fbpx Skip to content

EL i EP?

Hovedbestyrelsen i Enhedslisten (EL) har besluttet at igangsætte en diskussion om, hvordan vi styrker EU-modstanden i samarbejde med Folkebevægelsen, fortæller partiets gruppeformand i Folketinget Per Clausen på Modkraft.dk efter, at han i sidste uge fik sagt på Altinget.dk, at der er overvejelser om en selvstændig opstilling ved valget til EU-parlamentet i 2014.
“Det er ærgerligt og dumt, at jeg har udtalt mig på en måde, som kunne opfattes som et forsøg på at opsende en prøveballon”, skriver Per Clausen i sin blog på Modkraft.dk.

Men tidl. MF for Enhedslisten Keld Albrechtsen syntes tilsyneladende ikke det var dumt. I hvert fald citeres han i pressen i dag for at sige: “Det må være naturligt, at et venstreorienteret parti har sin repræsentation i parlamentet. Det kan bekymre dem, som har ét formål: At trække Danmark ud af EU. Jeg står på dén linje, at Merkel skal have et venstreorienteret modspil i EU”.
Medierne fortæller også, at Albrechtsen i 2002 prøvede “at ændre Enhedslistens EU-linje, men fik tæsk ved årsmødet, hvor kun 4 af 165 delegerede støttede hans EU-positive linje”.

Folkebevægesens EU-parlamentariker Søren Søndergaard tager diskussionen med ro:
“Jeg overlader trygt til Enhedslisten at tage stilling til idéen. Siden EU-parlamentsvalget i juni 2009 er Junibevægelsen, som Keld Albrechtsen dengang støttede, gået nedenom og hjem af mangel på opbakning” siger han i medierne og tiilføjer bl.a.:
“Under en fjerdedel af Folkebevægelsens stemmer kom sidste gang fra Enhedslisten. Langt de fleste kom fra Socialdemokratiet og SF. Vi ville stadig kunne vinde vort mandat, selv om alle stemmer fra Enhedslisten gik til Enhedslistens kandidat”.

Tidl. MF (R) og tidl. MEP (Folkebev.) Sven Skovmand , som sidder i Folkebevægelsens forretningsudbalg er heller ikke bekymret.
“Jeg er ikke i tvivl om, at Folkebevægelsen får et mandat”, siger han bl.a. i medierne.

Men som nævnt har EL ikke på nuværende tidspunkt besluttet en selvstændig opstilling. En sådan beslutning skal i givet fald træffes på et landsmøde. hvilket ikke kan nåes til det landsmøde, som partiet snart holder.
På Per Clausens Modkraft.dk-blog skriver han i øvrigt også at “Enhedslisten flere gange har diskuteret selvstændig opstilling til EU-parlamentet, men vi er hver eneste gang endt med at støtte Junibevægelsen og Folkebevægelsen. Disse beslutninger har jeg altid støttet. Personlig har jeg altid stemt på og støttet Folkebevægelsen, fordi de stod for den mest konsekvente EU-modstand.”

Back To Top