Forside Blog I Parlamentet Om Søren Presse

Sol, sommer og solcreme

BLOG – UGE 30: Befolkningens sundhed er for vigtig til at vente på EU. Derfor må den danske regering gå foran og forbyde solcremer, som indeholder hormonforstyrrende stoffer.


Solen banker ned fra en næsten skyfri himmel. Vejrudsigten lover op mod 30 grader de kommende dage. Sommeren er for alvor kommet til Danmark. Og dermed også vigtigheden af at huske solcremen.

Derfor er det et meget betids indlæg, som min kollega i EU-parlamentet, Christel Schaldemose (S), har fået bragt i en række aviser under overskriften: ”Vælg din solcreme med omhu”.

Christels pointe er, at det er vigtigt at bruge solcreme for at undgå forbrændinger og i værste fald hudkræft, men at alle solcremer ikke er lige gode for kroppen. Det skyldes, at de indeholder parabener, som er under mistanke for at være hormonforstyrrende.

Danske forskere advarer derfor også mod disse solcremer. Men det gælder ikke EU-kommissionen, som tværtimod underkender problemet. ”EU-kommissionen går stik imod hidtidige videnskabelige undersøgelser, da den erklærer parabener, som bruges i solcreme og kosmetik, for harmløse og uskadelige”, skriver Christel og konkluderer: ”Det er dybt rystende, at EU-kommissionen kan mene dette”.

Det er jeg fuldstændig enig med hende i. Det er virkelig dybt rystende, at EU-kommissionen tager så let på borgernes sundhed. Men selvom det er rystende, så er det måske ikke så overraskende. I hvert fald ikke når man tager EU-kommissionens historiske underdanighed overfor kemi-industrien i betragtning.

Derfor er det store spørgsmål selvfølgelig også, hvad der skal gøres ved det. Her er Christels bud, at hun ”vil kæmpe for, at vi i langt højere grad anvender forsigtighedsprincippet, så vi forbrugere kan have tillid til de produkter, vi køber i EU”. Samtidig lover hun at ”kæmpe for nye EU-regler, der vil gøre det mere sikkert for forbrugerne”.

Igen kan jeg kun være enig. Fra Folkebevægelsens side vil vi stå side om side med hende i den kamp. For når det gælder sundhed, så skal vi selvfølgelig gøre alt, hvad vi kan for at få vedtaget så høje minimumsstandarder, som overhovedet muligt.

Men netop på grund af EU-kommissionens tætte forbindelser til kemi-industrien, så må vi desværre forudsige, at der kan gå en evighed, uden at der sker noget som helst. I EU er det jo ikke politikerne i EU-parlamentet, men embedsmændene i Kommissionen, som har retten til at stille forslag.

Selvfølgelig skal vi i fællesskab gøre alt for at presse på. Men mens det sker, kan vi ikke bare sidde og se passivt på, at voksne og især børn fungerer som kemi-industriens forsøgskaniner. Efter min mening er risikoen for stor til, at vi kan vente på EU.

Derfor må den danske regering gennemføre et ensidigt forbud i Danmark mod import, produktion og salg af solcremer, som indeholder hormonforstyrrende stoffer. Befolkningens sundhed er vigtigere end hensynet til EU.

Se flere af Sørens billeder på flickr