Mens Ursula von der Leyen og Mette Frederiksen sammen med andre topfigurer fra EU og Danmark sad til fin middag på rådhuset i Aarhus i anledning af overdragelsen af EU-formandskabet til Danmark, var der fester for folket lige uden for rådhuset og også lidt længere væk.
Aarhus Kommune havde i Rådhusparken og på Frederiks Allé arrangeret såkaldt europæisk gadefest med musik og mad i festival-stil. Musikken med blandt andet Tessa var gratis, mens der skulle betales for mad og drikke i de forskellige boder. Og forudsætningen for at være med til festen var, at der ikke forekom EU-kritiske ytringer, havde det på forhånd lydt fra arrangøren. Alligevel fik et stærkt EU-kritisk banner lov til at hænge uantastet på et af de midlertidigt opsatte afspærringshegn foran rådhuset.
Nogle få hundrede meter fra rådhuset i Mølleparken var der ved et andet arrangement til gengæld masser af EU-kritiske røster. En række lokale fagforeninger, klima- og miljøorganisationer samt fredsgrupper havde arrangeret en alternativ Folkefest for Fred, Velfærd og Klimahandling med det formål at markere deres krav og forventninger til EU-formandskabet – med taler og musik. Bannere med politiske budskaber var velkomne.
Arrangementets konferencier Karina Busk satte det hele i gang med en velkomsttale på rim, hvori det blandt andet lød:
”For fred, for velfærd og for klima-handling
En Folkefest er mere end bare forvandling
For Danmarks regering vil ha’ en plads i solen
Og svinger sig i dag i EU-formandsstolen”
Talen kom rundt om alle de emner, som de arrangerende organisationer så som de vigtigste mærkesager under det danske EU-formandskab. Det var for de faglige organisationer EU´s mindstelønsdirektiv, som Danmark gennem retssagen ved EU-domstolen har krævet annulleret. Domstolens generaladvokat har givet Danmark ret i sin indstilling til domstolen, som endnu ikke har truffet en afgørelse i sagen.
Skarp advarsel mod lovfastsat mindsteløn
”En lov-befæstet mindsteløn er overhovedet ikke særlig køn eller skøn”, lød det i velkomsttalen, hvilket flere af de følgende talere kunne stemme i med.
Formanden for 3F Esbjerg Transport Jakob Lykke advarede stærkt imod at få en lovfastsat mindsteløn trukket ned over Danmark af EU, da den vil føre til lavere lønninger og øget fattigdom, som det er set i Tyskland. I stedet for bør der efter hans opfattelse indføres ”en europæisk leveløn” og siges klart nej til, at EU beskytter kapitalen. Derfor er der ”tale om kamp og ikke om håb”, og han påpegede, at den danske retssag om annullering af mindstelønsdirektivet kun blev anlagt efter pres fra fagbevægelsen.
Ligesom andre talere glædede Jakob Lykke sig over, at Danmark havde vundet i første omgang, men så med spænding og nervøsitet frem til den domstolens afgørelse. Også formanden for 3F Henning Overgaard var forbi og berørte i sin hilsen til mødet kampen imod mindstelønsdirektivet og glædede sig over at se de mange fagforeningsfaner, der smældede i den friske sommervind.
Nej til klimakvoter
Bekymring for forringet velfærd gik igen i flere at talerne. Sara Arvidsson fra Den Grønne Ungdomsbevægelse så retfærdig velfærd som en del af klimakampen og understregede, at grøn omstilling er mere end grøn konkurrenceevne. Det er nødvendigt at være ”mere radikale”.
Hun opfordrede derfor til, at Danmark går i spidsen og ikke accepterer klimakvoter som en smutvej til at opnå klimamål, men derimod gør Klimarådets anbefalinger til det endelige mål. I det hele taget bør Danmark efter hendes mening i rollen som formandskab arbejde for at sikre en højere prioritering af klimaindsats og grøn omstilling.
Velfærden er også truet af den bebudede militære oprustning gennem blandt andet store investeringer i den europæiske våbenindustri, lød advarslen fra Carsten Andersen fra Aarhus mod Krig og Terror. Han mente, at det danske formandskab tværtimod skal arbejde for fred, dialog og afspænding.
Fred er også det centrale spørgsmål i krigen mellem Israel og Hamas. Derfor skal formandskabet lægge pres på Israel og skrotte EU´s associeringsaftale med Israel, lød budskabet fra Mahmoud Ismail fra de palæstinensiske foreninger i Aarhus. Med familie i området følger han selv grundigt med i situationen omkring Gaza og fordømte de krigsforbrydelser, der begås af Israel.
Menneskerettigheder trædes også under fode andre steder og går i høj grad ud over flygtninge, der forsøger at komme til Europa, blev det påpeget i en tale af Anemone Samy, der er aktivist med fokus på flygtninge og menneskerettigheder.
Imellem talerne var der musikalske indslag, og det tre timer lange arrangement blev rundet af med rockmusik leveret af det grønlandske band Inuit Feet, mens fagforeningsfanerne blev rullet sammen inden turen hjem til Aalborg, Esbjerg, Holstebro og København og nogle af mødedeltagerne vandrede over til Rådhusparken for at høre Tessa. De kunne på vej ud af Mølleparken så vinke pænt farvel til de civile betjente, der i perioder havde holdt mødet under observation.
Afspærret by
Politibetjente i både civil og uniform var der i øvrigt mange af i Aarhus den dag tilkaldt fra andre dele af landet for at passe på pingerne fra EU og Ukraines præsident Zelinskyj, der var inviteret som special guest star og i politieskorte blev fragtet til og fra lufthavnen i Tirstrup.
Mange gader og veje omkring både Aarhus Universitet og i Midtbyen var spærret af for al biltrafik, så mange buslinjer var omlagt, ligesom letbanen heller ikke måtte køre på dele af sit linjenet. Cyklister og gående kunne med besvær komme omkring. En del af dem så noget mellemfornøjede ud over de trafikale trængsler, der var en del af prisen for at være værtsby for markeringen af Danmarks overtagelse af EU-formandskabet.
Den samlede pris for gadefest, bespisning og indkvartering af de højtstående udenlandske gæster samt det store politiopbud kendes ikke, men løber op i adskillige millioner kroner. Det koster at have rollen som formandskab. Om det politisk tjener sig hjem, kan kun fremtiden vise og vil tillige være afhængig af politisk ståsted.