fbpx Skip to content

Velkommen til Landsmøde 2017

Folkebevægelsen mod EU byder alle velkommen til Landsmøde 2017 i Aarhus!

Kom og deltag i Folkebevægelsen mod EU’s landsmøde i Aarhus 28.-29. oktober. Foto: Alexander Zethner

Velkommen til Folkebevægelsen mod EU’s Landsmøde 2017 i Aarhus. Der er flere interessante temaer på programmet i år, men det emne, der nok har tiltrukket sig størst opmærksomhed er spørgsmålet om, hvorvidt Folkebevægelsen mod EU skal indgå i et valgteknisk samarbejde med Enhedslisten.

Valgteknisk samarbejde

Landsmødet skal i år tage stilling til den store beslutning, om hvorvidt Folkebevægelsen mod EU skal indgå i et valgteknisk samarbejde med Enhedslisten i forbindelse med EU-Parlamentsvalget i 2019. Folkebevægelsen har ved tidligere valg været i et såkaldt valgforbund med forskellige partier, og faktisk er det undtagelsen snarere end reglen, at Folkebevægelsen har stillet op for sig selv til EU-Parlamentsvalg.

Der er delte meninger i Folkebevægelsen om temaet, og der findes argumenter for og imod et valgteknisk samarbejde.

For at sikre, at de delegerede til landsmødet kan stemme på et informeret grundlag, redegør vi i dette tillæg for, hvad et valgteknisk samarbejde reelt betyder. Der er således både en gennemgang af Folkebevægelsen mod EU’s historie i forbindelse med valgforbund og en gennemgang af, hvad et valgteknisk samarbejde helt konkret betyder med hensyn til stemme- og mandatfordeling. Endelig er der også to indlæg som peger på henholdsvis fordele og ulemper ved at indgå i et valgforbund med Enhedslisten.

EU ud af kommunerne

Derudover byder Landsmødet sædvanen tro på den politiske, den parlamentariske og den organisatoriske beretning, som vil blive fremlagt om lørdagen.

I anledning af det forestående kommunevalg, vil den store rolle, som EU spiller i danske kommuner, blive drøftet om søndagen under den tematiske “EU ud af kommunerne”. Blandt andet betyder EU’s udbudsregler, at man mange kommuner må bruge store summer på at udarbejde udbudsmateriale, selvom disse udgifter ikke står mål med de opgaver, der er sat i udbud.

Uddeling af Træskoprisen

Lørdag aften byder traditionen tro på middag og fest, hvor der bliver rig mulighed for at sludre og hygge sig med lidt god mad og drikke.

Endelig skal Folkebevægelsens traditionelle Træskopris også uddeles. Der er både en dansk og en international pris, som bliver uddelt til personer eller organisationer, der har ydet en særlig indsats imod EU. Vinderne vil blive afsløret søndag formiddag.

Tidligere danske vindere af Træskoprisen omfatter blandt andre FOA-formand Dennis Kristensen, den tidligere SID-formand Hardy Hansen og tegnerne Roal Als fra Politiken og Carsten Graabæk. Den internationale pris er blandt andet gået til den britiske Labour-politiker Kelvin Hopkins fra Leave-kampagnen og til Heming Olaussen fra Nei til EU i Norge.

Tilmelding og yderligere information

Herunder kan du læse mere om Landsmøde 2017 og tilmelde dig.

>> Læs mere om Landsmøde 2017

>> Tilmelding til Landsmøde 2017

Back To Top