fbpx Skip to content

Vi skal EU-bijobberiet til livs

Cirka 60.000 kroner om måneden i løn. Godt 32.000 kroner om måneden i “blyantspenge”. Og omtrent 2.200 kroner om dagen i såkaldte dagpenge.

Det er de beløb, jeg får for at være medlem af EU-Parlamentet. Der er forskellige regler og betingelser tilknyttet de forskellige ydelser og satser, men i runde tal er det beløb i den størrelsesorden, der hver eneste måned tikker ind på mine konti.

Man er godt betalt som medlem af EU-Parlamentet. Alt for godt betalt, hvis du spørger mig. Det er åbenlyst alt for mange penge og det er også grunden til, at jeg naturligvis ikke stikker pengene i egne lommer.

Jeg giver en del af min løn videre til Folkebevægelsen, så jeg i stedet ender på en løn, der svarer til et Folketingsmedlems månedsløn (som stadig er en høj løn!).

Det er en ordning, Folkebevægelsen har indført, fordi EU-parlamentsmedlemmers løn er så høj som den er. MEP’ere, der beholder alle pengene selv, tjener jo faktisk mere end Danmarks statsminister.

Derfor er det desto mere absurd, at mange af mine kollegaer i Parlamentet bijobber ved siden af.

Som Politiken berettigede om for nyligt, har vagthunden Corporate Europe Observatory gransket alle 751 MEP’ers udvalgsposter, bijob og interessekonflikter.

Og tendensen er klar. Enormt mange af MEP’erne har betalte (og i øvrigt ofte meget vellønnede) bijob ved siden af deres hverv som valgt parlamentariker.

Som jeg indledningsvis forsøger at skitsere, bør det ikke være nødvendigt at bijobbe af økonomiske årsager. Jeg skulle mene, at MEP-lønnen (og alle de dertilhørende diæter og goder) rækker til en anstændig levevis, som alle kan leve godt for uden at være tvunget ud i job og poster andetsteds.

Det er jo faktisk netop derfor, at lønnen er så høj, som den er. Det minimerer risikoen for, at os folkevalgte er i lommerne på andre, som vi dermed nemmere lader os påvirke af i vores lovgivningsarbejde.

Bijobberiet rejser da også en række demokratiske udfordringer. Især når bijobberiet foregår inden for de politikområder, hvor den pågældende MEP har udvalgsposter og hvor han eller hun kan udøve sin parlamentariske magt.

Min kollega i EU-Parlamentet, Bendt Bendtsen, optræder for eksempel på listen over de ti mest bijobbende parlamentarikere i EU. Det kan – men behøver selvfølgelig ikke – være et stort problem, at man som folkevalgte har så mange interesser at varetage.

Især taget i betragtning, at den eneste interesse, man er i Bruxelles for at varetage, er de danske vælgeres.

Bendt Bendtsen har tunge poster i banker og shippingvirksomheder, mens han er en del af udvalget for international handel og udvalget for industri, forskning og energi. Jeg har ingen grund til at tro, at Bendt misbruger sine parlamentariske beføjelser for at tilgodese de selskaber og fora, hvor han sidder med, når beslutningerne træffes.

Men det er problematisk, at muligheden for at misbruge sit parlamentariske arbejde eksisterer.

Vi har jo trods alt set flere sager, hvor MEP’ere er blevet betalt for at stille specifikke ændringsforslag på vegne af virksomheder. Det sker rent faktisk og derfor mener jeg, at vi skal dæmme op for bijobberiet.

For mig at se er det indlysende, at man som folkevalgt kun skal handle på vegne af vælgere, ikke virksomheder og selskaber.

Lige nu skal parlamentarikere oplyse, hvilke andre økonomiske aktiviteter, herunder bijob, de varetager, mens vi er valgt.

Men der er ingen kontrol med, om vi misbruger vores beføjelser som følge af vores økonomiske interesser. Det holder ikke.

Jeg mener derfor, at det er nødvendigt at skrive direkte i reglerne, at man ikke kan være på lønningslisten hos virksomheder, der samtidig udøver lobbyvirksomhed mod parlamentet.

Vi skal bijobberiet til livs. Vi får en ualmindelig høj løn for at varetage danskernes interesser. Det er det eneste, vi skal koncentrere os om. Dermed ikke sagt, at det ikke kan være godt på tætteste holde at følge med i, hvordan tingene går og foregår i erhvervslivet og i andre aktører i Danmark.

De pengestærke lobbyister har i forvejen alt for stor indflydelse på lovgivningen, der er ingen grund til at også MEP’erne skal være på deres lønningslister.

Det er sund fornuft.

Indlægget er bragt i Politiken fredag den 26. juni.

Back To Top