Tag i praktik til efteråret 2013 som politisk assistent for Søren Søndergaaard i Bruxelles
Hvert semester ansætter Søren to praktikanter til at løse politiske og journalistiske opgaver i forbindelse med det daglige arbejde i EU-parlamentet.
Praktikken vil finde sted i Bruxelles på Sørens kontor i EU-parlamentet sammen med de øvrige medarbejdere.
Til efteråret 2013 søger vi 2 praktikanter for perioden start september til slut december, 2013. De konkrete start- og slutdatoer kan aftales i henhold til eventuelle eksamensdatoer.
Praktikken vil som regel tage afsæt i et af parlamentets udvalg. Nedenfor kan du læse mere om hvilke praktikant profiler, vi søger.
PROFILER
Kommunikation og pressearbejde
Din hovedopgave er, at medvirke til at skabe synlighed omkring Sørens arbejde samt være med til at sikre, at Sørens budskaber slår igennem i den danske EU-debat. Det betyder konkret, at du skal være med til at forberede og ’pitche’ historier til pressen samt skrive udkast til opinionsstof til aviser, magasiner og sociale medier. Samtidig skal du være med til at bære historier hjem dvs. daglig oientering om den danske EU-debat, så kontoret kan reagere og kommentere på historier og udspil. Du skal desuden redigere og udvikle vores egen medieplatform ’sorensondergaard.dk’ samt det tilknyttede nyhedsmagasin Nyt Fra EU-Fronten, Folkebevægelsens facebook side og medlemsbladet Folk i Bevægelse.
Politisk økonomi og eurokrise
Du skal følge de af parlamentets udvalg, der behandler euro- og finanskrisen. Det drejer sig som udgangspunkt om Udvalget om økonomi og valuta (ECON). Udvalgets dagsorden skal ikke følges slavisk, men skal give dig inspiration til at arbejde med de love og aftaler (fx Det Europæiske Semester, Bankunionen, Finanspagten, ex ante kontrakter), der omhandler den økonomiske styring i EU. Derfor skal du i lige så høj grad følge udviklingen i de øvrige institutioner så som Troika’en, ECOFIN, Kommissionen og Den Europæiske Centralbank.
Borgernes rettigheder
Din hovedopgave er at følge sager, der vedrører bogernes rettigheder. De gælder især sager som ACTA for eksempel EUs nye forordning for persondata (se evt. denne korte video). Men det gælder også sager der vedrører asyl, migration og EU’s grænseværn for eksempel EUROSUR og smartboarders. Samtidig skal du være med til at udvikle Folkebevægelsens argumenter og budskaber i forhold til en dansk folkeafstemning om EU-patentet. Det konkrete arbejde består i at udarbejde analyser og notater og skrive opinionsstof til de danske medier. Du skal desuden følge Udvalget for Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Andliggender (LIBE).
EU og det danske arbejdsmarked
Du skal følge de af EU-parlamentets udvalg, der behandler sager med betydning for det danske arbejdsmarked, herunder Udvalget om beskæftigelse og sociale anliggender (EMPL), Udvalget om det indre marked og forbrugerbeskyttelse (IMCO) samt Transportudvalget (TRAN). Din opgave vil være at følge der vedrører løn dumping og forringelser i arbejdsvilkår f.eks. jernbanepakken og groundhandling. Du skal udarbejde forslag til politiske initiativer indenfor områderne og samtidig holde kontoret orienteret om det løbende lovgivningsarbejde i udvalgene.
U-landene og menneskerettigheder
Du skal følge de af EU-parlamentets udvalg, der behandler EU’s forhold til ulandene og omverden. Det drejer sig som udgangspunkt om Udvalget om international handel (INTA), Udenrigsudvalget (AFET) og Udviklingsudvalget (DEVE). På den baggrund skal du følge udvalgte sager, udarbejde ændringsforslag samt komme med forslag til politiske initiativer indenfor området.
Miljø og klima
Du skal som udgangpunkt følge EU-parlamentets Klima- og miljø udvalg (ENVI). Du skal særligt følge politikker som EU’s kvotehandelssystem (Emission Trading Scheme).
Begge praktikanter skal desuden deltage i plenar samlingerne i Strasbourg, Frankrig, mindst to gange i løbet af praktikken.
Endelig skal begge praktikanter deltage i den almindelige administration og drift af kontoret.
KVALIFIKATIONER
Du skal være i gang med en videregående uddannelse, som har relevans for en eller flere af profilerne.
Du skal have kendskab til EU generelt - og gerne viden om EU-lovgivningen indenfor en eller flere af profilerne.
Det er en fordel - men ikke et krav - at du har erfaring med politisk arbejde (fx studenterpolitik, sociale bevægelser, faglige organisationer, ungdomspolitik, NGOer).
TILSKUD
Folkebevægelsen yder et månedligt tilskud på 6000 kroner.
BOLIG
Folkebevægelsen kan hjælpe dig med at finde et værelse i Bruxelles.
ANSØGNINGSFRIST
Ansøgningen skal være os i hænde senest mandag den 27. maj, kl 12. Ansøgningen sendes til henrikbang.andersen@europarl.europa.eu
YDERLIGERE OPLYSNINGER
Henrik Bang Andersen, Politisk rådgiver
Tlf.: +32 228 47152
Email: henrikbang.andersen@europarl.europa.eu