| M | T | O | T | F | L | S |
|---|---|---|---|---|---|---|
| 28 | 29 | 30 | 1 | 2 | 3 | 4 |
| 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 |
| 12 | 13 | 14 | 15 | 16 | 17 | 18 |
| 19 | 20 | 21 | 22 | 23 | 24 | 25 |
| 26 | 27 | 28 | 29 | 30 | 31 | 1 |
Eurotaturet venter forude
25. juli 2010 · BLOG – UGE 29: Den forløbne uge gav endnu et eksempel på, hvordan der i EU helt seriøst og målrettet diskuteres hvordan (...) · Læs mere
Flertal i Folketinget vil se på terrorlov
23. juli 2010 · NYT FRA EU-FRONTEN: Radikale, Venstre og DF vil nu gerne revidere logningsbekendtgørelse, som SF og EL er imod. - Afskaf den, (...) · Læs mere
Europæisk arrestordre medfører alvorlig uretfærdighed
23. juli 2010 · NYT FRA EU-FRONTEN: Hurtig udlevering efter den europæiske arrestordre sender uskyldige i udenlandske (...) · Læs mere
EU-møde om Island-forhandlinger
23. juli 2010 · NYT FRA EU-FRONTEN: EUs udenrigsministre mødes mandag for at give grønt lys til optagelsesforhandlinger med Island, hvis (...) · Læs mere
Fransk-tysk forslag om politiske sanktioner
22. juli 2010 · NYT FRA EU-FRONTEN: Lande, der bryder budget-reglerne, skal udelukkes eller neutraliseres ved afstemninger og i overvejelser, (...) · Læs mere
Eurotaturet venter forude
BLOG – UGE 29: Den forløbne uge gav endnu et eksempel på, hvordan der i EU helt seriøst og målrettet diskuteres hvordan demokratiet kan undermineres.
Siden krisen for alvor afslørede, at euro-konstruktionen bygger på sand, er der foregået en voldsom diskussion om, hvordan denne situation kan ændres.
Diskussionen har i virkeligheden ikke handlet så meget om, hvad der skal gøres ved det. For det er nogenlunde klart. Skal euroen overleve på længere sigt, så er det pinedød nødvendigt at etablere en fælles økonomisk regering og at alle de deltagende lande underlægges dennes retningslinjer.
Til gengæld har diskussionen handlet om hvordan. Hvordan skal det lykkes at tvinge de enkelte landes regeringer til at føre en økonomisk politik, som måske gavner euroen, men som ikke nødvendigvis gavner det enkelt land eller dets befolkning?
Årsagen til problemet er, at det ikke – i hvert fald ikke endnu - er EU, som vælger regeringerne i de enkelte medlemslande, men landenes befolkninger. Og befolkningerne udviser igen og igen manglende forståelse for ”den nødvendige politik”. Derfor er risikoen, at de enkelte landes regeringer bliver ”bløde i knæene” af frygt for simpelthen ikke at blive genvalgt.
Det er også baggrunden for diskussionen om at indføre hårdere sanktioner mod lande, som ikke lever op til euro-kravene til den fælles økonomiske politik, f.eks. fratagelse af stemmeretten. Det vil selvfølgeligt være ubehageligt for den regering, som rammes. Men det vil også give regeringen et argument overfor sin befolkning: Vi bliver nødt til at rette ind – for ellers mister vi ”indflydelse”.
Der er bare ét problem: Muligheden for at fratage lande stemmeretten for ikke at følge fælles beslutninger på dette område fremgår ikke af den Lissabon-traktat, som trådte i kraft for mindre end 8 måneder siden, den 1. december 2009. Og traktaten giver heller ikke mulighed for at indføre en sådan sanktion.
Dette erkendes da også i et fælles brev, som den tyske finansminister, Wolfgang Schäuble, og den franske finansminister, Christine Lagarde, sendte i onsdags den 21. juli til EU-præsident, Herman Van Rompuy.
Efter at have slået fast, at ”en fælles valuta kan simpelthen ikke fungere ordentligt uden en forstærket koordinering af den økonomiske politik”, så skriver de to magtfulde EU-regeringer defor, at en fremtidig traktatændring må indeholde muligheden for at tage stemmeretten fra lande, ”som overtræder fælles regler på en alvorlig og/eller gentaget måde”.
Nu ved de naturligvis godt, at det vil være meget svært, at få en sådan traktatændring igennem EU’s 27 medlemslande. Men det generer ikke store ånder. Derfor skriver de direkte i deres brev, at ”på kort sigt” kunne en alternativ måde, hvorpå et land kan fratages stemmeretten, være ”en politisk forpligtigelse til at neutralisere effekten af det pågældende lands stemme”.
Sådan! Er det ikke mageløst! Først fremlægger man en Forfatnings-traktat, som bliver stemt ned med et brag i Frankrig og Holland. Så tager man indholdet fra Forfatnings-traktaten og putter ind i en Lissabon-traktat, som man så gennemfører uden folkeafstemninger.
Og når denne traktat så viser sig ikke at give mulighed for at tage stemmeretten fra lande, som ikke vil skære nok ned i den offentlige sektor, så udtænker man en måde hvorved man kan gøre det alligevel uden at ændre i traktaten. F.eks. ved at ”neutralisere” genstridige landes stemmeafgivninger.
Først røg befolkningens indflydelse gennem folkeafstemninger. Nu står så de nationale parlamenters ret til at tage stilling til traktatændringer for fald. Målet er ved at være nået. Eurotaturet venter forude.
