skip to Main Content

Sådan virker EU

Af Sven Skovmand, medlem af forretningsudvalget i Folkebevægelsen mod EU, tidl. MEP for Folkebevægelsen og tidl. MF (radikal)

Hent dette som Word-dokument – klik på Word-ikonet!

Indhold

EU blander sig i alt
Det er dyrt at være i EU
Kan vi klare os udenfor?
Norge spiller en langt større rolle
EU skader u-landene
Hvorfor kan vi kun gøre så lidt?
EU vil styre vores økonomi
EU’s lovgivning præges af lobbyister
Kommissionens styrke og svaghed
De store lande står stærkest i Ministerrådet
Parlamentet slår Ministerrådet
Topmøderne er for de store lande
Den magtbegærlige domstol
Hvad undtagelserne og forbeholdene betyder
Udenrigsministeriet har skylden
Kan vi komme ud?

EU blander sig i alt

De seneste ugers og måneders begivenheder har vist, hvilken kolossal magt EU har. End ikke en så enkel ting som børnepenge kan vi lovgive om, uden at EU blander sig. Og EU-domstolen i Luxembourg har fået en nærmest guddommelig status. Når den har talt, har vi bare at rette ind efter det. For det, som EU beslutter eller har besluttet, går altid forud for, hvad vi i Danmark kan finde på.
Dette forhold vil ikke kunne ændres, så længe vi er medlem af EU. For hvis det skal laves om, skal EU’s Kommission gå ind for det. Og det vil den næsten aldrig gøre.
Det højeste, man indtil videre kan opnå, er at bekæmpe de værste af de forslag, som EU kommer med. Derfor gør man klogt i ved det kommende valg at stemme på Folkebevægelsen, som
har en langt mere kritisk holdning til EU end de politiske partier, som stiller op.
En øget støtte til Folkebevægelsen kan også være med til at gøde jorden for en dansk udmeldelse

Det er dyrt at være i EU

Mange tvivler på, at det kan lade sig gøre at stå uden for EU. Vi får jo hele tiden at vide, at det en økonomisk nødvendighed. EU giver os så store økonomiske fordele, at vi vil få svært ved at undvære dem.
I virkeligheden forholder det sig stik modsat. EU er til skade for dansk økonomi, og vi vil have langt større muligheder, hvis vi forlader EU. Uden for EU vil vi således slippe for at betale kontingentet til EU, der ifølge Danmarks Statistik i 2013 udgjorde 22,681 milliarder kroner, og som var langt større end de 9,323 milliarder, som gik fra EU til Danmark ”“ først og fremmest i form af arealtilskud til danske landmænd.
Men det er ikke den eneste udgift ved at være medlem.
EU er jo en toldunion, og det betyder, at alle varer, som kommer ind fra lande uden for EU, får pålagt en told. De bliver dermed så dyre, at producenter i EU-landene kan tage højere priser for deres varer, end de ellers ville kunne..
Cykler bliver på denne måde 15 procent dyrere, end de ellers ville være. Sko bliver op til 17 procent dyrere og biler 10 procent dyrere. Det rammer både forbrugerne og det danske samfund, som bruger flere penge på indførsel, end det ellers ville gøre. Alene de faste toldsatser koster Danmark mellem 12 og 15 milliarder kroner om året.
Men toldsatserne kan til tider være langt højere. Det er, når EU lægger »dumping-told« på varer fra et uland, fordi prisen er så lav, at EU’s virksomheder ikke kan konkurrere med dem. Over 700 produkter har på denne måde fået belagt en sådan ekstratold, der til tider kan ligge helt oppe på 70-80 procent. I de seneste år har denne told ramt så forskellige produkter som julelys, cigarettændere, farvefjernsyn, mikroovne, strygebrætter, sko, sparepærer og lamper.
Det er svært at regne ud, hvor meget denne ekstra told koster det danske samfund. Men ifølge den anerkendte franske økonom Patrick A. Messerlin koster EU’s toldsatser og andre former for handelshindringer landene mellem 6 og 7 procent af deres samlede indtægter ”“ bruttonational-produktet. Det svarer for Danmark til omkring 100 milliarder kroner.
Jo, det er dyrt at være med i EU!

Kan vi klare os udenfor?

Nej, det kan vi ikke, siger tilhængerne. Og de begrunder det ofte med, at vi sælger hovedparten af vores varer til lande, som er medlemmer af EU.
Men dette argument er falsk for ikke at bruge et stærkere udtryk.
Hvis vi går ud af EU, vil vi uden problemer blive medlemmer af frihandelsområdet EFTA, hvad der vil betyde, at vi vil kunne sælge vores varer toldfrit til EU. Den eneste undtagelse er landbrugsvarer, men dem vil vi formentlig kunne få en aftale om, fordi vi faktisk køber et stort og stigende antal landbrugsvarer fra EU.
En stor del af vores virksomheder vil faktisk være bedre stillet over for EU, end de er i øjeblikket. For EFTA er ikke nogen toldunion, og det betyder, at vi toldfrit kan købe alle de varer fra ulandene, som vi i øjeblikket betaler told af. Det nedsætter industriens omkostninger til råvarer og halvfabrikata og gavner dermed dens konkurrenceevne.

Norge spiller en langt større rolle

Hvis medlemskabet af EU er en virkelig god idé, kan man naturligvis vælge at se bort fra de økonomiske problemer, der ligger i at være medlem.
Fra tilhængerside bliver det således tit sagt, at vi kan spille en større rolle i udenrigspolitikken ved at være medlem af EU, end vi vil kunne, hvis vi står udenfor.
Men heller ikke denne påstand holder.
Som medlem af EU er vi bundet til at følge den politik, som de andre lande ønsker ”“ og som vi i mange situationer ikke ville følge, hvis vi stod frit.
Et land som Norge spiller rent faktisk end langt større rolle udenrigspolitisk end Danmark. Og det gør landet netop, fordi det står udenfor EU. Norge har således spillet en aktiv rolle i forholdet mellem Israel og palæstinenserne, ligesom landet spillede en aktiv rolle, da man fik standset krigen mellem det nordlige og det sydlige Sudan samt borgerkrigen i Colombia. Og på Sri Lanka var norske diplomater godt på vej til at få skabt fred mellem landets regering og de tamilske oprørere i den nordlige del af landet.
Men EU saboterede disse bestræbelser, da man på et afgørende tidspunkt erklærede, at de tamilske oprørere var en terrorbevægelse. Det gav Sri Lankas regering den opfattelse, at den kunne gøre, hvad der passede den, og kort efter gennemførte den en massakre, der kom til at koste mindst 40.000 mennesker livet.
I det hele taget er det svært at få øje på EU’s vilje til at skabe fred. I Jugoslavien handlede EU katastrofalt uheldigt, da man uden rimelig begrundelse anerkendte Kroatien og Slovenien som selvstændige stater uden at tage hensyn til, at der i det sydlige Kroatien var store serbiske mindretal. Det førte til en forfærdelig borgerkrig, som kostede tusinder af mennesker livet, og som kun blev standset, fordi USA greb ind.
Og når man påstår, at EU har skabt fred mellem Tyskland og Frankrig, er det noget vrøvl. Når de to lande gav sig til at samarbejde efter Anden Verdenskrig, skyldtes det ikke EU, men frygten for Sovjetunionen, som af begge lande blev betragtet som den afgørende trussel mod deres fremtid.


EU skader ulandene

Tilhængere af EU siger, at EU er godt for ulandene, og de begrunder det med, at EU giver mere i støtte til ulandene end noget land. Men heller ikke denne påstand er rigtig. EU har ganske vist et stort program for ulandsstøtte, men pengene kommer ikke fra EU’s budget, men er taget fra de enkelte landes bistand.
I Danmarks tilfælde er pengene endda taget fra det beløb, der ellers skulle gives til FN’s bistandsprogrammer. I praksis har EU altså stjålet penge fra FN.
I det hele taget må man sige, at det ikke er en god idé, at EU har et bistandsprogram, der er så stort, som tilfældet er. Mange lande står bag det, og det betyder, at det arbejder langt tungere end bistandsprogrammer, som kun et enkelt land står bag.
Man kan rette den samme indvending mod de programmer, der styres af FN’s organisationer, men de har til gengæld et ideelt sigte. De har alene til formål at gavne ulandene, hvor EU’s ulandsstøtte er præget af, at den skal styrke EU’s politik.
Bortset fra det fører EU en handelspolitik, der er til stor skade for ulandene, og som alt i alt koster ulandene langt flere penge, end de modtager i økonomisk støtte.
Ulandene skades også af de tidligere omtalte høje toldsatser, som EU lægger på deres varer, og som hæmmer deres muligheder for at få en industrialisering i gang. De skades også af EU’s beskyttelsespolitik over for fødevarer og af det udsalg af billige fødevarer, der finder sted, når produktionen i EU bliver for stor på grund af de høje priser, der betales for produkterne. Disse billige varer gør det i praksis umuligt for ulandene at konkurrere på lige vilkår.
I internationale forhandlinger har EU gentagne gange optrådt på en måde, som har været til skade for ulandene. Norge, som står uden for EU, har indtaget en helt anden ulandsvenlig holdning. Men det har Danmark ikke kunnet gøre, fordi vi er bundet af EU’s udenrigspolitik.
Når EU lægger en dumpingtold på varer fra et uland, fremlægger man aldrig dokumentation for, at der foregår dumping, dvs. at prisen er højere i det pågældende land end i de EU-lande, man sælger til. EU hævder blot, at den pågældende vare har en højere pris i et andet land uden for EU ”“ i reglen Brasilien. Hvis de anklagede varer har en lavere pris end prisen i det pågældende land, betragter EU det som dumping.
Ulandene har i praksis ikke nogen mulighed for at få afgørelsen ændret. De kan klage til Verdenshandelsorganisationen, WTO, men den arbejder langsomt, og EU er ikke særlig villig til at rette sig efter dens afgørelser.
Derfor tvinges de eksporterende lande til at indgå forhandlinger med EU og kan herved opnå, at tolden sættes ned, hvis blot de er rede til at sætte deres priser tilsvarende i vejret.
EU’s toldpolitik er til skade på to måder. Den skader forbrugerne i et land som Danmark, hvor vi har et levedygtigt erhvervsliv. Og den skader ulandene, fordi de ikke kan sælge så mange varer, som de ellers ville kunne

Hvorfor kan vi kun gøre så lidt?

»Vi skal sidde med ved bordet«, siger tilhængerne af EU. De mener, at vi øver indflydelse blot ved at være med, når beslutningerne træffes.
Det er det rene vrøvl. Alene fordi vi er så små, kan vi i praksis kun få meget lidt gennemført. I det højeste kan vi forhindre, at de trufne beslutninger bliver helt så uheldige for os, som de ville blive, hvis vi ikke var med.
Det hænger som sagt sammen med, at intet kan vedtages, uden at det først er foreslået af Kommissionen. Den har eneretten på at komme med initiativer ”“ det der kaldes initiativ-retten. Og det sker uhyre sjældent, at Kommissionen går med til at lave noget om, som den netop har fået vedtaget.
Med nye beslutninger er vi heller ikke særlig godt stillet. Det skyldes først og fremmest, at den danske regering i 1985 gik med til at afskaffe vetoretten, som indtil da havde forhindret de mest uhyrlige forslag i at blive gennemført.
Siden da har EU fået tiltaget sig kolossalt megen magt. Fra og med i år bliver det endnu værre.
For hvor vi trods alt indtil nu har haft en mulighed for i samarbejde med andre lande at få blokeret for forslag, der var skadelige for os, er denne mulighed blevet voldsomt forringet med Lissabon-traktaten, der trådte i kraft i 2009
Hvor Danmark indtil nu har kunnet standse et forslag ved at samle cirka 25 procent af medlemslandene, skal vi i fremtiden have støtte af hele 12 af EU’s andre medlemslande for at få dette resultat. I Lissabon-traktaten står der nemlig, at et forslag kan vedtages, hvis 55 procent af medlemslandene ”“ der tilsammen skal rumme 65 procent af EU’s samlede befolkning ”“ stemmer for. En vedtagelse, der ensidigt er til fordel for de store lande og frem for alt Tyskland.
I Parlamentet er situationen ikke meget bedre. For der har vi kun 13 af 751 medlemmer, og i de allerfleste sager er de to store grupper i Parlamentet ”“ De kristelige Demokrater og Socialdemokraterne ”“ enige om, hvad der skal besluttes. Det må dog tilføjes, at det i to tilfælde er lykkedes at forhindre uheldige beslutninger ved dygtigt arbejde blandt de andre medlemmer af Parlamentet.
I 2009 lykkedes det således Søren Søndergaard i samarbejde med Jens-Peter Bonde fra Junibevægelsen at forhindre, at EU fik påtvunget Danmark typer af gødning, som med sikkerhed ville have ødelagt det danske grundvand. Og i 2010 fik Søren Søndergaard sikret, at Danmark blev fri for, at industrien skulle kunne genbruge afskåret kød (kødklister) i kødprodukter.
Men det er desværre undtagelsen, som bekræfter reglen: at sejren næsten altid går til de folk, der ønsker, at EU skal bestemme mere og mere.

EU vil styre vores økonomi

Det sidste nye skud på EU’s lovgivning er en række styringsinstrumenter, som EU har vedtaget det seneste år. Baggrunden er den voldsomme krise, som har ramt euro-området, men EU ønsker også, at det skal gælde lande, der ikke er med i Euroen. Og skønt Danmark har en aldeles udmærket økonomi, har man fra dansk side sagt blankt ja til alt.
Det drejer sig om fem styringsinstrumenter, som har følgende indhold:
Det europæiske semester indebærer, at landene rapporterer til EU om planerne for næste års finanslov. De skal derefter behandles af Kommissionen, som vil komme med forslag til anbefalinger, hvorpå anbefalinger til de enkelte lande skal vedtages i juni af Ministerrådet.
Europluspagten indeholder politiske retningslinjer for den økonomiske politik og sætter fokus på »bæredygtige offentlige udgifter« og løntilbageholdenhed.
Six-packen giver mulighed for, at man kan give et land bøde, hvis det har et for stort underskud eller for høj gæld. Også en »makroøkonomisk ubalance« kan straffes med bøder. En sådan ubalance kan for eksempel vise sig ved, at de private husholdninger har en stor gæld, eller at konkurrenceevnen er svækket. Et flertal i Ministerrådet er ikke nødvendigt for at give disse bøder. Der må blot ikke være et kvalificeret flertal imod. Lande, der ikke er medlemmer af euro-samarbejdet, får ingen bøde, men får fratrukket noget af deres tilskud.
Finanspagten forpligter til at have en bremse for gæld og strukturelt underskud.
Two-packen indebærer, at svage lande sættes under skærpet overvågning. Eurolandene kontrolleres for, hvorvidt de følger landeanbefalingerne fra det europæiske semester. Hvis de ikke gør, skal de lave et andet forslag til finanslov.
Udover disse vedtagne instrumenter arbejder man med en bankunion, der skal gøre det muligt at gribe ind over for de banker, der ikke opfører sig, som man skal.
EU-vedtagelserne har haft en tydelig virkning på den danske økonomi, idet de har fået regeringen til at være langt mere tilbageholdende med hensyn til offentlige udgifter, end den formentlig ellers ville have været. Da offentlige udgifter er det bedste middel til at forbedre økonomien og formindske arbejdsløsheden, er Danmark på helt urimelig måde blevet ramt af en økonomisk krise.

EU’s lovgivning præges af lobbyister

Finanspolitikken er ikke det eneste område, hvor EU laver dårlig lovgivning. Det gælder en lang række områder, og det hænger sammen med den uheldige måde, som EU’s lovgivning er bygget op på.
EU-kommissionens forslag er i alt for høj grad påvirket af den kæmpemæssige lobbyvirksomhed, der foregår i Bruxelles, og som er domineret af kapitalstærke virksomheder og organisationer. Man skønner, at der findes omkring 20.000 lobbyister i byen.
Lobbyvirksomhed findes naturligvis også i Danmark, men den har et langt mere overskueligt omfang. Alle ved, hvem der driver lobbyvirksomhed, og folk og organisationer med få penge har også rimelige muligheder for at komme til at tale med politikerne.
I EU har lobbyisterne et helt andet spillerum. I masser af tilfælde sidder de ligefrem i de komitéer, der rådgiver Kommissionen og har derfor mulighed for at påvirke lovgivningen i helt uhørt grad.
Det er således typisk, at Kommissionen har nedsat en arbejdsgruppe, der skal arbejde med mulighederne for at opbevare CO2 fra kraftværker i undergrunden. Projektet er yderst tvivlsomt, men arbejdsgruppen er positiv. Den består nemlig udelukkende af folk, der arbejder med kul!
Et andet eksempel er kravet om, at der skal være biobenzin i bilernes benzin. Dette krav indebærer, at landbrugsprodukter, der burde bruges til mad, i stedet bliver brugt til at fremstille benzin, hvad der har ført til en fordyrelse af levnedsmidler over hele verden. Kravet blev fremsat på grund af pression fra producenter af palmeolie, der havde en klar interesse i, at deres produkt kan bruges til andet end mad.
Samtidig er Kommissionens lovforslag ikke nær så gennemarbejdede som de lovforslag, der fremsættes i Danmark, og som er et resultat af et langt og grundigt arbejde.

Kommissionens styrke og svaghed

Kommissionen har til huse i den store firfløjede bygning, der ligger i den østlige del af Bruxelles. Men da den dækker flere og flere arbejdsopgaver har den også lokaler andetsteds i byen.
Dens styrke ligger i, at den som nævnt er ene om at kunne fremsætte lovforslag og forslag til beslutninger, og at den i en del tilfælde endda kan gennemføre forslag helt på egen hånd. Det gælder, hvis man på forhånd har givet Kommissionen ret til at gennemføre disse forslag. Og det gælder, når Kommissionen indfører midlertidige nye toldsatser. De kan ganske vist standses af Ministerrådet, men kun hvis der et kvalificeret flertal for, at de skal standses. Kommissionen kan altså gennemføre disse beslutninger, selvom et flertal af medlemslandene er imod.
Kommissionens svaghed er, at den kan afsættes af Parlamentet, hvis et flertal af Parlamentets medlemmer beslutter at gøre det, og dette flertal omfatter mindst to tredjedele af medlemmerne ”“ altså 501 ”“ stemmer imod.
Denne stadige trussel mod kommissærernes magt har betydet, at Kommissionen altid har været meget villig til at imødekomme de krav, som Parlamentet har stillet, hvad der er hovedårsagen til, at Parlamentets stilling er styrket så voldsomt.

De store lande står stærkest i Ministerrådet

Lige over for Kommissionen ligger Ministerrådets bygning, der er opkaldt efter den frankiske kejser Karl den Store ”“ Charlemagne. I EU’s officielle sprogbrug kaldes det for »Rådet«, hvilket er forvirrende, eftersom der findes to andre råd: Europarådet og Det Europæiske Råd.
Ministerrådet består af repræsentanter for alle medlemslande, og de enkelte medlemslande sender ikke kun en minister til møderne. De sender også en ambassadør, der sidder i det udvalg, der kaldes COREPER ”“ på dansk »de faste repræsentanters råd«. Udvalgets fornemste opgave er at skabe enighed om de forskellige forslag, så der bliver så få afstemninger som muligt. Og hvis udvalget er enigt, undlader ministrene at stemme. Derfor er det svært at få overblik over de forhold, som der har været uenighed om.
Når der er afstemninger, afgøres de næsten altid med kvalificeret flertal. Det betyder, at man skal opnå en vis tilslutning, for at et lovforslag kan gennemføres Men kravet er ikke særlig vidtgående. Forslag kan ifølge Lissabon-traktaten vedtages med 55 procent af medlemslandenes stemmer, blot de tilsammen repræsenterer 65 procent af EU’s samlede befolkning. Denne bestemmelse er ensidigt til fordel for de store lande, mens et lille land som Danmark som nævnt vil have svært ved at forhindre vedtagelser, som man ikke synes om.

Parlamentet slår Ministerrådet

Ministerrådet består af repræsentanter for alle medlemslande, og det var i mange år ene om at vedtage EU’s beslutninger. Nu må det dele denne ret med Parlamentet, der som nævnt med Lissabon-traktaten har fået den vigtige rolle at være først om at behandle Kommissionens forslag.
Parlamentets synspunkter kommer herved til at spille en langt vigtigere rolle end de enkelte medlemslandes holdning. På mange områder har Parlamentet faktisk en stærkere stilling end Folketinget.
Det Parlament, der skal vælges den 25. maj, har 751 medlemmer, og de små lande har forholdsvis flere medlemmer end de store. Mens Danmark har 13 medlemmer, har det fjorten gange så store Tyskland kun 99.
På trods af dette forhold spiller Tyskland en stor rolle i Parlamentet. I mange år har lederne af de to store grupper i Parlamentet ”“ de kristelige demokrater og socialdemokraterne ”“ været ledet af tyske politikere.
Da Parlamentet kun mødes en uge om måneden, er der kun begrænset taletid til de enkelte medlemmer, og de kan ikke selv bestemme, hvad de vil tale om, eller om de i det hele taget kan få mulighed for at stemme. Denne beslutning ligger hos grupperne, som der er i alt 8 af. De fordeler taletiden til deres medlemmer, og de leverer også afstemningslister til dem. Det er nødvendigt, for medlemmerne skal i hver samling stemme om i hundredvis af forslag, og de enkelte medlemmer har ingen mulighed for at holde styr på dem.
Parlamentet holder de 12 af sine møder i Strasbourg og kun ganske få i Bruxelles, hvad der ellers ville være praktisk for dem, fordi alle deres udvalgs- og gruppemøder holdes her. Det betyder samtidig, at et stort antal mødepapirer og andre dokumenter skal sendes frem og tilbage mellem Strasbourg og Bruxelles og Luxembourg, hvor Parlamentets administration har kontorer.
Dette rejsecirkus er ikke alene upraktisk for medlemmerne og de ansatte. Det koster også flere milliarder kroner om året. Men i protokol 6 til EU’s traktat står der, at Parlamentets hjemsted er Strasbourg, og at der skal holdes 12 månedlige møder i denne by. De øvrige møder skal holdes i Bruxelles, hvor også udvalgsmøderne skal være. Og det fastslås også, at administrationen skal være i Luxembourg.
Disse idiotiske forhold skyldes Frankrig og i noget mindre grad Luxembourg. Frankrig nægter blankt at gå med til, at forholdene ændres. Man har kun villet gå med til, at Parlamentet kan lade være med at holde møder i august, hvor EU som helhed holder ferie. Men så skal Parlamentet til gengæld holde to møder i en anden måned.

Topmøderne er for de store lande

I oktober 1972 ”“ umiddelbart efter den danske folkeafstemning ”“ vedtog man, at EU-landenes stats- og regeringschefer skulle mødes fire gange om året og udgøre det, man kaldte Det Europæiske Råd.
Disse møder omtales i daglig tale som »topmøder«, og deres formål er at gennemføre ting, som man ikke kan gennemføre i de øvrige dele af EU;-systemet. Som der står i Lissabon-traktatens artikel 15:
»Det Europæiske Rå¨d tilfører Unionen den fremdrift, der er nødvendig for dens udvikling og fastlægger dens overordnede politiske retningslinjer og prioriteter.«
Rådet træffer ifølge traktaten sine beslutninger med »konsensus«, dvs. enstemmighed, men det skal man ikke lade sig narre af. For i praksis har kun de store lande indflydelse på topmøderne. De små lande har hidtil altid rettet ind efter, hvad der er blevet bestemt.
Og rådet har fået ekstra styrke, fordi det nu vælger en formand, der ofte kaldes »præsident«. Han kan indkalde til ekstra møder, hvis det bliver nødvendigt.

Den magtbegærlige domstol

EU-Domstolen i Luxembourg har kolossal magt, og den virker på en helt anden måde end de domstole, vi kender i Danmark.
Hvor de danske dommere skal rette sig efter de love, der kommer fra Folketinget, skal politikerne i EU rette sig efter, hvad Domstolen meddeler i sine domme. Og de er præget af, at Domstolen betragter det som sin opgave at skabe Europas Forenede Stater. For som der står i indledningen til EU’s første traktat ”“ Rom-traktaten ”“ er det formålet at skabe »en stadig snævrere sammenslutning mellem de europæiske folk«. Og Domstolen betragter det som sin opgave at fremme denne proces ved enhver given lejlighed.
I 1964 erklærede Domstolen således i dommen »Costa mod Enel«, at EU-beslutninger altid gik forud for medlemslandenes lovgivning ”“ den dom, som i daglig tale kaldes »EU-rettens forrang«.
Denne dom, som reelt afskaffer afgørende bestemmelser i den danske Grundlov, blev bagatelliseret, da der i 1972 var folkeafstemning om Danmarks medlemskab af EU. Men den burde have ført til, at man havde ændret den danske Grundlov i stedet for blot at bruge Grundlovens § 20, der forudsatte, at de opgaver, man overlod til EU, var i »nærmere bestemt omfang.«
I 1979 fastslog man i en sag om den franske frugtlikør Cassis de Dijon, at en vare, som var godkendt i ét medlemsland, som hovedregel skulle være godkendt i alle andre medlemslande. En uhyre problematisk dom, som i værste tilfælde kan overlade godkendelsen til de lande, der er mindst bekymrede for helbred og miljø.
Og i alle de sager, der har med personers frie bevægelighed at gøre, har Domstolen dømt på en måde, som støtter underbetaling af arbejdere og svækker fagforeningernes muligheder for at lave aktioner imod det.
Det oplevede den svenske fagbevægelse den 18. december 2007, da Domstolen i en dom erklærede, at fagforeningerne handlede ulovligt, når de blokerede en virksomhed fra Letland, der i forbindelse med arbejder på en skole i Vaxholm i nærheden af Stockholm underbetalte sine lettiske ansatte og nægtede at indgå overenskomst med den svenske fagforening fra bygningsarbejdere.
Hensynet til arbejdskraftens frie bevægelighed vejede tungere for Domstolen end hensynet til de svenske arbejdere.

Hvad undtagelserne og forbeholdene betyder

På enkelte punkter er Danmark beskyttet af særregler i forhold til EU.
Det gælder således »sommerhusreglen«, der betyder, at udlændinge, som ikke har særlig tilknytning til Danmark, kan få forbud mod at købe eller bygge sommerhuse i Danmark. Den blev fastslået i en protokol til Maastricht-traktaten, som danskerne stemte om i 1992.
Indrømmelsen på dette punkt var ikke nok, for den 2. juni 1992 stemte 50,7 procent af vælgerne imod traktaten. Der skulle altså ekstra lokkemad til for at fremkalde et ja. Det skete i form af fire punkter, hvor den danske regering tog forbehold over for den fremtidige udvikling.
Det ene var den fælles valuta, Euroen, som efter planen skulle afløse den danske Krone. Den danske regering erklærede, at den ikke ønskede, at dette skulle ske. Og denne holdning blev godtaget.
Det andet punkt var den retspolitiske udvikling, hvor der på dette tidspunkt kun kunne træffes beslutninger med enstemmighed. Den danske regering tog her forbehold over for, hvordan den ville handle, hvis enstemmighed blev ændret til flertalsafgørelser.
Det tredje punkt var militærpolitikken, hvor Danmark erklærede, at man ikke ville deltage i fælles militære beslutninger, men at man på den anden side ikke ville forhindre sådanne beslutninger.
Et fjerde punkt gik ud på, at man ikke ville gå med til et unionsborgerskab. Punktet blev udformet ret svævende, og man kan diskutere, om det er blevet overholdt.
De danske EU-venlige partier handlede på skrømt. Inderst inde ønskede og ønsker de kun, at forbeholdene hurtigst muligt skal afskaffes. Og i 2000 prøvede de at få indført Euroen. Men forsøget mislykkedes. 53,2 procent sagde nej til Euroen, fordi de ville beholde Kronen.
Siden da har ingen haft mod til at sende forbeholdene til afstemning, og det skal vi være glade for. Nej’et til Euroen har ifølge Jyllands-Posten sparet os for at stille garantier for de svage lande i EU for 338 milliarder kroner. Retsforbeholdet sikrer os imod at skulle indføre EU-regler for straffe og domme, og det militære forbehold sikrer os imod at deltage i EU’s stormagtsdrømme.

Udenrigsministeriet har skylden

Hvorfor det gået så galt? Hvorfor har EU fået så meget mere magt, end det havde, da vi blev medlemmer i 1973?
Det kunne have været undgået. For ved alle forandringer af EU’s traktat kræves der enstemmighed, og Danmark skulle blot have sagt nej for at hindre den voldsomme forringelse af vores vilkår, der er sket.
Ansvaret for, at vi ikke har benyttet denne mulighed ligger alene hos Udenrigsministeriet.
I teorien er ministeriet og dets embedsmænd ansat for at tjene Danmarks interesser. Og det gør ministeriet også, når det ikke er i strid med ministeriets egne interesser.
Men netop når det gælder EU; har Udenrigsministeriet helt andre interesser end det danske samfund. Og det skyldes først og fremmest, at ministeriet har enorm interesse i, at vi skal være med i EU.
Medlemskabet har ikke alene betydet, at Udenrigsministeriet har fået et stort antal ekstra medarbejdere med deraf følgende karriere-muligheder. Det har også givet ministeriet en langt stærkere stilling i de skiftende regeringer. Hvor lovforslag tidligere alene skulle gennemgås af Justitsministeriet for at sikre, at de ikke stred mod Grundloven, skal de nu også gennemgås af Udenrigsministeriet, som skal finde ud af, om de svarer til EU-retten.
Derfor har Udenrigsministeriet svigtet, både da vi stemte om at blive medlem af EU i 1972 og alle de følgende gange, hvor EU’s regler er blevet strammet.
Ved folkeafstemningen i 1972 undlod ministeriet at fortælle, at den danske industrieksport uden videre kunne fastholdes, selvom vi ikke blev medlem. Og man fortav, at EU’s toldsatser ville medføre store fordyrelser af den danske import.
Ved Folkeafstemningen i 1986 hævdede man mod bedre vidende, at den for os helt afgørende vetoret ville blive bevaret. Og man fik regeringen til at gennemføre afstemningen på så kort tid, at det helt blev skjult for folk, hvor vidtgående ændringer, der skete.
Ved folkeafstemningen om Maastricht i 1992 undlod man at fortælle, hvor vidtgående traktaten var med hensyn til at indføre en fælles rets- og militærpolitik.
Ved folkeafstemningen om Amsterdam-traktaten undlod man at fortælle, at traktraten fjernede de miljøgarantier, der trods alt var blevet opnået i 1986. Ja, man fortalte endda, at garantierne var blevet forbedrede!
Endelig fik ministeriet ved Lissabon-traktaten regeringen til at foreslå sådanne ændringer i traktaten, at man fik sløret, at der var tale om overladelse af suverænitet. Fordi man vidste, at en folkeafstemning med sikkerhed ville føre til et nej.
Udenrigsministeriets store bekymring har altid været, at Danmark kommer til at gøre så megen modstand mod EU’s øgede magt, at vi vil blive tvunget til at forlade EU eller i hvert fald komme til at spille en væsentlig ringere rolle. Og man har kynisk fået ikke blot de ledende politikere og organisationer, men også de ledende mediefolk til at tro, at det vil være en økonomisk katastrofe for Danmark at stå uden for EU ”“ en påstand, der er så forkert, som noget kan være.

Kan vi komme ud?

EU er ikke så populært hos vælgerne, som det tidligere har været. Det kan man se af to meningsmålinger, som Gallup har foretaget.
I 2013 svarede 39 procent af vælgerne, at de ønskede, at Danmark skulle udtræde af EU. 45 procent ønskede dog fortsat et dansk medlemskab, men forholdet ændrede sig, da Gallup i februar 2014 opstillede et nordisk forbund med en handelsaftale i forhold til EU som en alternativ mulighed. Det fik 47 procent til at gå ind for et nordisk forbund, mens kun 28 procent foretrak medlemskabet af EU.
Når stemningen er så ugunstig over for EU, som den er, skyldes det nok, at indførelsen af Euroen som EU’s valuta har haft så skadelige virkninger, som den har haft hos en række af de lande, der ikke som Danmark har sagt nej til Euroen. Lande som Spanien og Grækenland har i dag en ungdomsarbejdsløshed på omkring 50 procent, og det skyldes udelukkende, at de har været medlem af Euro-samarbejdet og ikke kan komme ud af det.
Det viser, at EU ikke er så ufejlbarlig, som mange har gået og ment. Samtidig bliver flere og flere klar over, i hvilket omfang EU bestemmer over Danmark. Man behøver blot se på den seneste
udvikling omkring udlændinges ret til SU, børnecheck og dagpenge, hvor EU truer Danmark med bål og brand, hvis vi ikke gør, som EU-Domstolen forlanger.
Det er dog ikke nok, at et flertal af vælgerne ønsker at gå ud af EU. Afgørelsen ligger hos politikerne i Folketinget, og de er under stærk påvirkning fra Udenrigsministeriet, der hævder, at det vil være en katastrofe, hvis Danmark forlader EU. Samtidig lider de under den opfattelse, at medlemskabet af EU er til økonomisk fordel for Danmark, hvad det som sagt overhovedet ikke er.
Men tingene kan ændre sig. De britiske vælgere har fået løfte om en folkeafstemning om medlemskabet af EU, og når den bliver holdt ”“ sandsynligvis i 2016 eller 2017 ”“ er det højst tænkeligt, at resultatet vil blive et nej til EU. Det kan ikke undlade at gøre indtryk i Danmark. Når vi blev medlem af EU i 1973, skyldtes det jo udelukkende, at den britiske regering havde besluttet, at landet skulle blive medlem.
Derfor er det vigtigt, at Folkebevægelsen får et godt valg her den 25. maj. Det er jo ikke kun den eneste af de opstillede lister, der går ind for, at Danmark skal træde ud af EU. Det er også den eneste liste, der har det som et klart mål at bekæmpe EU’s mange bestræbelser på at ødelægge vores demokrati og vores velfærdssamfund.

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Vi bruger cookies i forbindelse med besøgsstatistik.
Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker OK herunder, betragtes dette som din accept.

Luk