fbpx Skip to content

Dyster fremtid for Europa: Øget ulighed og fortsat jobkrise

Krisen i Euroområdet er blevet mødt med finanspolitiske stramninger, som har mindsket den indenlandske efterspørgsel, i de flest tilfælde uden at det er blevet afløst af en voksende eksport.

Mange eurolandes strategi i kølvandet af krisen har været at holde lønnen nede, men det har haft meget begrænset effekt i forhold til at øge konkurrenceevnen og skabe arbejde, påpeger ILO i sin rapport World Employment and Social Outlook ”“ Trends 2015 (WESO), som netop er offentliggjort i Geneve.

Det skriver EU-fagligt Netværk.

I stedet peger ILO på, at den voksende økonomiske ulighed er en vigtig forklaring på, at der ikke bliver skabt flere jobs.

– Arbejdsløsheden vil blive ved at vokse de kommende år, hvor den globale økonomi er gået ind i en ny periode med langsommere vækst, voksende ulighed og turbulens, advarer ILO.

Rapporten forventer at arbejdsløsheden på verdensplan vil stige fra 201 million i dag til 212 millioner i 2019.

– Der er tabt mere end 61 millioner job siden starten på den globale krise i 2008, og vores prognose viser, at arbejdsløsheden vil fortsætte med at vokse frem til 2019. Jobkrisen er langt fra ovre, der er ingen grund til selvtilfredshed, siger ILO’s generalsekretær Guy Ryder ifølge EU-fagligt Netværk.

Selvom situationen er forbedret i USA og Japan så er situationen vanskelig i udviklede økonomier især i Europa og ikke mindst for de europæiske unge, som har udsigt til endnu fem år med tårnhøje arbejdsløshedstal.

Rapportens prognose for Danmark peger kun på et marginalt fald i arbejdsløsheden frem til 2019, fra 6,6 i 2014 til 5,5 i 2019.

Indkomstkløft bremser opsving
Den fortsatte og voksende ulighed og manglen på investeringer i virksomhederne gør det svært at komme ud af krisen, hedder det i rapporten.

– Hvis lave lønninger får folk til at forbruge mindre, og investeringerne udebliver, så er det åbenlyst, at det har en negativ indflydelse på væksten. Uligheden i indkomst i nogle udviklede lande er nu nået højder, som ses i visse udviklingslande. Men der modsat er eksempler på udviklingslande, som har gjort fremskridt i at mindske uligheden, hedder det.

Og ILO forventer at uligheden i indkomst vil vokse, de rigeste 10 procent vil tjene mellem 30 og 40 procent af indkomsterne, men de fattigste 10 procent vil tjene mellem to og syv procent af den totale indkomst.

Tendensen til voksende ulighed har undergravet tilliden til regeringerne og betyder stor risiko for social uro, advarer rapporten.

– Vi ser en bekymrende udvikling, men vi kan forbedre det overordnede økonomiske billede, hvis vi tackler de underliggende svagheder, især den fortsatte mangel på efterspørgsel, stagnationen i eurozonen, de usikre udsigter for produktive investeringer, især i små virksomheder, og den voksende ulighed, siger Guy Ryder ifølge EU-fagligt Netværk.

Back To Top