EN STRATEGI UDEN STRATEGI

Af Susanna Dyre-Greensite, forperson for Folkebevægelsen Mod EU

Danmarks nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi blev præsenteret af udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen under stor fanfare på Københavns Universitet den 16. maj 2023. Den tidligere regerings såkaldte værdibaserede udenrigspolitik er nu erstattet af noget, ministeren har døbt pragmatisk idealisme.

PRAGMATISK IDEALISME

Begrebet pragmatisk idealisme er ikke nyt i dansk politik. I 2006 brugte daværende udenrigsminister Per Stig Møller (K) udtrykket til at beskrive datidens strategi om at anvende både blød og hård magt i Mellemøsten. Den hårde magt bestod af militær tilstedeværelse i Irak og Afghanistan, og den bløde magt skulle bestå af demokratiudvikling og fattigdomsbekæmpelse.

I dag bruger udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen begrebet pragmatisk idealisme til at beskrive en strategi, der med hans egne ord ”forholder sig til verden, som den rent faktisk er – og ikke, som vi ville ønske, at den var.” Danmark skal være mindre naiv end tidligere. Det indebærer ifølge udenrigsministeren, at selvom Danmark på den ene side fortsat går ind for værdier som demokrati og menneskerettigheder, skal vi være mere villige til at samarbejde med lande, som ikke gør.

DE ”SVÆRE KOMPROMISSER”

Det kan diskuteres, om pragmatismen fylder mere end idealismen i strategien. Og om der i virkeligheden nærmere er tale om kynisme end pragmatisme.

Man kan for eksempel læse, at Danmark skal være mere åben over for handel med lande med helt andre syn på f.eks. menneskerettigheder og klima, så vi kan styrke vores egen forsyningssikkerhed. Der står ingen steder i strategien, at vi skal stille krav til de varer, vi køber, eller til de regimer, vi støtter gennem øget handel. Der står, at vi skal tænke den grønne omstilling ind i varer, vi selv producerer. Der står ikke noget om, at vi også skal tænke den ind i de varer, vi køber.

I strategien lyder det: ”Vi skal diversificere vores forsyning bredt set og styrke europæiske produktioner gennem frihandelsaftaler og en fortsat realisering af det indre marked – også når det betyder svære kompromisser.”

Strategien definerer ikke nærmere, hvad indholdet af disse svære men nødvendige kompromiser i handelspolitikken og det indre marked kunne være. Der er i øjeblikket flere forskellige kontroversielle handelsaftaler til forhandling i EU.

En af dem er handelsaftalen med den sydamerikanske handelsblok Mercosur, der består af Brasilien, Argentina, Paraguay og Uruguay. Aftalen vil få store negative konsekvenser for klima, miljø, fødevarestandarder og oprindelige folks rettigheder. Selvom Mercosur-aftalen ikke nævnes eksplicit i den udenrigspolitiske strategi, er det formentligt den type ”svære kompromisser”, der hentydes til.

Mange politikere i de nuværende regeringspartier har tidligere talt om vigtigheden af at fremme danske værdier gennem handel. En kritisk læsning af den nye strategi vil lyde, at man nu lægger op til at fremme EU’s største industrier gennem handel, og at man lægger værdierne til side.

MIGRATIONSAFSNIT TALER UDENOM

Manglen på klare værdipolitiske retningslinjer skinner også igennem i omtalen af migration til Europa og Danmark. Migrationen til Europa stiger i øjeblikket år for år, og mange politiske iagttagere forudser en gentagelse af 2015’s flygtningekrise.

Som reaktion på de mange flygtninge, der kom til i EU i 2015, oprettede EU aftaler med bl.a. Tyrkiet og Libyen om at holde migranter væk fra EU’s grænser. Aftalerne indebærer, at mennesker, herunder flygtninge med beskyttelseskrav, tilbageholdes eller sendes tilbage til steder, hvor de mishandles. Aftalerne indebærer grove overtrædelser af international ret og basale menneskeligelige rettigheder.

EU’s eget grænseagentur Frontex er også blevet fanget i systematiske menneskerettighedskrænkelser.

Danmarks nye udenrigspolitiske strategi lægger op til, at EU skal fortsætte deres beskyttelse af de ydre grænser samt lave endnu flere aftaler med tredjelande. Strategien forholder sig ikke til de gentagende krænkelser af menneskerettigheder, men siger tværtimod, at der er behov for mere af det samme.

Foruden en halv sætning om, at EU-aftaler bør holde sig ”inden for rammerne af vores internationale forpligtelser”, er der ingen retningslinjer for de nye aftaler. Regeringens ønske om en EU-flygtningelejr i Rwanda står ikke eksplicit nævnt i aftalen, men udenrigsministeren har bekræftet, at regeringen stadig ser det som en del af svaret på flygtningekrisen. Den manglende retssikkerhed i Tyrkiet, Libyen og eventuelt Rwanda må altså forstås som endnu et ”svært kompromis”.

EU SKAL BESTEMME ALT

Den nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi refererer meget til EU under samtlige emner. Strategien er blevet døbt til at være den mest EU-positive strategi i Danmarkshistorien. Politisk redaktør på Altinget Esben Schjørring gik så langt som til at kalde strategien for Lars Løkke Rasmussens ”jobansøgning til EU”, fordi der er så meget omtale af EU og fordi strategien lægger sig så tæt op ad EU-toppens prioriteter.

Strategien bakker op om tanken om åben strategisk autonomi, som betyder at EU skal stå mere på egne ben. Det er en endnu mere protektionistisk tilgang, end EU tidligere har stået for. Strategisk autonomi er en tanke, særligt den franske præsident Emmanuel Macron har været stor fortaler for.

Der står ”EU” 59 gange i den nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi. Hvad der derimod ikke nævnes med et eneste ord, er de tilbageværende danske forbehold. Der står ikke, at de skal fjernes, men modsat de fleste tidligere papirer af lignende karakter er de heller ikke beskyttet. Strategien nævner, at EU skal bestemme mere over dansk migrationspolitik, men præciserer ikke, om regeringen dermed lægger op til en afskaffelse af retsforbeholdet. Omtale af euroforbeholdet glimrer også ved sit fravær.

FORSVARSPOLITIK ELLER ERHVERVSPOLITIK?

Ordet ”velfærd” står kun nævnt en enkelt gang i den udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi. Det er i følgende formulering:

”Danmark skal også engagere sig i opbygningen af europæisk forsvarsindustri og styrke vores virksomheders engagement i de internationale samarbejder til gavn for vores sikkerhed, velstand og velfærd.”

Sætningen kommer som en forklaring på, hvad Danmark skal bruge de nye muligheder, afskaffelsen af forsvarsforbeholdet ved folkeafstemningen sidste år giver. Det er bemærkelsesværdigt, at en erhvervspolitisk interesse, nemlig forsvarsindustriens, vejer så meget i forhold til, hvordan Danmark vil bruge EU’s militære samarbejde.

OPGØR MED VETORETTEN?

Set fra en EU-kritisk vinkel er noget af det mest bekymrende ved strategien, at den lægger op til en afskaffelse af vetoretten på udenrigspolitikken. Strategien tager ikke endelig stilling til, om den skal fjernes, men modsat tidligere regeringer er denne regering åben over for det. Det bekræftede udenrigsministeren da strategien blev præsenteret.

I dag har alle lande vetoret på udenrigs-, forsvars- og skattepolitik. Det vil sige, at hvis et enkelt land er uenig med linjen på disse områder, kan det land stoppe en EU-vedtagelse. Vetoretten er en mulighed for, at også små lande, som ellers ikke har den store stemmevægt i EU-Rådet, kan gøre deres indflydelse gældende. Uden nogen vetoret, kan lovgivning vedtages over selv store protester fra små lande.

Sidstnævnte så vi for nylig med EU’s mindstelønsdirektiv. På trods af, at næsten hele det danske folketing og den svenske rigsdag var modstandere af direktivet, blev direktivet vedtaget, fordi de store lande havde flertal.

Når regeringen alligevel lægger op til, at vetoretten på udenrigspolitikken skal fjernes, er det fordi de mener, at EU skal tale ”med én stemme på den globale scene”. Det vil svække gennemslagskraften, mener regeringen, hvis enkelte lande modsætter sig den generelle linje. Hertil kan man indvende, at EU også risikerer at fremstå svækket, hvis EU efter en afskaffelse af vetoretten vedtager en linje, som enkelte lande herefter ytrer sig imod.

En anden del af begrundelsen for at kigge på reglerne er, at regeringen støtter en massiv udvidelse af EU med Ukraine og en række østeuropæiske lande. Regeringen ønsker dog ikke nødvendigvis, at de nye lande får for stor indflydelse på udenrigspolitikken. I strategien lyder det:

”Perspektivet er et EU med vel over 30 medlemslande. Vi skal derfor deltage aktivt i overvejelserne om, hvordan EU’s politikker og spilleregler skal tilpasses, så også EU bliver klar til udvidelsen.”

Det bliver spændende at følge en konkretisering af det i den kommende tid, hvor Danmark forud for det kommende EU-formandskab skal vedtage en ny Europapolitisk strategi.

Indtil videre består regeringens udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi mest af alt i at følge, hvad EU-toppen siger.