fbpx Skip to content

Stil medlemslandene frit i GMO-spørgsmål

Er GMO-afgrøder vejen til at sikre mad til alle eller i virkeligheden fyldt med uafklarede problemer, som kan gå ud over både miljø og sundhed?

Holdningerne til GMO er vidt forskellige i EU, hvor nogle lande ønsker et totalt forbud mens andre ønsker mere frit spil i forhold til GMO-afgrøder.

I stedet for at insistere på ens regler i hele EU, mener jeg derfor, at det giver god mening at tillade de enkelte lande selv at tage stilling, hvorvidt GMO skal forbydes på nationalt plan.

Et eksempel tjener som argument for denne position.

I foråret så vi en helt absurd situation, hvor EU-Kommissionen gerne ville godkende en ny slags GMO-majs.

Og da Ministerrådet hverken kunne få flertal for eller imod denne type GMO-majs, blev det EU-Kommissionen selv, der skulle bestemme.

Det blev altså en ikke folkevalgt institution, der skulle tage stilling til om disse GMO-majs skulle tillades i hele EU. Endnu mere absurd blev det, da det kom frem, at der kun var 3 lande (ud af 28), der ønskede majsene!

Læs mere om sagen her

GMO er nu igen højaktuelt i EU-regi, da EU-Parlamentet i denne uge skal tage stilling til et kompromis om nye regler for tilladelser af GMO.

Parlamentet startede ud med at være optagede af, at medlemslandene selv skal kunne bestemme. Godt og fornuftigt.

Desværre endte forhandlingerne mellem Rådet, Kommissionen og Parlamentet i december med et elendigt kompromis.

Kompromiset betyder blandt andet, at biotek-virksomheder, der jo blandt andet tjener penge på GMO-afgrøder, bliver en del af beslutningsprocessen om medlemslandes specifikke forbud mod GMO.

Der er desuden så mange smuthuller, at det stadig giver mulighed for store virksomheder at hive et medlemsland for EU-domstolen, og dermed lade det være EU-domstolen, der skal afgøre, om vi må forbyde GMO.

Igen ender vi med, at det ikke er folkevalgte der skal træffe beslutningen. Og igen placeres magten i EU.

Og lad os bare være ærlige: EU-domstolen dømmer med udgangspunkt i det indre marked og ønsket om ens regler over hele linjen. Derfor er risikoen for, at domstolen vil dømme imod et forbud jo stor.

Der er brug for at vi sender et klart signal.

Vi skal have klare og logiske regler, som entydigt giver medlemslandene mulighed for at afvise GMO, hvis de ønsker det.

Og det skal hverken EU-Kommissionen eller EU-Domstolen kunne lave om på. Det skal kun medlemslandene selv.

Indlægget har været bragt på Politiko.dk

Back To Top