fbpx Skip to content

Thorning-Schmidt klar til traktatændring

Efter et timelangt møde torsdag med Tysklands forbundskansler Angela Merkel er den danske statsminister Helle Thorning-Schmidt parat til ændringer af EUs traktatgrundlag.

“Jeg har endnu en gang fremhævet, at vi i eurolandene har brug for mere integration og mere bindende forpligtelser. Derfor er budgetdisciplinen afgørende for euroens stabilitet, og det gør det nødvendigt med begrænsede traktatændringer”, sagde Angela Merkel på et fælles pressemøde.

“Vi ikke har noget principielt problem med en traktatændring”, sagde Helle Thorning-Schmidt i følge bl.a. Politiken.
“Det vigtigste for os er, at der ikke bliver tale om en bred og kæmpe traktatproces, for det er ikke det, Europa har brug for. Nu tager vi fat på de drøftelser i december, og så skal det i givet fald være så smalt og så hurtigt som muligt”, slog hun fast og formulerede det også sådan:
“Hvis vi skal have en traktatændring, så skal det være en lille traktatændring, som gerne skal komme hurtigt. Det skal udelukkende handle om disciplin omkring økonomien i eurolandene”.

Toppen af EU-systemet – EU-præsident Herman van Rompuy, EU-Kommissionsformand José Manuel Barosso og EU-parlamentsformand Jerzy Buzek har forlængst meldt sig klar til “begrænsede traktatændringer”.

Thorning-Schmidts udmeldinger modtages til gengæld med en vis skepsis i den borgerlige opposition i Danmark. V og K advarer mod at starte en stor og besværlig traktatproces. Og Liberal Alliances formand Anders Samuelsen siger direkte nej til nye traktatændringer som vil føre til en “de facto-ophævelse af nationalstaterne”.

Back To Top