fbpx Skip to content

Korruption: Politiker kan få 10 års fængsel

Østriske Ernst Strasser risikerer op til 10 års fængsel efter anklager om korruption.

Det står klart efter et retsmøde i Wien mandag, skriver EUobserver.com.

Det tidligere medlem af EU-parlamentet blev sidste år afsløret i at have tilbudt sin stemme for 750.000 kroner om året til undercover-journalister fra The Sunday times, der optrådte som lobbyister.

Nægter korruption

Ernst Strasser, der fra år 2000 til 2004 var indenrigsminister i Østrig, fortalte i retten, at han godt vidste, de to lobbyister ikke var rigtige lobbyister.

Han spillede bare med og spiste sine dyre middage for at afsløre dem som spioner fra udlandet, fortalte han i retten.

Da dommeren spurgte, hvorfor han ikke havde meldt dem til politiet, forklarede Ernst Strasser, at hans erfaring som indenrigsminister var, at man ikke skulle stole på dem.

Pralede med andre pengegaver

I en transkribering fra Strassers samtaler med de to undercover-journalister lyder følgende dog:

“De fleste MEP’er er lige så dovne som jeg”, mens han pralede med at have fem andre kunder, der betalte ham.

Ernst Strassers advokat ville ikke modsætte sig, at Strasser havde bedt journalisterne om at betale ham 750.000 kroner, men advokaten sagde, at det blot var, hvad tusindvis af mennesker dagligt gør i Østrig, Bruxelles og på verdensplan.

Dommen falder den 13. december i år. Finder retten i Wien Ernst Strasser skyldig i korruptionsanklagerne, kan det koste ham op til 10 års fængsel.

Back To Top