skip to Main Content

Euro – en valuta med social slagside

Foto: Annette Fischer / Unsplashed.com

Af Niels Eriksen, Medl. af Folkebevægelsen mod EU’s Landsledelse

I årene efter finanskrisen i 2008/09 er der næppe mange i EU, der ikke er klar over, at eurokonstruktionen i de år var tæt på et egentligt sammenbrud. Og coronakrisen ville – og kan stadig – føre til endnu en eurokrise, der kan blive fatal for valutaen.

Redningen for euroen i forbindelse med finanskrisen var, at ECB (EU’s centralbank) begyndte at opkøbe statsobligationer for de eurolande, der var i krise. Det drejede sig om statsobligationer for 1000 mia. euro. Og aktuelt (september 2020) er der en forventning om, at ECB alene i 2020 vil opkøbe statsobligationer fra eurolandene for over 1500 mia. euro .

Denne udpumpning af euro er i sig selv et fantastisk økonomisk eksperiment. Og reelt ved ingen, hvad konsekvenserne vil være på længere sigt.

Investeringer i fremtiden?

Argumentet for obligationsopkøbene – men også for den aktuelle coronapakke på over 1000 mia. euro – er, at det giver EU-landene muligheder for at sætte gang i deres respektive økonomier og dermed sikre beskæftigelse. Ligeledes kan de investere i fremtiden, eksempelvis ved at gennemføre den grønne omstilling.

Spørgsmålet er, om det er det, der vil ske?

Formodentlig vil dele af den vision blive opfyldt. Men det er ikke hele fortællingen.

I realiteten er førsteprioriteten både for obligationsopkøbene og coronapakken at redde euroen, og herunder hele det finansielle system.

Lande som Italien, Spanien og Frankrig er dybt forgældet. Samtidig er disse lande blevet hårdt ramt af coronakrisen, både sundhedsmæssigt, økonomisk og beskæftigelsesmæssigt. Det betyder, at ECB’s opkøb af landenes statsobligationer og EU’s coronapakke er afgørende for, at bl.a. disse tre lande fortsat kan betale afdragene på deres lån til en række internationale banker og andre finansielle selskaber.

Kan de mest økonomisk udsatte eurolande ikke betale for deres eksisterende gæld, så vil det betyde, at de formodentlig må forlade euroen, og desuden vil en række internationale banker, f.eks. Deutsche Bank, være i overhængende fare for at krakke.

Så en stor del af de euro, vi for tiden får at vide, skal gå til at skabe fremtidig beskæftigelse og grønne investeringer, skal altså gå til at betale af på gammel gæld.

Hvem kommer til at betale?

Den offentlige eurogæld, der er blevet skabt i de sidste 20 år, og som nu får et yderligere skud opad, skal betales tilbage på et tidspunkt. I den ideelle makroøkonomiske verden vil det måske ikke være et stort problem. Var de lånte penge blevet brugt på investeringer, der ville medføre stigende produktivitet og værdi, så kunne de stigninger have betalt gælden.

Men det er ikke tilfældet her. I realiteten er det alene de finansielle investorer, der skal sikres, så de fortsat kan få forrentet deres kapital.

Ikke mindst de stærkt forgældede eurolande vil opleve, at deres fremtidige offentlige indtægter fortsat i stor udstrækning vil havne i bankernes kasser. Det er offentlige indtægter, der i høj grad kommer fra de almindelige skatteyderes lommer. Borgerne i de lande vil i generationer fremover opleve høje skatter – og omvendt begrænsede investeringer i sundhed, uddannelse, grøn omstilling og andre vigtige offentlige områder.

Landenes muligheder for at bryde ud af den økonomiske spændetrøje er yderligere begrænset af de krav, eurokonstruktionen er bygget op om. Det handler bl.a. om europagten, finanspagten og stabilitetspagten.

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Vi bruger cookies i forbindelse med besøgsstatistik.
Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker OK herunder, betragtes dette som din accept.

Luk