Forside Blog I Parlamentet Om Søren Presse

Det befæstede fattighus

BLOG – UGE 1: Samtidig med at Røde Kors må uddele mere mad til fattige i Europa end i Afrika, så diskuterer EU-lederne militær oprustning.


Det er en gammel nyhed, at et af formålene med EU er en fælles krigsmaskine. Det fremgår klart af Lissabon-traktaten, hvor artikel 42 ikke alene ”forpligter” medlemsstaterne til at ”forbedre deres militære kapacitet”, men hvor det også slås fast: ”Den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik omfatter gradvis udformning af en fælles EU-forsvarspolitik. Denne vil føre til et fælles forsvar, når Det Europæiske Råd med enstemmighed træffer afgørelse herom”.

Tidspunktet kan diskuteres. Hastigheden kan diskuteres. Den præcise indretning og organisering kan diskuteres. Men retningen er udstukket. Den fælles Eurohær og det europæiske våbenindustrielle kompleks venter i horisonten.

Alligevel undrede det måske mange, at EU-lederne valgte at gøre det militære samarbejde til hovedpunktet på EU-topmødet, som løb af stablen den 19-20. december. Er det virkelig det vigtigste spørgsmål at diskutere i en situation, hvor EU stadig befinder sig i en dyb økonomisk krise og hvor omkring en fjerdedel af Unionens borgere lever på eller under EU’s egen fattigdomsgrænse?

Hvis man spørger EU-lederne, så er svaret tilsyneladende ja. Det gælder også den danske statsminister, Helle Thorning-Schmidt (S), hvis glæde over at diskutere krigsmateriel kun blev begrænset af den danske militær-undtagelse. ”Danmark har f.eks. ikke plads i EU’s forsvarsagentur”, jamrede hun i forbindelse med topmødet og beklagede, at undtagelsen forhindrer Danmark i at deltage ”fuldt ud” i det militære samarbejde.

Det konkrete resultat af topmødet blev bl.a. en opbakning til en satsning på udvikling af fjernstyrede flysystemer (droner), luft-til-luft-tankningskapacitet, satellitkommunikation og cyberoperationer. Ligeledes var der opbakning til flere penge til militær forskning samt til generelt at forbedre forholdene for våbenindustrien.

Selvom der på flere områder mest var tale om bestilling af konkrete køreplaner, så er det klart, at resultatet i sidste ende vil blive en styrkelse af det militær-industrielle kompleks i EU. Det ville Dansk Industri meget, meget gerne være en del af ifølge underdirektør Anders Ladefoged. Men også han beklagede: ”Danmarks forbehold over for fælles forsvarspolitik i EU betyder, at vores forsvarsvirksomheder ikke får chance for at byde ind på nogen af de nye udviklingsprojekter, som er på vej” (Pol, 19/12-13).

Det er da også rigtigt, at den danske militærindustri med et par tusinde ansatte og en årlig omsætning på et par milliarder er relativt lille i forhold til vores nabolande. Angiveligt bl.a. grundet den danske militærundtagelse ifølge direktøren for forsvarsvirksomhedernes brancheorganisation under Dansk Industri, Frank Bill. Men er det virkelig noget at beklage?

Den 17. januar er det 53 år siden, at den tidligere amerikanske præsident, republikaneren, generalen og øverstbefalende for de allierede styrker i Europa under 2. Verdenskrig, Dwight D. Eisenhower, holdt sin afskedstale efter otte år i Det Hvide Hus. Heri advarede han mod det militær-industrielle kompleks og den trussel mod demokratiet, som et sådant kunne udgøre.

Siden har historien givet ham tifold ret. En stærk sammenfletning af militær og industri har vist sig ikke bare at kunne påvirke de politiske beslutningstagere hvad angår bevillinger og våbensystemer, men også i forhold til selve det at gå i krig.

Modsat Helle Thorning og Dansk Industri, så synes jeg ikke, at vi skal beklage Danmarks undtagelse fra EU’s militære projekter. Jeg synes tværtimod, at vi skal rose den danske befolkning for, at den også på dette område har tvunget igennem, at Danmark skal følge fornuften. Faktisk er der brug for, at flere befolkninger siger fra overfor EU’s planer på det militære og militærindustrielle område.

Ved årsskiftet 2012/2013 advarede Røde Kors om en lurende humanitær katastrofe i EU pga. krisen og den EU-dikterede nedskæringspolitik. For nylig kom så meldingen om, at Røde Kors nu deler mere mad ud til fattige i Europa end i Afrika.

Præcis i den situation vil EU-lederne bruge flere penge på militær. Deres svar på krisen er åbenbart et befæstet fattighus. Det er endnu en god grund til at bruge 2014 på at give EU modstand!

Se flere af Sørens billeder på flickr