fbpx Skip to content

3F’ere: Derfor skal Danmark bevare EU-forbeholdet

Skal danske soldater i krig med et EU-flag på uniformen?⎪Shutterstock: 35664163/Balazs Toth

Flere 3F-afdelinger går imod fagtoppen og opfordrer til at stemme nej til fjernelse af Danmarks EU-forbehold på forsvarsområdet. “Brug penge på velfærd i stedet for EU-militær,” mener Jakob Lykke, 3F Esbjerg Transport. Han får opbakning fra København.

Af Rune Eltard-Sørensen, journalist

”Træk vejret og overvej om EU-hær og flere milliarder til militær virkelig er vejen frem. Fagbevægelsen bør kæmpe for fred og velfærd i stedet for oprustning.”

Sådan lyder budskaber fra generalforsamlingen i 3F Esbjerg Transport. Her anbefaler man et ”Nej” til fjernelse af Danmarks EU-forsvarsforbehold, når der er folkeafstemning den 1. juni.

“Vi skal ikke afgive vores suverænitet eller være med til en optrapning af militære konflikter. Pengene burde i stedet bruges på velfærd, dagpenge eller udvikling af energiformer, som kan gøre os uafhængige,” siger formand for 3F Esbjerg Transport, Jakob Lykke.

Mere eller mindre EU?

På havnen i Esbjerg er man også kritisk overfor udsigten til mere EU-militær.

Det fortæller Brian Reichle, der er formand for Losseklubben af 1944, som er en del af 3F og repræsenterer op mod 200 havnearbejdere. Klubben opfordrer til sætte kryds ved ”nej” til folkeafstemningen.

“Grundlæggende handler afstemningen om vi vil have mere eller mindre EU. Jeg mener ikke at EU skal bestemme mere. Og da slet ikke, hvor vi sender vores soldater hen,” lyder det fra Brian Reichle.

Esbjerg-afdelingernes EU-modstand er samtidig en protest imod Fagbevægelsens Hovedorganisation, FH, hvor formand Lizette Risskov anbefalet et Ja. Det er sket uden at tale med baglandet eller tage hensyn til deres interesser eller holdning, lyder kritikken.

København træder frem

Også 3F København blander sig i debatten. Her forberedes kampagner, medlemsmøder og workshops, hvor anbefalingen ligeledes er at stemme nej.

”At afskaffe forbeholdet er dyrt. Både for selvbestemmelsen, freden og økonomien,” lyder vurderingen fra 3F København i en udtalelse vedtaget af afdelingens bestyrelse. Den fortsætter: ”Regeringen peger på mere oprustning for at sikre freden. Vi syntes det er en farlig vej at gå. Oprustningsspiralen fører erfaringsmæssigt kun til mere militær, til mere ufred og krig.”

“Vi er nødt til at træde et skridt frem. Der er en fejlagtig retorik, om, at vi ikke kan være med til at sikre fred i Europa med vores forbehold. Det passer ikke. Danmark er aktiv på den internationale scene og forbeholdet sikrer os et godt grundlag for samarbejde,” slår formand for 3F København John Ekebjærg-Jakobsen fast.

Back To Top