skip to Main Content

Uro giver knas i Tyrkiets optagelsesforhandlinger

Fire dræbt, 7.822 sårede, hundrede alvorligt skadede, herunder 11 som har mistet øjne og omkring 1.000 mennesker fængslet. Sådan lød tallene for resultatet af de seneste ugers protestdemonstrationer i Tyrkiet. Og i weekenden skruede det tyrkiske styre igen op for politivolden med vandkanoner og tåregas, der ramte mange andre end blot de fredelige og legitime demonstranter.

Blandt ofrene lørdag aften var de to danske EU-parlamentarikere, Dan Jørgensen (S) og Morten Messerschmidt (DF), der dog til sidste slap levende fra et uheldigt placeret restaurantbesøg ved Taksim-pladsen i Istanbul. Folkebevægelsen mod EU’s parlamentariker Søren Søndergaard satte fokus på denne udvikling søndag formiddag, da han talte over hundrede deltagere på Vesterbro Torv ved en støttedemonstration for de tyrkiske protester.

– På denne baggrund kunne man måske forestille sig, at det tyrkiske regimes voldsomme angreb på demonstrerende landsmænd ville få konsekvenser for de igangværende optagelsesforhandlinger mellem Tyrkiet og EU. Men ikke hvis det står til EU-kommissionen og et stort flertal af EU-landene. De ønsker tværtimod, at de planlagte optagelsesforhandlinger skal finde sted på onsdag den 26. juni, sagde han og gentog sig budskab i taler ved Skt Hans bål senere på dagen.

Tysk-hollandsk pres for aflysning af møde

På et møde mellem EU-landenes ambassadører i dag i det såkaldte Coreper II udvalg lagde især den tyske og hollandske regerings repræsentanter med en vis opbakning fra bl.a. Østrig ekstra meget pres på at få aflyst onsdagens formelle åbningsceremoni for kapitel 22 i optagelsesforhandlingerne på en såkaldt intergovernmental konference mellem EU og Tyrkiet. Selvom det endnu ikke formelt er besluttet, så tegner det altså ikke til, at der bliver noget forhandlingsmøde onsdag.

Den tyske modstand retter sig imod mere end blot tyrkisk EU-medlemskab:
”Vi taler ikke længere om et privilegeret partnerskab”, siger den tyske forbundskansler Angela Merkel og peger på især det tyrkiske regimes brutale håndtering af de regeringskritiske demonstrationer som argument.

Men Tyskland står samtidig overfor et parlamentsvalg til efteråret, hvilket formentlig også er en del af forklaringen på den tyske omsorg for de tyrkiske demonstranter. I valgoplægget fra Merkels parti CDU hedder det bl.a. at ”Tyrkiet ville overbebyrde EU på grund af dets størrelse og dets økonomi”.

Søvndal håber på fortsat forhandling

Weekendens nye voldsomme politiovergreb på fredelige demonstranter og andre uskyldige ofre – der som nævnt også talte to danske EU-parlamentarikere – har imidlertid ikke ændret den danske regerings linie:

“Den bedste ramme for dialog med Tyrkiet er EU-forhandlingerne. Processen har allerede ført til væsentlige reformer i Tyrkiet, og det er mit håb, at det vil fortsætte”, siger udenrigsminister Villy Søvndal.
.

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Vi bruger cookies i forbindelse med besøgsstatistik.
Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker OK herunder, betragtes dette som din accept.

Luk