Hvordan fungerer EU? Her skitserer Folkebevægelsen, hvordan EU er opbygget med de forskellige institutioner (Rådet, Kommissionen, Parlamentet m.fl), hvordan magten er fordelt og beslutninger bliver til
Se særligt om EUs retsinstans EF-domstolen klik her!

1. Kommissionen
Kommissionen er EU’s regering og har sæde i Bruxelles. Den har i dag 27 medlemmer - et fra hvert medlemsland. Dens beslutninger træffes med et almindeligt flertal blandt kommissærerne.
Kommissærerne har hidtil været udpeget af de enkelte medlemslande, men de er forpligtet til at være uafhængige, og de må altså ikke tage hensyn til de lande, de kommer fra.
Kommissærerne vælges for fem år ad gangen og kan kun afsættes, hvis det lykkes at skabe to tredjedeles flertal i Parlamentet for at vælte Kommissionen - et flertal, der samtidig skal dække halvdelen af Parlamentets medlemmer. Dette er dog kun sket én gang, i 1999.
Kommissionen har på et enkelt punkt langt mere magt end en almindelig regering. Den har initiativret. Alle lovforslag skal fremsættes af Kommissionen, for at de kan blive behandlet i EU-systemet. Hverken medlemslande eller EU-Parlamentet har en sådan ret.
Denne ret betyder, at det i praksis er umuligt at lave om på EU-systemet. Det vil man jo aldrig kunne få Kommissionen til at gå med til.
Det er også næsten umuligt at ændre love - også selvom de virker uheldigt. Det kræver jo, at Kommissionen skal erkende, at den bar sig fjollet ad!
Forholdene står i grel modsætning til vilkårene i det danske Folketing, hvor forslag ikke alene kan fremsættes af regeringen, men også af medlemmer af Folketinget.
Kommissionens lovforslag kan have to udformninger. Det kan være forordninger, som straks har virkninger i alle medlemslande. Og det kan være direktiver, som de enkelte medlemslande er forpligtet til at udforme som nationale love.

2. Ministerrådet
Ministerrådet, der i det officielle EU-sprog kaldes »Rådet«, består af repræsentanter for medlemslandenes regeringer. Det er hyppigt udenrigsministrene, men det kan også være andre ministre, for eksempel landbrugsministre eller erhvervsministre. Ministerrådets sekretariat ligger som Kommissionen i Bruxelles.
Møderne forberedes af COREPER. Det er en gruppe af højtstående embedsmænd, der som ministrene kommer fra de 27 medlemslande.
COREPER sorterer sagerne i vigtige og mindre vigtige punkter. De bestræber sig helt bevidst på at undgå tidkrævende afstemninger i Ministerrådet. Derfor udnævner de alle de punkter, som de kan blive enige om, til A-punkter, som ikke bliver genstand for afstemning. Der stemmes derfor kun om forholdsvis få sager i Ministerrådet.
Ministerrådet træffer stort set alle sine beslutninger med kvalificeret flertal. Det betyder, at 258 af de 345 stemmer i Ministerrådet skal gå ind for forslaget. Hvis 88 stemmer går imod forslaget, bliver det forkastet. Det samme gælder, hvis mindst 14 lande går imod.
Stemmerne er beregnet ud fra landenes størrelse.
Tyskland, Storbritannien, Frankrig og Italien har hver 29 stemmer, mens Italien og Spanien hver har 27.
Rumænien og Holland har henholdsvis 14 og 13 stemmer.
Grækenland, Tjekkiet, Belgien, Ungarn og Portugal har hver 12 stemmer, mens Sverige, Bulgarien og ãstrig hver har 10.
Danmark, Finland, Irland og Litauen har hver 4.
Letland, Slovenien, Estland og Cypern har hver 4, og Luxembourg har 3.
Indtil vedtagelsen af Den Europæiske Fælles Akt (EF-Pakken) i 1987 havde Ministerrådet eneret med hensyn til at sige ja eller nej til Kommissionens forslag. Siden da er en væsentlig del af magten gået til EU-parlamentet, som man kan se af afsnittet om Parlamentet. Der er også gået magt til Det Europæiske Råd (topmøderne).
Det kvalificerede flertal fik først for alvor betydning efter 1987, hvor man ophævede kravet om enstemmighed for harmonisering af lovgivningen. Indtil da kunne et enkelt land blokere for de allerfleste beslutninger ved blot at stemme nej.
Denne vetoret betød, at Folketingets markedsudvalg havde stor magt. Det behøvede blot fortælle en minister, at han eller hun skulle stemme nej til et forslag, så måtte det opgives.
Markedsudvalget, der nu hedder Europaudvalget, kan stadig pålægge ministrene at stemme på en særlig måde. Men det eneste, de er sikre på at opnå, er at forslaget kommer til afstemning. Hvis der er 258 stemmer for det i Ministerrådet, bliver det vedtaget alligevel.

3. Det Europæiske Råd (Topmøderne)
Det Europæiske Råds møder kaldes i daglig tale for topmøderne. Dermed undgår man forveksling med Ministerrådet.
Mens Ministerrådets sammensætning og stemmeregler bygger på EU’s traktater, har topmøderne i mange år hvilet på en aftale, der blev indgået i oktober 1972. Det skete fjorten dage efter den danske folkeafstemning om medlemskab, og det var vel næppe en tilfældighed.
Indførelsen af topmøderne var først og fremmest et krav fra Tyskland og Frankrig, der følte, at de havde for lidt at sige i Ministerrådet. Kravet støttedes af folk, der ønskede mere magt til EU og var modstandere af vetoretten i Ministerrådet.
Topmøderne holdes i juni og december og sommetider oftere. De holdes mellem landenes regeringschefer, dvs. deres statsministre eller præsidenter.
Topmøderne har først og fremmest spillet en rolle ved gennemførelse af nye traktater. Et topmøde i 1985 besluttede således - mod Danmarks, Storbritanniens og Grækenlands protest - at man skulle vedtage en traktat, der afskaffede vetoretten.
Topmøder har også stået bag Maastricht-traktaten i 1993, Amsterdam-traktaten i 1998, Nice-traktaten i 2001 og den endnu ikke vedtagne Lissabon-traktat, der i øvrigt vil give topmøderne udvidet magt, blandt andet på det militære område.

4. EU-Parlamentet
Parlamentet har efter det kommende valg 732 medlemmer, hvoraf de 13 kommer fra Danmark.
Tyskland har med 99 medlemmer flest, mens Storbritannien, Frankrig og Italien hver har 72. Spanien og Polen har 50, Rumænien 33 og Holland 25.
Grækenland, Belgien og Portugal har hver 22 medlemmer, mens Ungarn og Tjekkiet hver har 20 og Sverige 18.
Bulgarien og ãstrig har hver 17, mens Slovakiet, Danmark og Finland har 13. Irland og Litauen har 12, Letland 8, Slovenien 7 og Estland, Cypern og Luxembourg 6. Malta har 5.
Parlamentet havde indtil 1987 kun begrænset magt, idet det kunne udtale sig om Kommissionens forslag, men ikke havde nogen ret til at træffe beslutninger.
Indtil 1979 var medlemmerne endda udpeget af de nationale parlamenter, hvilket satte en grænse for deres politiske betydning. Dette blev dog ændret, da man i 1975 ændrede EU’s traktat, så Parlamentet herefter skulle godkende EU’s budget. Og Parlamentet blev yderligere styrket i 1979, da det blev udpeget af vælgerne i de enkelte medlemslande.
Lige siden sin oprettelse har Parlamentet kæmpet for at få mere magt. Og det har haft to Kampmidler.
Det ene er at sige nej til budgettet, hvilket det fik mulighed for i 1975. Denne mulighed er benyttet flere gange, hvilket har været ret generende for EU’s arbejde. Det betyder ikke, at EU’s arbejde går i stå, man kan blot ikke bruge mere pr. måned end en tolvtedel af det foregående års budget.
Det andet middel er at afsætte Kommissionen - en mulighed, der i daglig tale kaldes »atombomben«, fordi den først og fremmest er en trussel mod Kommissionens medlemmer. Den har da også som nævnt kun været brugt én gang - i 1999. Men alene muligheden kan gøre kommissærerne nervøse og få dem til at tage mere hensyn til Parlamentet, end de ellers ville gøre.
Af disse to grunde har Parlamentet ved alle traktatændringer kunnet gennemføre en udvidelse af sin magt.
Det skete første gang med Den Europæiske Akt, der blev vedtaget i 1987. Den gav Parlamentet mulighed for at stille ændringsforslag til en række af de direktivforslag, som Ministerrådet havde sagt ja til. Ministerrådet kunne kun sige nej til disse ændringsforslag, hvis alle dets medlemmer gik ind for det.
I Maastricht-traktaten, der blev gennemført i 1993, fik Parlamentet mulighed for helt at sige nej til de af Ministerrådet vedtagne forslag. Når dette sker skal der indkaldes til et møde i et forligsudvalg, hvor der sidder lige mange medlemmer fra Parlamentet og Ministerrådet. Dette udvalg skal så søge at opnå enighed om forslaget, men hvis det ikke lykkes, vil Parlamentet stadig kunne sige nej til det - hvis over halvdelen af dets medlemmer stemmer for at gøre det.
I Maastricht-traktaten blev det også fastslået, at Parlamentet skal godkende de personer, som medlemsstaterne har indstillet til at være kommissærer.
I Amsterdam-traktaten, der fik virkning i 1998, blev denne bestemmelse uddybet, så Parlamentet først skal godkende den foreslåede formand for Kommissionen og ved en senere afstemning den samlede Kommission.
Parlamentets sekretariat ligger i Luxembourg, men efter krav fra Frankrig er det i Amsterdam-traktaten blevet fastslået, at mindst 12 møder om året skal holdes i Strasbourg. De øvrige møder holdes i Bruxelles.
De tre hjemsteder giver en omfattende rejsevirksomhed, både for medlemmerne af Parlamentet og deres papirer, der transporteres i store kasser. Dette »rejsecirkus« koster i hundredvis af millioner kroner, men det kan ikke bringes til ophør, så længe Frankrig fastholder kravet om møderne i Strasbourg. EU’s traktater kan nemlig kun ændres, hvis alle lande siger ja til det.

5. EF-Domstolen
Selvom EF (De Europæiske Fællesskaber) i 1993 blev omdøbt til EU (Den Europæiske Union), hedder EU’s domstol stadig EF-domstolen. Det skyldes, at Domstolen endnu kun har ret til at bestemme over de sager, der har med det fælles marked at gøre. Derimod har den ingen magt med hensyn til de sager, der handler om retsvæsen og udenrigs- og militærpolitik. Det vil først komme til at ske, hvis Lissabon-traktaten bliver gennemført.
Domstolen, der har sæde i Luxembourg, består af en dommer fra hvert af medlemslandene. Den er delt i to afdelinger - Retten af første instans, som tager sig af mindre sager, og så selve Domstolen. Den har en magt, der er langt større end den magt, man normalt tillægger en domstol. Den er ganske enkelt EU’s øverste myndighed.
I Rom-traktaten står der om Domstolen, at den skal »værne om lov og ret ved fortolkningen og anvendelsen af denne traktat.« Det fortolker dommerne på en måde, som ingen formentlig havde forestillet sig, da traktaten blev underskrevet i 1957.
Dommerne tager udgangspunkt i traktatens indledning - »præamblen« - hvori der står, at underskriverne er »besluttet på at skabe grundlag for en stadig snævrere sammenslutning mellem de europæiske folk.«
Denne formulering har dommerne fra starten fortolket meget vidtgående. De mener, at den forpligter dem til stadighed at arbejde for, at EU skal have mere magt i forhold til de enkelte medlemslande. Hvis EU’s øvrige institutioner ikke gør nok i denne retning, skal Domstolen efter deres opfattelse træde til.
Det så man i 1962, hvor Domstolen med sagen »van Gend en Loos« fastslog, at EU’s beslutninger straks har gyldighed i medlemslandene. Landene kan altså ikke ved at vente med for eksempel at vedtage et direktiv unddrage sig de beslutninger, der er truffet.
I 1964 gik Domstolen endnu videre. Det skete i sagen »Costa mod Enel«, hvor den italienske advokat Costa havde anlagt sag mod det store elselskab Enel. Her fastslog Domstolen, at EU’s regler altid har forrang for nationale love.
Denne dom er ikke - endnu - blevet indskrevet i en traktat. Det vil først ske, hvis Lissabon-traktaten bliver vedtaget. Men i praksis har landene rettet sig efter den.
Det gælder også Danmark, skønt den danske regering i forbindelse med folkeafstemningen om EF i 1972 hårdnakket benægtede, at den havde anerkendt Domstolens fortolkning. Den nu afdøde jurist Erik Siesby hævdede dengang, at bestemmelsen var så vidtgående, at den i praksis tilsidesatte den danske grundlov. Han mente derfor, at medlemskabet ikke kunne afgøres ved en almindelig folkeafstemning, men måtte afgøres efter reglerne om en ændring af Grundloven, der blandt andet kræver, at 40 procent af samtlige vælgere stemmer for den.
Det blev imidlertid afvist af regeringen, og Højesteret sagde nej til at behandle sagen.