Voksende CETA-modstand fra fagbevægelsen

Modstanden vokser i Danmark mod handelsaftalen CETA mellem EU og Canada. Den danske fagbevægelse har nu også meldt sig ind i kampen mod CETA, og både 3F og FOA tager afstand fra handelsaftalen. LO er dog stadig CETA-positive.

Protest mod CETA & TTIp i Bruxelles. Foto: Ditte Marie Gyldenberg Ovesen.

Protest mod CETA & TTIp i Bruxelles. Foto: Ditte Marie Gyldenberg Ovesen.

“Jeg ved godt, at LO’s jurister ser noget mere positivt på CETA end jeg gør. Men 3F kan ikke acceptere en handelsaftale, som forringer arbejdstagerrettigheder,” siger formand for 3F, Per Christensen til Ugebrevet A4.

Mens forhandlingerne om den stort anlagte handelsaftale CETA mandag kollapsede i Bruxelles, vakler støtten til aftalen også i fagbevægelsen i Danmark. Blandt andet hos 3F og FOA er man skeptiske.

“Jeg er for frihandel generelt, men der er en række problemer i CETA og de lignende handelsaftaler TTIP og TISA, som man ikke kan lukke øjnene for. Vi er især bekymrede for, om den risikerer at føre til en yderligere liberalisering af velfærden,” udtaler FOA-formand Dennis Kristensen til Ugebrevet A4.

Ifølge Ugebrevet A4 ser det anderledes ud hos LO, som skal fastlægge sin holdning til aftalen sidst i november. I LO har man dog foreløbigt anlagt en positiv holdning til handelsaftalen.

Domstole og liberalisering af velfærden

CETA-aftalen lægger op til at indføre en overstatslig domstol, hvor investorer kan lægge sag an mod stater, hvis de indfører lovgivning, der betyder, at investoren får en lavere indtjening.

Det er samme princip, der gør sig gældende i TTIP-aftalen. I forbindelse med netop TTIP har LO-formand Lizette Risgaard tidligere afvist, at LO kan støtte den type domstol.

Ifølge Ugebrevet A4 har LO tilsyneladende ændret holdning, og LO’s Arne Grevsen mener, at de justeringer, der er blevet lavet i domstolskonstruktionen i løbet af forhandlingerne imødegår LO’s bekymringer.

Den omstridte CETA-aftale er blevet mødt med stor kritik fra både fagforeninger, miljøorganisationer og stor dele af befolkningen rundt omkring i Europa.

Demonstration mod CETA i København

På torsdag har en række organisationer og fagforeninger indkaldt til demonstration mod aftalen. Her vil Folkebevægelsen mod EU også være til stede ligesom både 3F, FOA og en lang række NGOer, miljøorganisationer og politiske partier.

Demonstrationen finder sted i København med start på Rådhuspladsen kl. 16 og fortsætter til Christiansborg Slotsplads.

>> Læs mere i Ugebrevet A4

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Vi bruger cookies i forbindelse med besøgsstatistik.
Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker OK herunder, betragtes dette som din accept.

Luk