Forside Blog I Parlamentet Om Søren Presse

Valggas i Aserbajdsjan

BLOG – UGE 43: Når det gælder adgang til billig energi, så lukker EU øjnene for hvad som helst. Det seneste valg i Aserbajdsjan er endnu et eksempel.


I forrige uge - den 9. oktober - var der præsidentvalg i Aserbajdsjan. Det er nok de færreste danskere som kender noget særligt til landet - ud over at nogle måske kan huske, at det vandt Det europæiske Melodi grand prix i 2011 og derfor var vært for sangkonkurrencen året efter.

Aserbajdsjan er placeret i den sydøstlige del af Kaukasus og har en lang kystlinje ud til Det Kaspiske Hav. Selvom landet kun har cirka 10 millioner indbyggere spiller det en stigende rolle – frem for alt i kraft af dets store olie- og gas-forekomster. Hvis man f.eks. kører turen fra hovedstanden Baku og op langs kysten kan man med det blotte øje se de mange boreplatforme ude i havet.

Frem til 1991 var Aserbajdsjan en del af Sovjetunionen, men har siden været en selvstændig republik. Politisk kan det bedst betegnes som autokratisk familiedynasti, hvor den tidligere præsident, Heydar Alijev, ved sin død i 2003 blev afløst af sin søn, den nuværende præsident, Ilham Alijev.

Derfor kom det hverken som den helt store overraskelse, at Alijev vandt sit tredje præsidentvalg i træk og at det skete med astronomiske stemmetal. Overraskende var det imidlertid, at valgresultatet ligefrem blev offentliggjort inden valget overhovedet havde været afholdt.

Dagen før valget kunne man på en officiel valg-app læse, at Alijev havde fået 72,76 procent af stemmerne, mens oppositionens hovedkandidat, Jamil Hasanli, måtte nøjes med 7,4 procent. Selvom opslaget hurtigt blev fjernet igen, vakte det selvfølgelig en del opsigt.

Myndighederne forsøgte at forklare det med, at der blot var tale om en test, hvor man havde taget udgangspunkt i det sidste præsidentvalg, hvor Alijev også vandt en jordskredssejr. Men den forklaring haltede dog lidt ved, at Hasanli slet ikke opstillede for fem år siden.

Det valgresultat, som blev offentliggjort efter valget, viste at oppositionens kandidat kun havde fået omkring 5 procent af stemmerne, mens præsidenten havde fået ikke mindre end 85 procent. Det er selvfølgelig stadig lidt mindre end de 99,9 procent, som beviser folkets udelte kærlighed, men det nærmer sig!

I sin efterfølgende rapport var OSCE – Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa – mildest talt ikke overbevist om valgets demokratiske karakter. De berettede bl.a. om chikane mod kandidater og vælgere, begrænsninger i ytrings- og forsamlings-friheden og alvorlige problemer i alle faser af valghandlingen. Valget kunne derfor ikke betegnes som frit og fair.

Og hvad har det så med EU at gøre? Jo, en række medlemmer af EU-parlamentet var også i Aserbajdsjan på valgdagen og var langt mere positive end OSCE. Om det hænger sammen med, at en del af dem fik deres flybillet og ophold betalt via den aserbajdsjanske regering, skal jeg lade være usagt. Også selvom det er almindelig visdom, at den, der betaler for musikken, også bestemmer, hvad der skal spilles!

Men generelt er der i store dele af EU en fuldstændig overdreven venlighed overfor regimet i Baku. Det mest absurde eksempel oplevede vi i juni måned, hvor EU-kommissionens formand, José Manuel Barroso, havde besøg af Alijev i Bruxelles. Da den aserbajdsjanske præsident på et pressemøde kom under hård beskydning for menneskerettighedskrænkelserne og de politiske fanger i landet, kom Barroso sin ven til undsætning med følgende guldkorn: ”Vi i Europa er heller ikke perfekte”!!!

Det er vanskeligt at adskille denne underdanighed overfor Alijev-regimet fra den kendsgerning, at EU har indgået aftale med Aserbajdsjan om den såkaldte Nabucco-rørledning, som skal gå fra Baku over Tyrkiet og til EU. Den skal sikre en stabil forsyning af gas til EU, som i 2030 forventes at måtte importere 80% af sit behov for gas.

Da jeg for syv år siden blev medlem af EU-parlamentet var den første tale jeg overhørte i plenar-forsamlingen formandens velkomst til Rumænien og Bulgarien. Den handlede frem for alt om, hvor vigtige de to landene var for EU’s fremtidige energiforsyning.

Den gang blev øjnene lukket for problemerne i de to lande med hensyn til korruption og mangel på reelt demokrati. Præcis det samme ser vi nu med Aserbajdsjan.

Se flere af Sørens billeder på flickr