor i gang med at skærpe kravene til brændeovne og nåede endda at sende dem til høring.
Men indgrebet blev aldrig gennemført. For det viste sig, at det vil være i strid med et EU-direktiv om brændeovne, der slet ikke nævner problemerne med partikler. Hvis direktivet gennemføres, risikerer Danmark at blive anklaget for EU’s domstol i Luxembourg.
Og det vil regeringen ikke risikere!


Uheldige planer

Ødelæggelse af affaldsplanlægning
Danmark har et veludbygget system for behandling af affald. På særlige pladser sørger kommunerne for, at der sker genbrug af de stoffer og materialer, der kan genbruges. Det meste af det resterende affald sendes derpå til forbrændingsanstalter, hvor det udnyttes til el og fjernvarme.
Men dette system har siden 2005 været truet af et direktivforslag fra EU. Det vil åbne EU-landenes grænser for affald – som for alle andre varer. Og det ville betyde, at store mængder af affald vil strømme ind i Danmark.
De danske forbrændingsanlæg er nemlig så effektive, at de kan forbrænde affaldet for kun cirka 200 kroner for en ton affald, hvor prisen i Holland er cirka 1150 og i Tyskland cirka 1500 kroner.
Taberne bliver de danske industrier, der vil blive tvunget til at betale langt mere for at få brændt deres affald, end de gør i dag.
Men også den danske energiplan vil blive ramt. Den bygger nemlig på, at anlæggene til forbrænding skal hvile i sig selv, og at dens kapacitet skal afpasses efter de danske kunder.

Truslen mod drikkevandet
Det danske drikkevand kommer stort set udelukkende fra grundvandet i modsætning til, hvad der gælder i for eksempel et land som England, hvor man henter det meste af vandet fra floder og søer.
Grundvand har ikke blot den fordel, at det smager godt. Det er også billigere, fordi man slipper for udgifterne til rensning. De er skønsmæssigt angivet til at ligge et sted mellem 1 og 2 milliarder kroner om året, hvis alt dansk drikkevand skal renses.
Men skal grundvandet bruges, er det nødvendigt, at det ikke bliver forurenet med de gifte, som landmændene bruger på deres marker, og som i mange tilfælde synker ned og forurener grundvandet.
Den danske stat har derfor forbudt de værste af disse stoffer og tillader ialt kun 83 giftstoffer. Det er EU-Kommissionen utilfreds med. En række af de forbudte stoffer er nemlig tilladt i andre EU-lande.
EU-Kommissionen vil derfor opdele EU i tre zoner. Inden for hver af disse zoner skal der være fælles tilladelse for giftstoffer.
I begge tilfælde vil Danmark blive tvunget til at tillade flere stoffer. I den nordiske zone vil antallet af tilladte stoffer komme op på 106, i den centraleuropæiske vil det være 210 – altså to-tre gange så mange som i dag.
I den nordlige løsning vil vi blive tvunget til at tillade stoffet metribuzin, der er til stor fare for grundvandet. Og i den centraleuropæiske løsning vil vi skulle tillade et stof som paraquat, der ikke blot slår mange vilde dyr og fugle ihjel, men også kan skade dem, der sprøjter.


EU skader freden

I EU-propagandaen hører man gang på gang den påstand, at EU er til gavn for freden. Intet kan være længere fra sandheden.
Siden sin oprettelse har EU stort set ikke foretaget noget til gavn for freden. Derimod har man ved i hvert fald tre lejligheder handlet på en måde, der har været til skade for freden.
Den mest alvorlige var, at EU i 1992 anerkendte, at de to jugoslaviske republikker, Slovenien og Kroatien skulle være selvstændige stater. Denne beslutning, som beklageligvis blev støttet varmt af den danske udenrigsminister Uffe Ellemann Jensen, var af flere grunde yderst uheldig.
Jugoslavien var trods alt en stat, og EU havde ingen ret til at dele den. Hertil kom, at der i Kroatien fandtes et stort serbisk mindretal – et mindretal, som EU ikke løftede en finger for at hjælpe.
Resultatet blev en borgerkrig, som kostede tusinder af mennesker livet, indtil den blev bragt til ophør af USA ved Dayton-aftalerne i 1994.
Også i en anden borgerkrig har EU spillet en uheldig rolle. Det er borgerkrigen på Sri Lanka mellem det singalesiske flertal og det tamilske mindretal, der udgør cirka 9 procent af befolkningen.
På grund af regeringens brutale politik over for tamilerne, opstod der i midten af 1970’ene et tamilsk oprør, der fra 1981 blev ledet af »De Tamilske Tigre«. De krævede at få oprettet en selvstændig stat i den nordlige del af øen.
Oprøret kostede omkring 60.000 mennesker livet og standsede først i 2001, da det lykkedes norske fredsmæglere at få en våbenhvile i stand.
Takket være en ihærdig norsk indsats fik man tigrene til at opgive kravet om en selvstændig stat mod at få en form for selvstyre.
I de følgende tre år var der stort set ro, og kun et par hundrede mennesker mistede livet. Men så fik Sri Lanka en regering, der ikke ønskede at overholde de indgåede aftaler. Og han fik støtte af EU, der i 2006 erklærede, at De Tamilske Tigre var en terrororganisation. Man tog ikke hensyn til, at organisationen rent faktisk ikke havde foretaget terroraktioner i tre år.
Resultatet af denne ikke særlig gennemtænkte handling blev, at de danske, svenske og finske observatører i Sri Lanka måtte rejse hjem, og at våbenhvilen brød sammen. Sri Lankas regering udnyttede nu situationen til at foretage et massivt angreb på tamilerne, et angreb der kostede nye tusinder af mennesker livet.
Det tredje uheldige eksempel er EU’s optræden i striden mellem Israel og palæstinenserne.
Israelernes optræden i de palæstinensiske områder er ikke mindre end skandaløs. Ikke alene har de tilladt 200.000 bosættere at etablere sig på palæstinensisk jord. De opretholder også et antal vejspærringer, der gør det umuligt for det palæstinensiske samfund at fungere.
Endelig tilbageholder de skatter og afgifter, som de har opkrævet på palæstinensernes vegne, så Palæstinas lærere, politibetjente og læger ikke kan få den løn, de har krav på.
Denne politik har indtil nu været støttet af de amerikanske regeringer, og det kan forklares ved, at den israelske lobby i USA har en utrolig stor indflydelse, og at ingen ledende politikere indtil nu har turdet lægge sig ud med den.
Mere uforståeligt er det, at EU følger dette eksempel og blandt andet har nægtet at samarbejde med den Hamas-regering, som blev valgt af palæstinenserne ved et demokratisk valg i januar 2006. Man kræver, at Hamas officielt skal anerkende staten Israel, før man vil have med regeringen at gøre.
Dette krav er ganske overflødigt, eftersom Hamas ikke har den fjerneste mulighed for at angribe Israel, og bevægelsen i mere end to år har afstået fra at rette terrorangreb mod Israel.
En løsning på problemerne i Palæstina er nøglen til fred i Mellemøsten. Men den forudsætter, at man behandler palæstinenserne anstændigt, og at man lægger det fornødne pres på Israels regering. Derfor er det tragisk, at EU i denne sag optræder som USA’s forlængede arm.
Det er så meget mere tragisk, som en løsning på langt sigt er forudsætningen for, at Israel kan blive ved med at bestå som stat – et forhold, som hovedparten af den israelske befolkning udmærket er klar over.
Det eneste land, der har opført sig anstændigt og fornuftigt i den sag, er Norge, der som en selvfølge har anerkendt den regering, som palæstinenserne har valgt. Men Norge står jo også uden for EU.


EU skader ulandene

Efter de fleste EU-tilhængeres mening er dannelsen af EU godt for ulandene. Og de bruger som regel to argumenter.
Det ene er, at EU er den største donor i verden med hensyn til ulandsbistand. Den anden er, at EU har et nært samarbejde med et stort antal stater i Afrika, Vestindien og Stillehavet – de lande, der også kendes under navnet AVS-landene eller Lomé-landene.
Begge påstande er temmelig tvivlsomme.
Det er rigtigt, at EU har et stort udviklingsprogram, men pengene til dette program udskrives fra medlemslandene – uden at disse lande trækker det fra i deres opgørelser.
Danmark hævder således stadig, at vi bruger 0,8 procent af vores bruttonationalprodukt til ulandsbistand, selv om en ikke uvæsentlig del af dette beløb går til EU’s programmer.
Hvad værre er, så er pengene til EU skaffet ved at formindske den andel af bistanden, som Danmark yder til FN’s udviklingsprogrammer.
En andel, som tidligere udgjorde halvdelen af den danske bistand.
Denne udvikling er beklagelig, for FN’s programmer styres i høj grad af ulandene selv og er derfor fri for de politiske betingelser, som ofte er knyttet til EU’s hjælp.
Man kan heller ikke sige, at EU’s politik over for AVS-landene har været til egentlig gavn for de pågældende lande.
EU har nemlig i en række år ført en »del og hersk« politik over for ulandene ved at give AVS-landene toldfrihed for en række råvarer, som har fået pålagt told, hvis de kom fra andre ulande. Da EU under alle omstændigheder skulle indføre disse råvarer, har »hjælpen« reelt været gratis.
I øvrigt er denne politik kun blevet fulgt, når der er tale om produkter, som ikke konkurrerer med EU-landes produkter. Sukker og bomuld har svært ved at trænge ind i EU.
AVS-landene møder også store hindringer, når de vil eksportere forarbejdede fødevarer – et område, hvor de virkelig kan være konkurrencedygtige. Og EU har først for nylig givet dem mulighed for at sælge industrivarer toldfrit. Og nu er det måske for sent.
Lande som Indien og især Kina har lige så billig arbejdskraft som landene i Afrika, og de har en langt mere effektiv industri. Derfor har de langt lettere ved at tiltrække investeringer end AVS-landene.
Samtidig saboterer EU verdenshandelsorganisationen WTO, der ønsker at give ulandene retfærdige vilkår – i modsætning til EU-Kommissionen, der betragter det som sin hovedopgave at beskytte EU-landenes interesser.
I den sammenhæng er ulandene retsløse, som det fremgår af oplysningerne om tolden på stearinlys, som står i begyndelsen af denne artikel.


EU’s gode gerninger

Elevatordirektiv og fodersække
De fleste af EU’s beslutninger er uheldige. Men ind imellem laves der naturligvis også fornuftige ting. Der sidder trods alt mange gode folk i EU, Et eksempel er elevatordirektivet, som foreskriver, at der ved alle elevatorer til personbefordring skal være to døre, som begge skal åbnes, før folk går ind eller ud af elevatorerne. Denne bestemmelse har gjort elevatorer til det mest sikre transportmiddel, der findes.
Et andet eksempel er kravet om, at ingen korn- eller fodersække må være på mere end 25 kg. Før i tiden kunne de være op til 50 kg, hvilket i længden kunne være en alvorlig belastning for både de ansatte på foderstoffirmaerne og landmændene selv.
En række af EU’s miljøbestemmelser er også ganske fornuftige. EU’s generaldirektorat for miljøet gør faktisk en stor indsats for at sikre bevaringsværdige naturområder i medlemslandene, hvilket også har kunnet mærkes i Danmark.
Når motorvejen ved Silkeborg ikke kommer til at gå over et fredet område ved Gudenåen, som Vejdirektoratet oprindelig ønskede, skyldtes det uden tvivl frygt for den retssag, som naturforkæmpere truede med at rejse ved EF-Domstolen.
Og netop nu spænder EU ben for et polsk projekt, der går ud på at lægge en motorvej gennem en urskov i landets nordøstlige del.
Det er dog ikke helt uden problemer, at EU på denne måde beskytter medlemslandenes natur. Det kan betyde, at medlemslandene i alt for høj grad koncentrer deres indsats om de områder, som EU interesserer sig for, mens andre og måske lige så værdifulde områder bliver forsømt.
På energiområdet ydede EU en fremragende indsats i forbindelse med mødet i Kyoto i 1997, hvor EU forpligtede sig til i 1912 at have et udslip af CO2 i 2012, der var mindst 8 procent lavere end i 1990.
Uden denne indsats var Kyoto-aftalen formentlig ikke blevet til noget, og den har med alle sine fejl trods alt været en begyndelse på en indsats mod den globale opvarmning og de farer, den frembyder.
Men der er ingen grund til at rose EU for opfølgningen af aftalen. Ved udgangen af 2006 kunne det således konstateres, at EU-landene som helhed kun havde formindsket udslippet med lidt over 2 procent, og at udslippet blev forøget i 2006.
Ansvaret lå ikke kun i de enkelte medlemslande. Det lå i høj grad også i EU-Kommissionen, som var alt for længe om at handle – og som valgte de forkerte redskaber, da den endelig kom i gang.
I stedet for at lægge afgifter på forbruget af for eksempel benzin og olie indførte EU et indviklet system, hvorefter industrierne fik tildelt kvoter for, hvor meget CO2 de måtte uddele.
Og dette system slog fuldstændig fejl. I første omgang fordi kvoterne blev givet i et alt for rigeligt antal. I anden omgang fordi den økonomiske krise har ført til en nedgang i den industrielle produktion og dermed har mindsket behovet for kvoter.