fbpx Skip to content

Den Europæiske Centralbanks præsident fortsætter i magtfuld G30 bankgruppe trods kritik

Trods utvetydig kritik fra EU’s ombudsmand vil præsidenten for Den Europæiske Centralbank, Mario Draghi, fortsætte sin deltagelse i den hemmelighedsfulde G30-gruppe, som omfatter nogle af verdens ledende finans- og bankfolk.  

Den 70-årige italienske økonom og bankmand Mario Draghi har ledet Den Europæiske Centralbank siden 2011. (Foto: Pixabay)

Præsidenten for Den Europæiske Centralbank, italieneren Mario Draghi, vil fortsætte i den magtfulde og hemmelighedsfulde G30-gruppe bankgruppe. Det skriver webmediet EU Observer.

Det sker på trods af, at EU’s ombudsmand Emma O’Reilly tidligere på året har fremført kritik af Draghis deltagelse i G30-gruppens møder. O’Reilly mener, at det skaber en interessekonflikt, at Draghi har nære forbindelser til den finanssektor, som Den Europæiske Centralbank angiveligt skal overvåge og regulere.

> Læs mere: EU-ombudsmand kræver Den Europæiske Centralbanks direktørs udtrædelse af magtfuld bank-gruppe

G30 gruppen er en privat sammenslutning med base i Washington, som består af ledende figurer fra centralbanker og private, samt akademikere. Blandt medlemmerne finder man ifølge EU Observer lederen af Storbritanniens centralbank, Mark Carney, lederen af Kinas centralbank, Zhou Xiaochuan, og direktørerne for den amerikanske bank JPMorgan og schweiziske UBS, men G30’s bestyrelsesmedlemmer er anonyme.

G30 er Draghis bagdør til lobbyister

NGOen Corporate Europe Observatory (CEO), der arbejder for øget gennemsigtighed i EU, er også stærkt kritisk over for Draghis medlemskab af G30. Organisationen mener, at G30 tjener som slags bagdør til finansielle lobbyister.

”At undgå hemmelige møde med repræsentanter for store banker, hvoraf nogle ligefrem bliver overvåget af ECB, burde være selvindlysende,” siger Kenneth Haar fra CEO til EU Observer.

CEO har ved henvendelser til EU’s ombudsmand foranlediget en undersøgelse af Draghis relationer til G30, hvilket tidligere på året første til, at Emma O’Reilly anbefalede, at Draghi burde træde ud af gruppen.

På ombudsmandens anbefaling har Den Europæiske Centralbank foretaget sin egen undersøgelse af sagen, men ifølge EU Observer har ECB afvist kritikken. I en udtalelse onsdag 18. april siger ECB således, at Draghis medlemskab af G30 gruppen var ”fuldt foreneligt med ECB’s uafhængighed, ry og integritet”.

ECB udtalte endvidere, at medlemskabet ”indebærer ingen interessekonflikter.” Ifølge ECB har 70-årige Draghi deltaget i ”intellektuelle debatter” på G30 møderne ”med største forsigtighed”. Draghi træder tilbage som leder af ECB næste år.

Kritiske reaktioner

I en reaktion udtalte EU-ombudsmand Emma O’Reilly, at ECB havde “spildt en mulighed for at få øget tillid.”

Kenneth Haahr fra Corporate Europe Observatory er oprørt over, at ECB har valgt at sidde EU-ombudsmanden overhørig.

”Dette burde være en opfordring til handling for de regeringer, som bekymrer sig om banksektorens fremtid i EU,” siger han ifølge EU Observer.

Back To Top