skip to Main Content

Den vidtgående Maastricht-traktat

Med denne nye traktat skulle det europæiske samarbejde ikke længere kun dreje sig om handel. Medlemslandene skulle omdannes til en egentlig union.

Tyskland og Frankrig var nogle af de drivende kræfter bag Maastricht-traktaten. Her ses Frankrigs og Tysklands tidligere ledere, François Mitterand og Helmut Kohl. (Foto: Bundesarchiv / Schaack, Lothar / Wikimedia Commons)

Af Sven Skovmand

Da Rom-traktaten blev ændret mellem 1985-1987, og vetoretten dermed reelt blev afskaffet i EU, fik EU-tilhængerne blod på tanden, og det førte til det vidtgående program, der blev vedtaget i den hollandske by Maastricht og er kendt som Maastricht-traktaten.

Den nye traktat gik ud på, at et det europæiske samarbejde ikke længere alene skulle gå på handel men omdannes til en egentlig union. Derfor omdøbte traktaten den hidtidige betegnelse EF – De europæiske fællesskaber – til den europæiske union EU.

Hvor traktaterne indtil nu kun havde beskæftiget sig med økonomisk samarbejde, skulle de i fremtiden også omfatte retsspørgsmål og militære spørgsmål. De to sidste spørgsmål skulle dog i første omgang bygge på enighed og ikke være omfattet af traktatens almindelige regler.

Unionsborgerskab og Euro

Traktaten indeholdt også bestemmelser, der skulle styrke fællesskabsfølelsen. Det gjaldt således et unionsborgerskab, der skulle give alle EU-borgere rettigheder.

Mest vidtgående var dog en bestemmelse om, at der skulle indføres en fælles valuta for EU-landene – den der nu kaldes Euro. Samtidig skulle landene forpligte sig til at føre en fælles økonomisk politik.

Denne bestemmelse var dårligt gennemtænkt og dårligt gennemført. Derfor har den været noget af en katastrofe for EU og især for en række af de lande, der fik gjort Euroen til national valuta.

Der er naturligvis fordele ved, at man i en række lande kan benytte sig af en fælles valuta. Men det kunne man godt have opnået, uden at Euroen blev gjort til en national valuta.

Og så var man sluppet for det problem, at de berørte lande mistede muligheden for at ændre deres valutakurs og for eksempel devaluere, hvis de havde svært ved at konkurrere med udlandet.

Euro: Problem for Sydeuropa

Dette problem har især ramt en række lande i Sydeuropa som for eksempel Spanien, Portugal og Grækenland. De havde allerede inden 1992 en langt svagere økonomi end især Tyskland og kunne derfor kun sælge deres varer ved at have en stadigt lavere kurs på deres valuta.

Denne mulighed forsvandt med indførelsen af Euroen, og de fik derfor et stadigt større underskud på deres betalingsbalance.

I første omgang kunne problemet klares, ved at landene lånte penge udefra til at dække underskuddet. Det var ikke svært, for långiverne regnede formentlig med, at Euro-området som helhed ville komme til hjælp, hvis det var svært at levere pengene tilbage.

Det har man også i betydeligt omfang gjort, men det er sket ved at yde lån til de ramte lande, som herved har fået en kolossal gældsbyrde.

(Denne artikel blev første gang bragt i Folk i Bevægelse nr. 1 2017)

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Vi bruger cookies i forbindelse med besøgsstatistik.
Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker OK herunder, betragtes dette som din accept.

Luk