fbpx Skip to content

Uhellig alliance vil omgå direkte valg

Alliancen mellem socialdemokrater og kristne-konservative i EU-parlamentet har slået til igen. For nogle uger siden handlede det om at forhindre mere åbenhed og kontrol med, hvordan EU-parlamentet bruger sine penge. I dag handler det om at tillade medlemmer af EU-parlamentet, som ikke er valgt direkte af borgerne.

Det blev klart efter formiddagens afstemning i Forfatningsudvalget (AFCO). Her blev der stemt om en rapport om udvidelsen af EU-parlamentet med 18 medlemmer fra 12 medlemslande i forlængelse af Lissabon-traktatens ikrafttræden. De fleste lande har allerede valgt disse ekstra-mandater i forbindelse med EU-parlamentsvalget i juni sidste år. Men ikke Frankrig. De kræver ret til at lade deres to ekstra pladser blive udpeget af den franske nationalforsamling.

Denne mulighed er nu godkendt af flertallet i det såkaldte ”Forfatningsudvalg”. Imod stemte bl.a. Andrew Duff fra den liberale gruppe og Søren Søndergaard, som havde stillet en række ændringsforslag. Heri henviste de bl.a. til traktatens ord om, at parlamentet skal vælges direkte ved almindelige frie og hemmelige valg. Disse ændringsforslag vil blive genfremsat, når rapporten skal til endelig afstemning i parlamentet, formentlig til maj.

Søren Søndergaard siger:

– Den eneste legitimitet, som EU-parlamentet kan påberåbe sig, er, at det er direkte valgt af befolkningerne i EU’s lande. Derfor er det absurd, at den socialdemokratisk-kristne-konservative alliance i parlamentet nu vil acceptere medlemmer, som er udpeget af medlemslandes regeringer.

– Undermineringen af det direkte valg betyder, at vi i de kommende fire år kan risikere at vigtige beslutninger for borgernes dagligdag kan blive afgjort af nogle MEP’ere, som er håndplukket af den franske præsident Sarkozy. Det er en demokratisk farce.

– Jeg opfordrer de danske socialdemokrater og konservative i EU-parlamentet til at lade demokratiske principper stå over partidisciplinen, når rapporten skal til endelig afstemning.

Søren Søndergaard kan kontaktes på telefon: +45 40 45 38 49

Læs mere om emnet på Sørens blog her

Back To Top