Tommelskruerne strammes

For det første deltog en tysk embedsmand, Jörg Asmussen, som angiveligt talte alene på egne vegne, men som dog sidder solidt placeret i forhold til den tyske regering. Han fremlagde en 5 punktsplan, hovedpointerne er at vi må acceptere et EU i flere hastigheder, hvor Euro-landene naturligvis udgør kernen, men hvor man også må acceptere, at det er langt fra alle lande uden for Euroen, som bare er på vej ind. Nogle har derimod valgt at stå uden for. Så langt så godt, det er ikke overraskende, at han ønsker EU i flere tempo ”“ det er jo på mange måder allerede en realitet i dag. Og det er jo ligefrem fornuftigt at anerkende, at det ikke er alle lande, som er på vej ind i Euroen, nogle holder sig simpelthen bare ude.

Der hvor det bliver en rigtig interessant diskussion om et EU i flere niveauer, det er når han ønsker at centralisere Euro-zonen endnu mere, men samtidig supplere med demokratisk kontrol. Forslaget går på at lave et slags Euro-parlamentet, eventuelt som en underafdeling af EU-parlamentet.

Logikken er krystal klar: hvis Eurolandene skal udgøre en institution, hvor endnu mere magt skal centraliseres, så er der brug for noget mere demokratisk indflydelse, og det er jo helt oplagt at indføre det ved en folkevalgt institution.

Problemerne er lige så oplagte: for det første forholder han sig overhovedet ikke til, om befolkningerne ønsker mere EU-magt over landenes økonomier ”“ ønsker de mere centralisering? Svaret er nok delt, men baseret på det netop overstående parlamentsvalg, er det svært at forestille sig en ubetinget opbakning til dét.
Det andet problem bliver naturligvis at afgrænse, hvad Euro-parlamentet skal lave i forhold til resten af EU’s institutioner, især EU-parlamentet. Det er ikke et problem for mig, som parlamentariker, fordi jeg risikerer at miste magt. Jeg synes helt bestemt at befolkningerne har fortjent større indflydelse på den økonomiske politik, og så længe de hænger på Euroen så skal de da have så meget indflydelse som muligt (selv om jeg stadig synes at euroen er en dårlig idé). Problemet ligger i, at vi igennem de sidste par år har set, hvordan rigtig mange forskellige politiske emner kan hænge sammen med den økonomiske politik og dermed kan vi risikere at Euro-parlamentet overtager indflydelsen på en række områder, som også rammer os, selv om vi står uden for Euroen, men nu bare uden at vi har mulighed for at blive hørt.
Forestil dig f.eks. arbejdsmiljø-lovgivning. Det er noget, som har stor betydning for arbejdstagere alle steder, og det er et område, hvor EU i dag vedtager en hel del rammer for lovgivningen. Samtidig er det lovgivning, som kan siges at have stor betydning for økonomien. Hvis disse rammer fortsat gælder i hele EU, men fremover bliver ændret i Kommissionen og Euro-parlamentet, ja så sætter det en række lande helt uden for muligheden for at blive hørt. Skal svaret på dét problem være at sige ja til Euroen, så siger jeg altså nej tak til hele pakken!

Nå, men sagen er naturligvis, at jeg langt fra er den eneste, som ser udfordringer med disse planer, derfor er der også stor modstand mod mange af tingene fra flere sider. Men det grundlæggende ønske om at centralisere magten mere er til gengæld delt blandt mange i EU-toppen og det er måske nok tydeligst udtryk af EU-kommissionen der taler om ”Europas Forenede Stater” og af den tyske regering der ønsker en budget-zar (der skal underskrive landenes finanslove før de kan træde i kræft).
På den bare mellemlange bane er det altså hvad der er i støbeskeen: mere centralisering.

På den korte bane er der også masser i vente. IMF har netop været ude og rose den græske regering for de mange reformer, men samtidig med en kraftig understregning af, at man ikke nu måtte tabe pusten ”“ der skal flere reformer på bordet og der skal fyres flere offentligt ansatte. At de ligefrem tillader sig at tale om, at de gennemførte reformer har været en succes, ja det siger vel bare noget om deres menneskesyn. Det har uden tvivl været en succes set med bestemte øjne, især hvis man bare ser bort fra de utrolig mange arbejdsløse og fattige, som hverken har råd til at betale husleje, mad eller medicin. Men det er da intet mindre end en katastrofe!

Danmark får denne gang ros for sine mange fremskridt og de mange reformer. Igen uden hensyntagen til alle de mennesker der er blevet ramt utrolig hårdt af reformerne. Men det er jo egentlig rigtig interessant, at samtidig med at den danske økonomi bliver gennemgået i EU, og nødvendigheden af reformer bliver understreget, ja så forsøger SF igen at presse på for at forkorte optjeningsperioden til at få dagpenge. Det er i mine øjne et rigtigt fornuftigt forslag, som blandt andre fagbevægelsen og Enhedslisten også har kæmpet hårdt for af flere omgange. Men jeg kan ikke lade være med at spekulere på, hvad EU-kommissionen mon ville sige, hvis der blev fundet et flertal. Danmark har jo netop tidligere bundet sig op på den gamle reform overfor EU, og har jo lovet at gennemføre den, og der er altså ikke noget (som i noget som helst!) i de aftaler som ligger op til, at vi skulle kunne gøre det nemmere at optjene dagpenge ”“ derimod tales der jo kun om at øge arbejdsudbuddet (altså presse folk så hårdt, at de er klar på at arbejde på elendige løn- og arbejdsvilkår for bare at tjene til dagen og vejen).

Dermed virker det logisk, at hvis man vil kræve en kortere optjeningsperiode, ja så må man også gøre sig klart, om man er klar til at bryde med EU’s nedskæringspolitik, og det betyder altså i sidste ende også at bryde med nogle af de traktater, som SF også har været med til at vedtage.
Og med det in mente kan man jo overveje, om man ønsker endnu mere centralisering af den økonomiske politik.

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Vi bruger cookies i forbindelse med besøgsstatistik.
Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker OK herunder, betragtes dette som din accept.

Luk