fbpx Skip to content

Rina Ronja Kari til EU-topmøde: Lyt til fagbevægelsen og borgerne

EU stats- og regeringschefer mødes torsdag i Sibiu i Rumænien for at diskutere fremtidens EU. Folkebevægelsens Rina Ronja Kari advarer imod, at opgive EU-landenes vetoret på skatteområdet, udenrigspolitik og socialpolitik.

Når EU’s stats- og regeringschefer torsdag den 9. maj mødes er målet blandt andet, at formulere rammerne for EU’s Strategiske Dagsorden 2019-2024. De skal endelig vedtages i juni, og udstikke de politiske retningslinjerne for EU for de næste fem år.

Topmødet i Sibiu i Rumænien finder sted i skyggen af Brexit og stigende popularitet blandt EU-skeptiske partier. Det forventes derfor, at man på topmødet desuden vil vedtage en erklæring, som skal sende et signal om ”enighed og sammenhold”.

Det skal de snakke om

Topmødets dagsorden omhandler blandt andet punkterne:

Sikkerhed, retsstatsprincipper, dis-information, migration/flygtninge og ydre grænser;

Fair beskatning, yderligere integration af Det Indre Marked og Den Økonomiske og Monetære Union;

Klimaforandringer og grøn omstilling samt beskæftigelse og social inklusion.

EU som global leder, forsvarssamarbejde og frihandelsaftaler med omverden.

Rina Ronja: Lyt til borgerne

Rina Ronja Kari, medlem af EU-parlamentet for Folkebevægelsen mod EU, advarer imod at flytte endnu flere beslutninger til Bruxelles.

Hun afviser samtidig, at opgive EU-medlemslandenes vetoret på blandt andet skatteområdet, udenrigspolitik og socialpolitik.

– Det er den helt forkerte vej at gå. I stedet for at trække endnu flere beslutninger væk fra lokalsamfund og regioner, er der behov for at give borgerne magten tilbage. I stedet for at sætte fart på integrationstoget mod en stadigt snævrere union må beslutningskraften gives tilbage til medlemslandene, så borgerne reelt kommer i centrum for politikken, skriver hun i et indlæg på Altinget.

Hun mener, at EU-lederne bør lytte noget mere til fagbevægelsen og dens krav om at indføre den Sociale Protokol.

– Denne protokol skal sikre lige løn for lige arbejde og stoppe den uhæmmede frie bevægelighed ved helt enkelt at sige, at faglige og sociale rettigheder er vigtigere end virksomhedernes ret til at tjene penge.

Læs bloggen “Rina Ronja Kari: Skift EU-flosklerne ud med fornuftige forslag” hos Altinget.

Topmødet forventes at præsentere sine konklusioner på en pressekonference kl 17 (dansk tid) i aften, som kan følges live her. 

Back To Top