fbpx Skip to content

Forsvarsforbehold til afstemning: Danskerne siger nej til EU-hær

Statsminister Lars Løkke Rasmussen foreslår en folkeafstemning om det danske forsvarsforbehold. Men danskerne ønsker ingen EU-hær, viser meningsmåling. Folkebevægelsen mod EU er enig.

41,8 procent af de adspurgte danskere siger i en meningsmåling lavet af Sentio Recearch Group, at de vil stemme ’nej’ ved en folkeafstemning om oprettelse af en EU-hær.

Blot 34,7 procent ønsker en sådan hær, mens 23,5 procent svarer ’ved ikke’.

Resultatet bygger på interviews med 1.003 repræsentativt udvalgte borgere foretaget i perioden 4. april til 10. april 2019. Undersøgelsen er lavet for Frit Norden, Retsforbundet, Nødvendigt Forum, Radikalt EU-kritisk netværk og kandidat for Folkebevægelsen mod EU, Lave K. Broch.

Læs artiklen ”Repræsentativ meningsmåling: Danskerne siger nej til en EU-hær” på Lave Brochs hjemmeside her.

Folkeafstemning om forbehold

Målingen kommer samtidig med, at den danske statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) forslår, at der skal afholdes en folkeafstemning om det danske forbehold overfor EU’s forsvarssamarbejde.

EU-forbeholdet på forsvarsområdet blev indført i forbindelse med en folkeafstemning i 1993 om Edinburgh-aftalen. Året forinden var Maastricht-traktaten blevet forkastet ved en lignende folkeafstemning.

Folkebevægelsen mod EU melder sig klar til at kæmpe for bevarelse af det danske forbehold.

– Vores EU-forbehold sikrer, at Danmark ikke kommer med i en EU-hær. Derfor er det glædeligt, at mange borgere afviser denne vision, siger Rina Ronja Kari, der er spidskandidat for Folkebevægelsen mod EU.

Behov for afstemning om EU-medlemskab

Selvom Folkebevægelsen mod EU grundlæggende er tilhænger af at vælgerne spørges direkte om Danmarks forhold til EU, så vækker udsigten til en folkeafstemning om forsvarsforbeholdet alligevel forundring.

– Forbeholdet er jo et resultat af danskernes nej til Maastricht-traktaten, så derfor opfatter jeg ønsket om en ny folkeafstemning, som et forsøg på at omgøre danskernes beslutning, siger Rina Ronja Kari.

Hun mener, at regeringen og politikerne på Christiansborg burde spørge danskerne om man overhovedet ønsker, at være medlem af EU.

– Vi ikke brug for folkeafstemninger, der giver EU mere magt, men folkestafstemninger om at give mindre magt. Lad os få en afstemning om det danske medlemskab af EU i stedet, lyder det fra Rina Ronja Kari.

Back To Top