fbpx Skip to content

Pressemeddelelse: 20 år efter euro-nej: Stor opbakning til Folkebevægelsen mod EU

For 20 år siden stemte danskerne nej til at indføre euroen. Folkebevægelsen mod EU spillede dengang en vigtig rolle i at sikre nej-sidens sejr. I dag er opbakningen til Folkebevægelsen mod EU stadig stor. Det viser en ny meningsmåling.

En repræsentativ meningsmåling lavet af Sentio i perioden 21. august indtil 23. august viser, at 23,43 % af danskerne svarer ja til at ville stemme på Folkebevægelsen mod EU, hvis der var EU-parlamentsvalg i morgen. 25,8 % ved ikke om de vil stemme på Folkebevægelsen, hvis der var EU-parlamentsvalg i morgen og 50,8 % svarer nej på spørgsmålet om de vil stemme på Folkebevægelsen.
Meningsmålingen indeholder svar fra 1.003 respondenter. Den statistiske usikkerhed er på 3%. Det spørgsmål, der blev stillet, var ”Den tværpolitiske bevægelse – Folkebevægelsen mod EU – overvejer at opstille i det næste EU-parlamentsvalg. Ville du stemme på Folkebevægelsen mod EU, hvis der var EU-parlamentsvalg i morgen?”

Susanna Dyre-Greensite, formand for Folkebevægelsen mod EU, glæder sig over resultatet og siger: ”Det er simpelthen skønt, at der er så mange danskere, der kunne tænke sig at stemme på Folkebevægelsen mod EU, hvis der var EU-parlamentsvalg i morgen. Folkebevægelsen mod EU var en vigtig vagthund i EU-parlamentet igennem fire årtier, og vi har spillet en vigtig rolle i forbindelse med folkeafstemninger f.eks. om euroen og retsforbeholdet. Siden vi mistede vores repræsentation i EU-parlamentet i 2019, har vi arbejdet på fortsat at være synlige i debatten. Vi er bl.a. i gang med en proces, hvor vi ser på, om vi bør genopstille til det næste EU-parlamentsvalg. Denne meningsmåling vil indgå i vores overvejelser”.

Åge Staun, næstformand for Folkebevægelsen mod EU, er også glad for resultatet i meningsmålingen og tilføjer: ”Dette er et klart signal fra borgerne om, at vi bør stille op i det næste EU-parlamentsvalg. Intet politisk parti kan erstatte den vigtige rolle som Folkebevægelsen mod EU spiller i dansk politik. Folkebevægelsen har været en uvurderlig vagthund i EU-parlamentet og i kommende folkeafstemninger om EU, bankunionen eller forsvarsforbeholdet vil det være afgørende at Folkebevægelsen mod EU er repræsenteret i EU-parlamentet”.

Ole Nors Nielsen, næstformand for Folkebevægelsen mod EU, glæder sig også over målingen og udtaler: ”Denne måling viser, at der er mange danskere, der sympatiserer med Folkebevægelsen mod EU. Det kan jeg godt forstå. Danmark har brug for en tværpolitisk vagthund i EU-parlamentet, som kæmper for demokratiet og den nordiske velfærds- og arbejdsmarkedsmodel. Udviklingen i EU fører til social dumping og en afvikling af velfærden. Fremover skal vi betale 4,5 milliarder kroner mere til EU om året. Det kan føre til nedskæringer i Danmark.”

For yderligere informationer kontakt venligst:
Susanna Dyre-Greensite tlf. 53 78 08 18 og e-mail: susanna@folkebevaegelsen.dk
Åge Staun tlf. 40 68 12 03 og e-mail: aas@jhcmanagement.dk
Ole Nors Nielsen tlf. 23 23 54 12 og e-mail: ole.nielsen@3f.dk

Back To Top