Af Lave K. Broch
Den 13. november 2017 gik 23 EU-lande sammen om et tættere militært samarbejde gennem EU. Danmark har sammen med Storbritannien, Portugal, Irland og Malta valgt at stå uden for denne militarisering af EU. Men tilsyneladende ville Danmarks regering gerne være med i EU’s militære projekt. Udenrigsminister Anders Samuelsen kaldte det danske forsvarsforbehold i EU “mærkeligt”. Men sagde samtidigt, at der ikke skal fifles med forbeholdet.
Det er positivt, at vores udenrigsminister ikke vil fifle med forsvarsforbeholdet. I Folkebevægelsen mod EU forventer vi derfor, at udenrigsministeren vil melde klart ud, at Danmark derfor ikke kan deltage i EU’s nye forsvarsfond, og at de 23 EU-lande må betale for brug af EU’s lokaler og embedsmænd uden dansk støtte. Vi skal ikke bruge danske skattekroner på, at andre EU-lande opbygger en militær union.
Forsvarsforbeholdet giver god mening
Men det er besynderligt, at Samuelsen kalder forsvarsforbeholdet for mærkeligt. Det er et resultat af det danske folks nej til Maastricht-traktaten, og det blev vedtaget sammen med løftet om en ny dansk Europa-politik. Forbeholdene skulle påvirke Danmarks ageren i forhold til EU. Men vi ser ofte, at Danmarks regering går imod forbehold, hvis de får politisk betydning. Vi så det med euroen i år 2000. Vi så det med retsforbeholdet i 2015. Og nu ser vi en dansk udenrigsminister, som kritiserer forsvarsforbeholdet. Men forsvarsforbeholdet giver faktisk god mening.
Det er helt og aldeles unødvendigt, at EU udvikler sig til en militær union. Det vil koste penge, som kunne bruges meget bedre i andre sammenhænge. Politisk er det også problematisk. EU’s Lissabon-traktat slår fast, at medlemslandene gradvist skal “forbedre deres militære kapacitet”. Denne bestemmelse gælder heldigvis ikke for Danmark på grund af forsvarsforbeholdet. I Danmark kan vi vælge et forsvar, som vi mener, er passende for vores behov. Det skal EU ikke blande sig i. Sjovt nok har EU-traktaten ikke målsætninger for redningsberedskab, uddannelser eller hospitaler.
Man skal også lægge mærke til hvad, der ikke nævnes i forbindelse med udviklingen af EU’s militære projekt. EU-traktaten har f.eks. ikke et forbud imod masseødelæggelsesvåben eller et krav om, at unionen ikke må bruge militære midler uden for sit område med mindre, der er et FN-mandat. Det burde vores udenrigsminister tage alvorligt. Der findes lande i EU, som gerne ser at det kommende EU-forsvar kommer til at råde over egne atomvåben. Der findes desværre også alt for mange politikere i Danmark og det øvrige EU, som har et lemfældigt forhold til folkeretten og FN-pagten.
Men dette er ikke ensbetydende med at forsvarsforbeholdet er mærkeligt. Det gør netop vores forsvarsforbehold mere relevant. Vi skal ikke blive en del af en militær union gennem EU. Vi skal gå en anden vej. Vi skal arbejde for, at FN og FN’s fredsindsatser styrkes. Og vi burde stå sammen med Norge i arbejdet for fredsmægling. Det er på tide, at de danske forbehold bliver brugt mere offensivt. Den frihed, som forbeholdende giver os burde den danske regering benytte sig af.
