fbpx Skip to content

SF stiller betingelser for ja til pagt

SFs partiformand, udenrigsminister Villy Søvndal, skabte uro i regeringen, da han i weekenden stillede spørgsmålstegn ved, om SF ville sige ja til dansk deltagelse i den nye euro-pagt, som blev aftalt på EU-topmødet i Bruxelles i sidste uge og mødt med stor begejstring af den danske statsminister Helle Thorning-Schmidt (S). ”Der vil være ting, som er rigtigt vanskelige for Danmark”, sagde Søvndal til TV2 News.

Ifølge medierne var Søvndal presset af baglandet, hvor bl.a. tidl. MEP Pernille Frahm betegner pagten som liberalistisk, tidl. MF Kristen Touborg er meget betænkelig og regionsrådsmedlem i Nordjylland Mogens Ove Madsen mener, at Søvndal bør kræve noget helt andet.
Tidligere byrådsmedlem for SF og talsperson for Folkebevægelsen mod EU Jørgen Grøn er endnu mere klar: ”Danmark skal holde sig helt udenfor og følge Storbritannien”, har han udtalt i medierne.

Mandag eftermiddag vendte han holdningen på et møde i partiets hovedbestyrelse, hvor folktingsgruppen og de to EU-parlamentarikere også deltog. På mødet bakkede alle på nær tre i hovedbestyrelsen op om, at SF kan sige ja til pagten på to betingelser: Regeringens kickstart af økonomien og euroundtagelsen må ikke blive berørt af et ja til den nye euro-pagt.
De tre modstandere er Peter Westermann, Trine Pertou Mach og Poul Overlund-Sørensen.
“Jeg opfatter euro-projektet som et højrisikoprojekt. Jeg tror ikke, at projektet bliver mere stabilt ved, at endnu flere lande ukritisk følger den samme linje”, udtaler Poul Overlund-Sørensen i Morgenavisen Jyllands-Posten.

SFs vælgere er i midlertid klart imod pagten: I en ny måling offentliggjort i Ugebrevet A4 siger 47 pct. af partiets vælgere nej til pagten, som kun 31 pct. støtter dansk tilslutning til.

Back To Top