fbpx Skip to content

Traktatændring møder modstand

Den tyske forbundskanslers bebudede traktatændring møder nu modstand i EU-Parlamentet. Både Martin Schulz, formand for den socialdemokratiske gruppe, og formanden for parlamentets største gruppe, der består af konservative og kristendemokrater, Joseph Daul, mener, at en traktatændring på nuværende tidspunkt er uklog.

– Vi har brug for hurtige politiske løsninger, der beroliger finansmarkederne. Hvis vi begynder at åbne traktatforhandlinger nu, vil vi ikke se det endelige resultat før om adskillige år«, siger Daul i følge Politiken.

Også Schulz, der står til at blive ny formand for Parlamentet, taler imod en traktatændring og kalder ifølge Politiken udviklingen for ‘farlig og vanskelig’.

– Det er nu, vi skal bruge markedernes tillid, ikke om to år, udtaler Schulz.

Ifølge økonomiminister, Margrethe Vestager (R), risikerer det danske EU-formandskab til foråret at komme til at stå i skyggen af et traktatslagsmål.

– Debatten i øjeblikket er derhenne, hvor alle siger, at der nok bliver traktatændringer. Det påvirker vores formandskab, for diskussionen optager naturligvis taletid, siger Vestager til Politiken.

Også de bebudede undtagelsesafstemninger kan, ifølge forsvarsminister Nick Hækkerup (S), komme i vanskeligheder.

– Det er blevet endnu sværere at sige, hvornår afstemningerne om forbeholdene kan tages, fordi vi er kommet i en situation, hvor vi også bliver nødt til at tage højde for diskussionen om mulige traktatændringer, udtaler Hækkerup til Politiken.

Den omdiskuterede traktatændring skal efter planen stille strammere økonomiske krav til medlemslandene og i højere grad samordne medlemslandenes finanspolitikker.

Back To Top