Forside Blog I Parlamentet Om Søren Presse
July 2016 :

Nothing for this month

June 2016 | August 2016

KÆRT BARN HAR MANGE NAVNE. DET HAR UVORNE MØGUNGER OGSÅ. SÅ HVAD SYNES DU, AT DEN NYE TRAKTAT SKAL KALDES?







Tidligere afstemninger



Næste stop: Daxit!

30 June 2016 · Vi skal insistere på, at briternes valg bliver respekteret, og vi skal presse politikerne på Christiansborg til også at lytte (...) · Læs mere

Drop illusionerne! EU kan ikke forandres indefra

29 June 2016 · Forskellige bevægelser og partier har de sidste 40 år forsøgt at forandre EU i en mere progressiv og demokratisk retning (...) · Læs mere

Tillykke til os alle – nu venter der hårdt arbejde

28 June 2016 · · Læs mere

Den norske model – ik’ så ringe endda

22 June 2016 · Selvom flertallet i det norske Storting er mere glade for EU end befolkningen, åbner deres aftale med EU for at de med et (...) · Læs mere

Deleøkonomi eller dække for fup?

3 June 2016 · Med EU-Kommissionens nye udspil til deleøkonomi bliver det sværere for medlemslande som Danmark at gøre noget ved, når (...) · Læs mere


Tak for ordet

BLOG – UGE 7: Efter mere end 270 blogs om EU takker jeg nu af. Jeg ønsker min efterfølger som EU-parlamentariker held og lykke og siger på gensyn i andre sammenhænge.

Den 1. januar 2007 indtrådte jeg som medlem af EU-parlamentet. Egentlig skete det lidt ved en tilfældighed. Folkebevægelsens daværende EU-parlamentariker, Ole Krarup, havde været udsat for en alvorlig trafikulykke i Strasbourg. Og da der ikke er noget, som hedder orlov i EU-parlamentet – hverken sygeorlov eller barselsorlov!!! – så valgte han at trække sig for at blive helt frisk.

Som den første suppleant på listen valgt ved valget i 2004 stod jeg så for tur. I de sidste 7 år har jeg derfor oplevet EU på nærmeste hold – og der er virkelig sket meget, siden EU-parlamentets daværende formand, spanieren Josep Borrell, i den store plenarsal i Strasbourg bød velkommen til Rumænien, Bulgarien og … Søren Søndergaard.

På det institutionelle plan er den største ændring, at Lissabon-traktaten trådte i kraft efter EP-valget i 2009. Den betyder, at meget mere magt er blevet overført fra de nationale parlamenter til EU-parlamentet. Det mærkes i det daglige og det kan man mene om, hvad man vil. Men det er fantastisk, at det kunne ske uden, at den danske befolkning fik mulighed for at tage stilling til det ved en folkeafstemning. Tyveri af selvbestemmelse ved højlys dag!

På det økonomiske plan er den største ændring, at konsekvenserne af den fælles mønt for alvor er slået igennem. Frem til 2008 fungerede euroen i en økonomisk opgangsperiode, hvor alt kunne lade sig gøre. Men efter krisens gennemslag er det blevet klart for alle, at forudsætningen for, at en fælles mønt kan fungere, er en fælles økonomisk politik og en fælles regering til at tvinge den igennem. Da vi sagde det op til euro-afstemningen i år 2000 blev det kaldt ”skræmmekampagne”, men udviklingen har vist, at vi havde ret.

På det politiske plan er den største ændring, at EU-skepsissen er eksploderet. Da jeg blev medlem af EU-parlamentet i 2007 var det ifølge EU’s eget opinionsinstitut, Eurobarometer, 57% af befolkningen, som havde generel tiltro til EU’s institutioner. I den seneste måling ved udgangen af 2013 er tallet faldet til 31%.
Samtidig viser undersøgelsen, at kun 29% af EU’s befolkning føler, at de har noget som helst at skulle have sagt i EU, mens 66% ikke føler det.

Dette dramatiske fald i politisk legitimitet hænger først og fremmest sammen med den måde, som EU – tro mod sine grundlæggende traktater - har tacklet den økonomiske krise. Det blev meget præcist udtrykt af Helle Thorning-Schmidt, da hun den 1. januar 2012 overtog det roterende formandskab for EU og i den forbindelse udtalte: ”Det gælder udelukkende om at redde euroen. Så længe vi ikke har styr på euroen, så er der ikke plads til noget som helst andet i europæisk økonomi” (Pol, 26/12-11).

Resultatet har vi set i form af massivt stigende arbejdsløshed og fattigdom. Selv nu, hvor EU-lederne praler af, at krisen har toppet, så er der over 25 millioner arbejdsløse og over 120 millioner (næsten ¼ af EU’s borgere), som lever på eller under fattigdomsgrænsen. Det kan godt være, at operation ”red euroen” lykkedes i første omgang, men omkostningerne for den almindelige befolkning har været enorme.

De kommende år vil ikke blive mindre dramatiske. Med den førte politik vil den sociale nød i EU ikke forsvinde, men tværtimod udløse sociale eksplosioner og politiske kriser. Samtidig vil ikke mindst EU’s dominerende magt, Tyskland, insistere på etablering af en egentlig EU-stat. Uden en fælles økonomisk regering vil de simpelthen ikke stå som økonomisk bagstopper for hele europrojektet.

Det kom klart frem så sent som i fredags, hvor den tyske forfatningsdomstol i Karlsruhe kaldte det ”uforeneligt med primærretten”, at Den Europæiske Centralbank har annonceret at ville købe gældssatte landes statsobligationer for at redde euroen. Det kan kun accepteres, hvis der etableres en egentlig EU-stat. F.eks. med en såkaldt ”budgetzar”, som skal underskrive de enkelte landes finanslove før de kan træde i kraft, som foreslået af den tyske finansminister Schäuble og bakket op af kansler Merkel.

Jo, de kommende år vil blive mindst lige så begivenhedsrige, som de foregående. Men med min overdragelse i sidste uge af Folkebevægelsens mandat i EU-parlamentet til Rina Ronja Kari, så kommer jeg til at forholde mig til dem fra en anden platform. Efter mere end 270 af slagsen stopper mine ugentlige EU-blogs derfor også.

Jeg siger tak for ordet og på gensyn i andre sammenhænge!

Læs mere på Sørens blog

Se flere af Sørens billeder på flickr