fbpx Skip to content

Ligestillingsudvalg vinder strid om nye barselsregler

Parlamentet vedtog i dag et forslag til nye EU-regler for barselsorlov. Forslaget udvider kvinders ret til barsel fra de nuværende 14 uger til 20 uger. Samtidig gøres de første seks uger obligatoriske. Søren fulgte sin svenske kollega Eva-Britt Svenssons indstilling om, at stemme imod de seks obligatoriske uger, da det vil forringe den svenske model, hvor forældre frit kan fordele barslen efter de første to uger. Eva-Britt Svensson er forkvinde for Parlamentets ligestillingsudvalg.

Fædre får ret til to ugers barsel.

Derudover lykkedes det Parlamentets ligestillingsudvalg, at samle flertal for fuld løn til kvinder i 20 uger og for fuld løn til mænd i to uger uanset, hvor længe de har været ansat. Kommissionens forslag lægger kun op til en ydelse svarende til sygedagpengene.

– Når nu EU har kompetence på det her område så synes jeg, at det er positivt, at Parlamentet vil hæve niveauet for minimumsreglerne på EU-plan. Derfor stemte jeg for alle de forslag, som ikke forringer den danske model og imod de forslag, som kan lede til forringelser, siger Søren Søndergaard.

– Fuld løn under barslen vil være med til at fremme ligestillingen, men det forudsætter, at finansieringen sker via en solidarisk barselsfond og på det punkt var forslaget totalt uklart. Derfor afstod jeg. Men dagens afstemning sætter jo ikke punktum i sagen, fortsætter han.

Parlamentets forslag skal nu behandles af Ministerrådet. Der er stor uenighed i Ministerrådet. Derfor lander forslaget igen på Parlamentets bord til anden behandling.

Back To Top