Industrien tegner EU’s fremtid – og pensionisternes

EU sakker bagud og ikke kan konkurrere med USA og Kina. Det er i hvert fald budskabet i både Draghi rapporten og EU-Kommissionens Konkurrencekompas, der nærmest udtrykker panik over tingenes tilstand på det globale marked. Men bare rolig: EU og industrien er helt enige om, hvad der er vejen frem.  

 

EU-lederne – ikke mindst fra Danmark – udnytter at Trump nu sidder i Det Hvide Hus. Argumentet om stå sammen i EU og bakke op om de europæiske virksomheder, herunder våbenindustrien, klinger langt mindre hult når vi er omgivet af fjender.  

EU’s vigtigste sengepartner  

»Det Europæiske Råd [er] enigt om at prioritere forenkling og reduktion af de reguleringsmæssige og administrative byrder, sænkning af energipriserne og mobilisering af private opsparede midler for at frigøre de nødvendige investeringer i EU’s økonomi«.  

Ovenstående citat fra Det Europæiske Råd viser vejen for EU i 2025. Den primære metode til at styrke de europæiske virksomheders konkurrenceevne på det globale marked er det EU kalder regelforenkling, hvilket dækker over afskaffelse af love og regler som industrien mener, er en byrde.  

Målet er at gøre europæiske varer billigere at producere, så de lettere kan sælges. Det kan gøres ved at sænke produktionsomkostningerne eller øge produktiviteten. Derfor må vi forberede os på at vi indenfor en overskuelig fremtid, står overfor massive angreb på både faglige og sociale rettigheder, på forbrugerrettigheder, miljøbeskyttelse og klimatiltag.  

Industriens ønske 1: Færre regler i EU  

»EU skal turde satse og sætte innovation før regulering«  

Så lige ud sagde administrerende direktør i Dansk Industri, Lars Sandahl, det, da DI i april overrakte sin 50 siders ønskeliste for formandskabet til Europaminister Marie Bjerre. Blandt ønskerne fra erhvervslivet er en accelerering af de initiativer der anbefales i Draghi-rapporten, og DI’s forslag intet mindre end »et opgør med de rammer, vi har givet os selv«. Det forstår industriens organisation som flere investeringer i især militær og mindre reguleringen af virksomheder – det sidste er kode for færre regler til beskyttelse af arbejdere, klima og forbrugere.  

Blandt de ”innovative ideer” fra DI’s medlemmer er også at klima og forsvar skal behandles som ét område. Ikke for at sikre at der dæmmes op for våbenindustriens massive forurening, men for at sikre Europas egenproduktion af brændstof og vigtige mineraler, og dermed undgå afhængighed af leverandører udenfor vores beskyttede boligområde. Og så skal EU sikre, at den hjemmedyrkede tech-industri kan konkurrere med supermagternes; dvs slække på reguleringen også af dette område.  

I sit formandskabs-manifest From setback to comeback peger DI på, at EU’s konkurrenceevne desuden skal sikres gennem aktivering af privat kapital. Det skal især skaffes fra borgernes pensionsopsparinger.  

Industriens ønske 2: Flere penge fra EU  

»Europæiske virksomheders begrænsede adgang til risikovillig kapital på tværs af landegrænser er en af de væsentligste udfordringer for Europas konkurrenceevne. En ambitiøs plan for en europæisk kapitalmarkedsunion er en af nøglerne til at ændre det«. 

 Sådan skriver DI i From setback to comeback. Opsparings-og investeringsunionen skal skaffe EU kapital både gennem borgernes private investeringer og flere tvungne opsparinger som de danske pensionsfonde. Hvor vi i Danmark har en ordning der betyder, at de fleste sparer op til egen pension gennem de erhvervsaktive år, er det i mange andre lande de erhvervsaktive som, via skatten, betaler for de ældre generationers pension – og det er ikke nødvendigvis en holdbar model når man ser på den demografiske udvikling. Derfor ser EU til lande som Danmark for løsninger.  

Men der er en bagtanke, som mindre handler om at sikre EU-borgerne i deres alderdom, og mere om at sikre erhvervslivet og den finansielle sektor adgang til investeringer fra private opsparinger. Endemålet er ikke kollektive pensionsopsparinger for alle EU-borgere, men snarere privatisering og individualisering af pensionsområdet. Den enkelte bliver ansvarlig for selv at spare op til pension – helst gennem investeringsfonde, så pengene ”kommer ud at leve”. Det ser vi allerede herhjemme, hvor der er åbnet op for at erhvervsaktive i nogen grad selv kan styre deres egen arbejdsmarkedspension.  

Det er EU’s hensigt at ”uddanne” borgerne til i højere grad at binde deres penge i investeringer, særligt gennem pensionsopsparinger men også gennem private investeringer, hvilket EU vil motivere til gennem incitamenter (skattefradrag). Alle disse penge skal bruges til at styrke EU’s kapitalfond, så der kommer flere midler til europæiske virksomheder, herunder til udvikling af vores helt egen våbenproduktion. 

 Kritikken af ideen om den fælles kapitalfond går blandt andet på, at den fremmer hvad nogle kalder en kasino-økonomi. Og særligt i Sydeuropa er der skepsis; her har flere opsparingerne stående i banken eller liggende under hovedpuden. Og i Sydeuropa husker flere nok også konsekvenserne af finanskrisen i 2008, herunder de rigere EU-landes manglende solidaritet, da regningen skulle betales.  

Hvordan EU og industrien vil sikre borgernes ”risikovillige” pensionsopsparinger mod en ny finanskrise, står ikke klart.