Skip to content

EU-mindsteløn undergraver løn, velfærd og faglig organisering

Allan-Steensen-murer
Allan Steensen, opmåler og faglig sekretær i 3F Holstebro-Lemvig
Søren D. Andersen

EU har imod Danmarks ønske vedtaget et direktiv, som kan tvinge medlemslandene til at indføre en lovbestemt og EU-reguleret mindsteløn

Allan Steensen, Tommy Christensen
14/05/2025

EU-mindsteløn undergraver løn og velfærd

Af Allan Steensen, opmåler og faglig sekretær i 3F Holstebro-Lemvig

I min hverdag som opmåler og faglig sekretær for murerne i Holstebro vil en EU-­bestemt mindsteløn være noget af en katastrofe!

Det vil undergrave vores overenskomst, og det vil være dødsstødet for den danske model, hvilket nok vil være den kapitalistiske magtelites våde drøm. Det vil give de danske Elon Musk-wannabes en kæmpe magt over de danske arbejdere. En magt som vi ikke har set siden indførelsen af stavnsbåndet.

Vi vil få et arbejdsmarked, der kun tilgodeser arbejds­giverne.

Det er ikke kun lønnen, der er problemet. Vi vil også få flere nul-timers kontrakter og slet ingen garantier i vores ansættelser for noget som helst andet end retten til at holde kæft og gøre, hvad der bliver sagt. Det er et samfundsproblem!

Når vi taler om EU’s mindstelønsdirektiv, tales der kun om truslen imod overenskomsten. Hvad med truslen mod det danske samfund?

Hvis EU’s mindsteløn træder i kraft i Danmark, så står en gennemsnitlig murer til at miste cirka 150 kroner i timen plus vores overenskomstmæssige arbejdsgiverbetalte pension på 10% og særlige lønopsparing på 14,7%. Skatteværdien ved tab af disse penge vil give et så stort hul i statskassen, at vores velfærdsstat går fallit.

Så kampen for den danske model er ikke kun en kamp for fagbevægelsen, men også en overlevelseskamp for den danske velfærdsstat.

 

Mindstelønsdirektivet undergraver faglig organisering

Af Tommy Christensen, medlem af fagligt udvalg i Folkebevægelsen mod EU

Som tidligere ansat i 3F som mureropmåler kan jeg kun sige, at mindsteløns­direktivet er noget, Fanden har skabt.

Som jeg ser det, vil direktivet betyde, at vores organisationsgrad lynhurtigt vil komme under de i direktivet foreskrevne 80% – i dag er den 82%. Det vil ske ikke mindst i lyset af den måde, der bliver gjort forsøg på at omgå kravet om overenskomster, ved at vores svende i større og større grad ønsker at blive selvstændige. Og uden ansatte mener, at der ikke skal være overenskomst.

Disse folk er i den grad med til at undergrave hele den danske model, som jo netop bygger på kollektive overenskomster og fælles front.

Det er også set fra min side en underlig måde, man vil beregne satsen på: 60% af en medianløn, der i 2023 var 123 kr. i timen i Danmark. Det er samme målemetode, der bruges til at beregne fattigdomsgrænsen – det er da en underlig metode til at opnå fair lønforhold. Jeg er også bekymret for, hvor længe der vil gå, før mindstelønnen er blevet normalløn.

Jeg har ikke i min tid som faglig oplevet arbejdskøbere, der var villige til at betale deres udenlandsk ansatte én eneste øre mere, end der står i overenskomsten, selv om det er en minimallønsoverenskomst. Og selv om deres danske ansatte tjener 100 kr. mere end satsen. Min frygt er, at direktivet vil betyde et markant fald i indtjeningen for ­alle.

Der skal i maj ved EU­domstolen komme en afgørelse på annullationssøgsmålet. Generaladvokaten har godt nok taget vores parti; men det samme var tilfældet, da vi fik ”Laval-dommen” i 2007, som har dannet baggrund i mange sager, også i Danmark. Den tog ligesom mindstelønsdirektivet udgangspunkt i artikel 153 i Lissabon-traktaten.

Så vi må se!

 

Fakta om mindstelønsdirektivet

I Danmark er det arbejdsmarkedets parter, hvilket vil sige arbejdsgiver og arbejdstager, som fastlægger løn og arbejdsvilkår gennem kollektive overenskomster.

EU har imod Danmarks ønske vedtaget et direktiv, som kan tvinge medlemslandene til at indføre en lovbestemt og EU-reguleret mindsteløn.

Danmark har derfor sammen med Sverige anlagt en sag ved EU-domstolen for at få kendt direktivet ugyldigt.

Direktivet trådte i kraft sidste år, men er skudt til hjørne. Generaladvokaten ved EU-domstolen har anbefalet, at de to lande får medhold i søgsmålet om at annullere direktivet. Domstolens afgørelse ventes at falde i maj.

——

Artiklen er fra maj-nummeret af Faglig EU Debat, udgivet af Fagligt Udvalg i Folkebevægelsen mod EU.

Læs hele bladet her

Vil du modtage Faglig EU Debat på din mail fremover? Så send en mail til kimw@folkebevaegelsen.dk

 

Back To Top
Cookie-politik

Denne hjemmeside bruger cookies, så vi kan give dig den bedst mulige brugeroplevelse. Cookieoplysninger gemmes i din browser og udfører funktioner som at genkende dig, når du vender tilbage til vores hjemmeside og hjælpe vores team med at forstå, hvilke dele af hjemmesiden du finder mest interessante og nyttige.