fbpx Skip to content

Strejker lammede Sydeuropa

Store menneskemængder nedlagde i dag arbejdet i flere europæiske lande og gik på gaden i protest mod EU’s nedskæringspolitik.

Store strejker i Spanien

I Spanien og Portugal havde tre ledende fagforeninger koordineret en fælles generalstrejke, og allerede i morges gik demonstranter på gaden. Mange spanske og portugisiske fly blev aflyst på grund af strejker, ligesom det meste af togtrafikken dagen igennem var stillestående.

Foreløbig 81 mennesker er i dag blevet anholdt under demonstrationerne efter sammenstød med politiet.

Demonstrationer i Italien

Også Italien har været ramt af strejker. Arbejdere nedlagde i dag arbejdet i fire timer, og mange mennesker gik på gaden i blandt andet Milano, Firenze og Rom, hvoraf sidstnævnte i dag har været helt lammet ifølge udenlandske medier.

I Grækenland har der i dag været store demonstrationer, men protesterne er blevet leveret uden samme voldelige optrin, som det ellers er set de seneste måneder.

Også i Frankrig har der dagen igennem været mange og store demonstrationer i byerne, hvor folk er gået på gaden for at sige nej til den nærmest endeløse række af EU-dikterede nedskæringer.

Stille mod nord

I Tyskland var der flere solidaritetsdemonstrationer, mens togene holdt stille i Belgien på grund af nedlagt arbejde.

Det politiske budskab havde dog tilsyneladende svært ved at nå frem til Danmark. Eneste synlige markering i Danmark var, at fagforeningen FTF på sin kongres i dag skrev en solidaritetserklæring til kollegerne i Sydeuropa.

Søren Søndergaard fra Folkebevægelsen mod EU deltog i en symbolsk manifestation i Bruxelles, og han ærgrede sig over, at der ikke var mere opbakning fra de nordiske lande.

– Det er godt, at de sydeuropæiske lande nu rejser sig imod EU’s økonomiske diktater. Men det er et problem, at der ikke er hjælp fra de lande, hvor økonomien endnu ikke er lige så hårdt ramt, siger han.

Back To Top