skip to Main Content

Trods protester: EU-parlamentet godkender CETA

Trods massive protester både indenfor og udenfor EU-parlamentet, stemte et flertal tidligere i dag ja til den omstridte handelsaftale CETA.

protest2

Fra morgenstunden blev parlamentet blokeret af aktivister med kirurgmasker, der lagde sig foran bygningen, så parlamentarikerne måtte træde over dem for at komme ind til afstemningen. “At sige ja til Ceta er trampe på folk,” stod der blandt andet på deres bannere.

Protesterne var ellers ikke til at overse for de parlamentarikere, der var på vej mod EU-parlamentet for at stemme om handelsaftalen CETA i dag.

Fra morgenstunden var EU-parlamentet i Strasbourg blokeret af aktivister med bannere og en stor trojansk hest.

Indenfor dannede Rina Ronja Kari og de andre parlamentsmedlemmer fra gruppen GUE/NGL en menneskekæde rundt om plenarsalen for i sidste øjeblik at forsøge at råbe deres kolleger op. Og selv da afstemningen var igang, blev den afbrudt af et bannerdrop fra tilskuersalen.

Selvom et flertal i parlamentet har stemt ja til CETA i dag, er kampen ikke slut endnu. Nu rykker fokus over mod Folketinget.
Rina Ronja Kari

Men lige lidt hjalp det. Ved middagstid i dag stemte et flertal i EU-parlamentet for handelsaftalen med Canada.

“Det er selvfølgelig rigtig ærgerligt, at så mange vælger at overhøre de massive protester fra fagforeninger, NGO’er og de over fire millioner borgere, der har skrevet under mod CETA. Men det kommer desværre ikke som den store overraskelse. EU-kommissionen og de pengestærke lobbyister har fra starten været meget opsat på at få CETA igennem, og det smitter desværre af på de fleste af mine kolleger,” siger Rina Ronja Kari, der sidder i parlamentet for Folkebevægelsen mod EU.

Ja fra S og DF

I alt stemte 408 medlemmer for og 254 imod aftalen. 33 medlemmer undlod at stemme.

Fra Danmark stemte kun Rina Ronja Kari og SF’s Margrete Auken imod aftalen.

Selvom en række socialdemokratiske medlemmer fra andre lande stemte imod, fastholdt de danske socialdemokrater deres ja.

Også Dansk Folkeparti og de andre danske partier i parlamentet stemte ja til aftalen.

Rina Ronja Kari og de andre parlamentarikere fra gruppen GUE/NGL dannede en menneskekæde foran plenarsalen inden dagens afstemning.

Rina Ronja Kari og de andre parlamentarikere fra gruppen GUE/NGL dannede en menneskekæde foran plenarsalen inden dagens afstemning.

CETA ventes at få store konsekvenser for velfærd, miljø og demokrati. Det er blandt andet fordi den vil give canadiske virksomheder mulighed for at lægge sag an mod lande, der vedtager lovgivning, de mener, kan skade deres fremtidige profit, for eksempel om beskyttelse af forbrugere og arbejdstagere.

Aftalen vil samtidig kunne bane vejen for TTIP, verdenshistoriens største handelsaftale mellem EU og USA.

Folkebevægelsen mod EU’s gruppe i parlamentet, GUE/NGL, havde rejst forslag om at afvise CETA, men det blev stemt ned.

Kampen fortsætter

Med dagens godkendelse er aftalen rykket et stort skridt nærmere ikrafttræden.

CETA skal dog stadig godkendes i de enkelte landes parlamenter, og hvis bare et land afviser aftalen, kan det sætte hele processen i stå. I Danmark skal Folketinget tage stilling til aftalen i løbet af foråret.

“Selvom et flertal i parlamentet har stemt ja til CETA i dag, er kampen ikke slut endnu. Nu rykker fokus over mod Folketinget. Derfor er det super vigtigt, at vi fastholder presset og bliver ved med at vise den store folkelige modstand,” siger Rina Ronja Kari.

Folkebevægelsen mod EU har sammen med 28 andre danske organisationer, fagforeninger og parti søsat kampagnen Stop CETA Danmark, som blandt andet arrangerer en demonstration mod CETA den 23. marts.

“Der opfordrer jeg alle til at gå med,” siger Rina Ronja Kari.

>> Læs også: 4 nemme trin til at bekæmpe CETA

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Vi bruger cookies i forbindelse med besøgsstatistik.
Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker OK herunder, betragtes dette som din accept.

Luk