Forside Blog I Parlamentet Om Søren Presse

Finanskrisen fylder fem

BLOG – UGE 38: Trods et mindre økonomisk opsving i øjeblikket er krisen på ingen måde løst og dens ofre bliver bare flere og flere.


I disse dage for 5 år siden begyndte finanskrisen for alvor at rulle. Mandag den 15. september 2008 krakkede en af verdens store investeringsbanker, Lehman Brothers, som et symbolsk udtryk for krisens alvor. Snart stod en perlerække af storbanker klar til at følge efter.

Den umiddelbare årsag var sådan set meget enkel. Bankerne havde spekuleret for lånte og fiktive penge og da spekulationerne slog fejl, kunne de ikke længere betale indskyderne deres penge tilbage. De var kort sagt på spanden.

Efter min mening ville det bedste have været, hvis hele koret af spekulanter var gået neden om og hjem og blanket personligt af helt ind til skindet med forbud mod nogensinde igen at administrere andre folks penge.

Men problemet var imidlertid, at disse mennesker og disse institutioner ikke alene var nøglespillere i hele det finansielle system, men også havde fået overdraget kontrollen over almindelige menneskers opsparing og daglige økonomiske transaktioner, lige fra huslejeindbetaling til madindkøb.

I vores del af verden stod EU og EU-landenes regeringer derfor overfor et afgørende politisk valg: Enten nationaliserer man centrale dele af banksektoren og løsriver den fra spekulationsøkonomien. Eller også pumper man milliarder og atter milliarder ind i de tomme bankbokse, som spekulanterne havde efterladt.

Ikke mindst EU-kommissionen og Den Europæiske Centralbank pressede på for det sidste. I øvrigt i strid med EU-forfatningen etablerede de lånemekanismer, hvor de hårdest ramte lande kunne hente penge til redningsaktionen.

Som eksempel kan nævnes Irland. I 2008 udgjorde Irlands statsgæld i forhold til landets bruttonationalprodukt (BNP) 44,5%. Efter redningen af en række fallerede banker udgjorde statsgælden i 2012 hele 117,6%. I samme periode og af samme grund steg den spanske statsgæld fra 40,2% til 84,2%.

Regningen for denne enorme gældsstiftelse for at redde bankerne er blevet pålagt skatteyderne. For at reducere gælden har EU dikteret en benhård nedskæringspolitik i forhold til medlemsstaternes offentlige udgifter. Spekulationsøkonomiens fallit er blevet betalt med arbejdsløshed og forringet offentlig velfærd.

I sin årlige tale om Unionens tilstand i onsdags forsøgte EU-kommissionsformand, José Manuel Berroso, at forklare EU-parlamentet, at det havde været ofrene værd og at det nu gik fremad.

Til det er der i hvert fald to ting at sige:

For det første er der ikke ændret noget grundlæggende i det system, som for 5 år siden førte til Lehman Brothers konkurs. Jo vist, kapitalkrav og overvågning er blevet revideret lidt, men de grundlæggende mekanismer er de samme. F.eks. er der end ikke blevet gennemført en adskillelse mellem spekulationsbanker og så banker for almindelige menneskers daglige økonomiske transaktioner.

Og for det andet vil massiv arbejdsløshed og fattigdom med den nuværende politik fortsat hærge EU-landene mange år fremover. I sin tale gjorde Barroso f.eks. et stort nummer ud af, at arbejdsløsheden på det sidste er faldet i Spanien. Men hvis faldet fortsætter i samme tempo, vil den spanske arbejdsløshed tidligst være forsvundet om over 70 år!

Hvis ikke der gøres op med den EU-dikterede nedskæringspolitik, så vil yderligere 15-25 millioner EU-borgere blive kastet ud i fattigdom i det kommende årti. Det vurderer den internationale nødhjælpsorganisation Oxfam i en rapport fra sidste uge.

I en kommentar til rapporten siger lederen af Oxfams EU-afdeling, Natalia Alonso, at ”de eneste, der tjener på nedskæringspolitikken, er de rigeste 10 procent af europæerne”.

Måske de 90% snart burde overveje at sige fra!

Se flere af Sørens billeder på flickr