Der er noget råddent i EU-systemet

I EU kan regler og love brydes uden konsekvenser, hvis man befinder sig højt nok oppe i systemet. Selv hvis EU’s egen ombudsmand går ind i sagen, kan man åbenbart slippe fri for åbenlys nepotisme og magtmisbrug. Og ja, jeg kigger på dig kommissionsformand Jean-Claude Juncker!

Af Rina Ronja Kari, medlem af EU-Parlamentet for Folkebevægelsen mod EU

Hvis Shakespeare havde levet i dag, kunne Hamlet have sagt “There is something rotten in the EU”. En lang række sager viser, hvordan en pilrådden kultur gennemsyrer EU-institutioner.

Præcis som Hamlets Kronborg er skueplads for rænkespil, hvor Claudius ikke skyr nogen midler for at komme på tronen, således har EU-kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, gjort alt for at udnævne sin egen proselyt Martin Selmayr til generalsekretær for EU-kommissionen.

Jeg har tidligere skrevet om udnævnelsen – men her er et kort resumé: Selmayr var stabschef for Juncker, men det berettigede ikke til dette avancement. Derfor udnævnte Juncker først Selmayr til vicegeneralsekretær for kommissionen.

Efter få minutter i denne stilling mente Juncker, at formalia var opfyldt, og Selmayr blev – uden nogen konkurrenter – indsat som chef for EU-kommissionens 33.000 ansatte. I øvrigt en voldsomt upopulær chef, der omtales som “Berlaymont-monstret” på grund af sin autoritære ledelsesstil.

EU-Parlamentet med sønderlemmende kritik

Men selv i EU har nepotismen og magtmisbruget åbenbart sine grænser. Hele forløbet endte med, at EU-Parlamentet vedtog 18. april en resolution med lammende kritik af forløbet, hvor man betegner Selmayrs udnævnelse som en ”kuplignende handling, der var på kant med loven og muligvis endda overskred lovens grænser.”

Senest har EU-ombudsmand Emily O’Reilly åbnet en undersøgelse af Martin Selmayrs pludselige udnævnelse. EU-ombudsmanden har mulighed for at virke som mægler eller fremsætte anbefalinger og henstillinger, men ombudsmanden har ikke bemyndigelse til at omstøde beslutninger eller gennemtrumfe afgørelser. Så Mary O’Reilly kan altså ikke stille noget reelt op i Selmayr-sagen.

Der er med andre ord ingen reelle sanktionsmuligheder – i hvert fald ikke så længe de store EU-magter holder hånden over Juncker. Men ingen ønsker at stille ham til ansvar for noget – for hvem har dog brug for endnu en krise i EU-land?

Så sagen har ingen konsekvenser. EU-ombudsmanden er magtesløst, EU-Parlamentet vil ikke vedtage et mistillidsvotum – og Selmayr og Juncker fortsætter uanfægtet i toppen af EU.

Junckers rolle i skabelsen af skattely

At Juncker overhovedet blev Kommissionsformand er i sig selv dybt angribeligt. Som skatte- og premierminister i Luxembourg var Juncker dybt involveret i at gøre landet til et skattely.

Han er dermed medansvarlig for, at milliarder af euro har kunnet finde vej uden om statskasserne i EU og havne i skattely. I stedet for at blive brugt på sundhed og social velfærd til gavn for EU’s borgere, så havnede pengene i skattely for velhavere og multinationale virksomheder.

Det er denne person, som EU’s ledere mener har den moralske habitus til at lede Den Europæiske Union. Junckers involvering i skattelyskandalen har desuden været helt uden konsekvenser for ham. Derimod blev de to whistleblowers, som afslørede sagen, dømt ved en domstol i Luxembourg.

Fra EU-leder til top-lobbyist

Men Juncker er langt fra den eneste topfigur, der har sået tvivl om kulturen i EU-systemet. Eksempelvis gik portugisiske Manuel Barroso fra at være EU-kommissionens formand til – efter en obligatorisk pause – at blive lobbyist i millionklassen for amerikanske Goldman Sachs. Oven i købet kunne han hæve 50.000 kr. om måneden i EU-pension, hvilket ikke gør sagen mindre utiltalende.

Barroso kender embedsværket i EU ud og ind, og hans netværk er uvurderligt for en stor international virksomhed. Men selvom alle alarmklokker naturligvis burde ringe, så har EU ikke forhindret denne type udnævnelser, selvom de sår voldsom tvivl om EU-toppens upartiskhed og troværdighed. For hvis interesser tjener de mon egentlig, hvis de har udsigt til en million-gage i nogle af verdens største firmaer, den dag de forlader EU-systemet?

I Bruxelles taler man ligefrem om “svingdøren” mellem EU-systemet og det private erhvervsliv. Det sætter et kæmpe spørgsmålstegn ved troværdigheden i hele EU-systemet.

Et gammelt ordsprog siger, at ”en fisk rådner fra hovedet og nedefter”. Intet kunne være mere dækkende for EU-toppen.

(Dette indlæg blev først bragt af Netadvis)