skip to Main Content

EU-direktiver og handelsaftaler spænder ben for lokalt og borgernært demokrati

Borgere og kommuner både i Europa og i resten af verden har vist fælles interesse i at afprivatisere og genkommunalisere offentlige tjenester, men i EU-landene spænder EU-lovgivning og handelsaftaler ben for disse afprivatiseringer og demokratisk borgerindflydelse.

EU-kommissionen og Jean-Claude Juncker foreslår at håndhæve tjenesteydelsesdirektivet på en ny og markant mere gennemslagskraftig måde igennem Servicedirektivet.(Foto: EU2017EE Estonian Presidency / Wikimedia)

Af Ditte Marie Gyldenberg

Der er ikke nødvendigvis noget demokratisk problem, når private virksomheder tilbyder at tage sig af leveringen af offentlige tjenester, såfremt der er gennemsigtighed i processerne, som giver borgerne let adgang til at følge med i, hvad der sker og hvorfor.

Det er jo trods alt borgerne, både som privatpersoner og skatteydere, der betaler for den service og de ressourcer, der leveres.

Misbrug af borgernes tillid fører til  afprivatisering og genkommunalisering af offentlige tjenester

Desværre har det i rigtig mange tilfælde vist sig, at private leverandører med EU-lovgivningen i ryggen har misbrugt både borgernes og politikernes tillid.

Ikke nok med at der er set mange eksempler, hvor de private leverandører udelukkende har fokuseret på profitmaksimering frem for tilgængeligheden af de leverede ressourcer til borgerne, har manglende gennemsigtighed hos disse virksomheder også medført, at svindel og ulovlige prisstigninger ikke er blevet opdaget i tide.

Når gennemsigtigheden forsvinder, går mange af de demokratiske processer ligeledes tabt, og i sidste ende står den enkelte borger, der ikke kan få ydet den service, som der ellers var blevet lovet.

Hvorfor genkommunalisering?

Det har vist sig, at der er rigtig mange fordele ved afprivatisering af offentlige tjenester, der ellers har været udliciteret til private virksomheder.

Udgangspunktet har ikke først og fremmest været at opnå økonomisk gevinst, men derimod at skabe gennemsigtighed, garantere lige adgang til ressourcer for alle borgere, intensivere den grønne omstilling samt sikre en stabil og ordentlig service. Alt sammen noget som de private virksomheder ikke har kunnet levere.

Efterfølgende har det vist sig også at give et stort økonomisk overskud, da tjenesterne på offentlige hænder fokuserer på profitmaksimering men derimod befolkningens behov for fælles goder.

Borgerinitiativer har i mange tilfælde være en drivkraft bag afprivatiseringer og genkommunaliseringer, da det først og fremmest er borgerne, der har mærket konsekvenserne af virksomhedernes profitorienterede services. Borgerne har ønsket, at et eventuelt overskud skulle gå til kommunerne og lokalbefolkningen fremfor at ende i lommerne på de private virksomheder, der har taget borgerne ved næsen.

Dertil er genkommunaliseringer også blevet brugt som et værktøj til at sikre, at regionale og lokale håndværkere får bedre muligheder for at byde ind på opgaver. Borgerdemokrati og gennemsigtighed er kommet tilbage i fokus samtidig med, at fagforeningerne har haft bedre muligheder for at få indflydelse på arbejdsforholdene.

På nuværende tidspunkt har 835 vellykkede genkommunaliseringer af offentlige tjenester verden over været en succes, og mere end 1600 byer på verdensplan enten har eller arbejder netop nu på at afprivatisere og genkommunalisere førhen offentlige tjenester.

Britisk tilbagekøb af jernbanenet

Et eksempel på en succesfuld genkommunalisering er tilbagekøbet af det britiske jernbanenet. Jernbanenettets skinner blev i dårligere og dårligere stand, alt imens ejerne af den private virksomhed, der havde ansvaret for skinnerne, blot tjente styrtende.

Efter flere alvorlige ulykker på grund af skinners dårlige stand, så den britiske regering ingen anden udvej end selv at overtage driften.

Ikke nok med at genkommunaliseringen var en billigere løsning, der sikrede den nødvendige vedligeholdelse af jernbanenettet, var der samtidig en forbedring i arbejdsforholdene for de ansatte jernbanearbejdere, bedre og stabil togdrift samt langt mere gennemsigtighed.

Reorganisering af offentlige tjenester i Barcelona

Den progressive koalition Barcelona en Comú har med stor succes både indledt og gennemført genkommunaliseringer af privatiserede tjenester samt oprettelse af nye offentlige tjenester. Både flere børnehaver og forebyggelse af kønsbaseret vold er taget tilbage på kommunens hænder, og yderligere har man oprettet et offentligt begravelsesfirma.

I 2016 besluttede byrådet ligeledes, at vandforsyningen skulle genkommunaliseres, da det private selskab Agbar (Aguas de Barcelona) ikke leverer den service, der ellers var blevet aftalt, konstant hæver priserne og ikke sikrer vandforsyning til byens udsatte borgere, der ikke har råd til at betale de stødt stigende priser.

Barcelona har sammen med andre catalanske byer oprettet en offentlig forening, der enten allerede har eller planlægger at genkommunalisere vandforsyningerne.

Det seneste genkommunaliseringsprojekt har betydet, at borgerne i Barcelona nu kan få leveret strøm af en nyligt oprettet offentlig elleverandør på basis af et allerede eksisterende kommunalt firma, der leverer strøm til en lavere, gennemsigtig og pris, der sikrer alle borgere uanset social klasse adgang til strøm.

På trods af at Barcelona og andre spanske byer modtager massiv modstand fra den spanske regering, der grundet EU’s intensive nedskæringspolitikker, har været nødt til at indføre økonomiske stramninger over for lokale myndigheder, har organisering af borgere i samarbejde med lokale byråd alligevel haft succes med at tage privatiserede tjenester tilbage på offentlige hænder.

Vand og strøm i Frankrig og Tyskland

Det samme er ligeledes sket både i Tyskland og Frankrig. I både Paris og Nice er det lykkedes at få genkommunaliseret vandforsyningerne, der på private hænder ligeledes var præget af ustabil og dårlig service, uigennemsigtige processer, stødt stigende priser samt manglende adgang til vand for byernes lavt stillede borgere.

I Hamburg havde man i 2015 med succes oprettet et offentligt elselskab, der ikke blot kunne tilbyde gennemsigtige og retfærdige priser, men også leverer lokalt produceret energi, der kom fra vedvarende energikilder. Dette skete på baggrund af en politisk koalition og aktiv borgerdeltagelse, der i 2011 organiserede en folkeafstemning om, at binde den daværende tyske regering til at købe energinettet tilbage, og deraf danne et offentlige elselskab, der kunne leve op til både høje sociale og klimamæssige krav.

I alle tilfælde har genkommunaliseringerne ikke kun resulteret i økonomisk gevinst for byerne men også gennemsigtige og retfærdige priser, lige adgang til ressourcer for alle borgere samt en aktiv borgerdeltagelse i beslutningsprocesserne og dermed et styrket nærdemokrati i lokalsamfundene.

Servicedirektivet: Endnu en trussel er født

EU-Kommissionen har for øjeblikket nye regler for det indre marked på tegnebrættet, som kan få alvorlige, demokratiske konsekvenser for beslutningstagningsprocesserne i medlemslandenes parlamenter, regionale forsamlinger og byråd. Kommissionen foreslår at håndhæve tjenesteydelsesdirektivet (aka Bolkestein-direktivet) på en ny og markant mere gennemslagskraftig måde igennem Servicedirektivet.

Kort sagt ønsker Kommissionen ret til at godkende eller ophæve nye love samt andre foranstaltninger, der er omfattet af direktivet, og som dækker en lang række spørgsmål, såsom byplanlægning, boligforsyning, brugen af ​​naturressourcer (blandt andet energi- og vandforsyning), affaldshåndtering mv.

Kommissionens beføjelser vokser mens demokratiet skrumper

I på nuværende tidspunkt skal Kommissionen blot informeres, når en ny politisk foranstaltning, der skal dækkes af tjenesteydelsesdirektivet, vedtages i medlemsstaten. Det enkelte medlemsland kan underrette Kommissionen efter foranstaltningens vedtagelse er trådt i kraft, hvorefter Kommissionen kontrollerer, om denne lever op til reglerne.

Sådan har det været siden tjenesteydelsesdirektivet blev vedtaget i 2006.

Med det nye forslag vil de lokale myndigheder – hvad end det er kommuner eller ministerier – være forpligtede til at informere Kommissionen om nye foranstaltninger allerede tre måneder før en afstemning om netop disse foranstaltninger.

Dette vil give Kommissionen mulighed for på forhånd at kunne fastfryse den enkelte foranstaltning, indtil Kommissionen selv har identificeret, hvad der skal ændres, for at denne kan blive godkendt. Også selvom dette så måtte tilsidesætte en demokratisk beslutningsproces i den enkelte myndighed.

Hvis Kommissionens forslag – som kan variere fra fuld afvisning til mindre rettelser – ikke tages om bord, og det pågældende byråd eller parlament alligevel følger den demokratiske  vedtagelse af ​​foranstaltningen, kan Kommissionen påkræve at pågældende myndighed øjeblikkeligt ophæver forslaget.         

Dette giver Kommissionen mulighed for at kontrollere vigtige beslutninger og foranstaltninger på en lang række politikområder, som ikke blot er afgørende for økonomien, men derimod de fleste aspekter af samfundet. Desuden vil det fundamentalt underminere de demokratiske processer, især på niveau med kommuner og regionale myndigheder, hvilket underminerer princippet og praksis for lokalt demokrati i hele EU.

EU-Parlamentet vs. borgerne og fagbevægelsen

Modstanden til Kommissionens forslag vokser hurtigt, især fra byråd, hvis handleevne er alvorligt truet af begrænsninger på rigtig mange områder, hvis forslaget vedtages. Da hele processen omkring forslaget har været meget uigennemsigtigt, har kun få instanser vidst, at selv kommuner skal spørge Kommissionens tilladelse, inden de vedtager en foranstaltning, der vedrører tjenesteydelser.

Under tidligere protester over Bolkestein-direktivet blev der udtrykt mest bekymring over artikel 16 på grund af det såkaldte “oprindelseslandsprincip”. Dette princip betyder hovedsageligt, at en tjenesteudbyder kun skal følge reglerne i hjemlandet, ikke i andre medlemsstater, hvor den opererer.

Efter massive protester i hele EU blev arbejdsmarkedslovgivningen dog i sidste instans fritaget for direktivet. Dette betyder dog ikke, at foranstaltninger, der tager sigte på at overvåge servicevirksomheders overholdelse af lokale kollektive overenskomster eller love, er tilladt.

For nylig har Kommissionen klaget over regler i Danmark, som sætter myndigheder og fagforeninger i stand til at spotte potentielle overtrædelser af kollektive overenskomster og arbejdsret.

Midt i alt dette, vil mange borgere nok vende blikket mod vores folkevalgte parlamentarikere i EU-Parlamentet, men det er mere eller mindre nyttesløst. EU-Parlamentets Udvalg for Det Indre Marked har nemlig allerede vedtaget en holdning, der synes fuldstændig ubekymret over de konsekvenser, det vil have for beslutningstagningen i parlamenter, regionale forsamlinger eller byråd.

Internationale handelsaftaler og konsekvenserne for afprivatiseringer

Er der noget, EU godt kan lide, så er det internationale handelsaftaler, og disse vedtages og ratificeres igennem uigennemsigtige processer bag lukkede døre og uden borgernes viden eller samtykke.

Mange flere end 1600 byer har forsøgt at afprivatisere førhen offentlige tjenester, men er på grund af internationale handelsaftaler, som også i EU bliver ratificerede uden borgernes indflydelse, blevet sagsøgt for millioner af Euro igennem ISDS-domstolene. Trusler om søgsmål har ligeledes fået mange byer både i Europa og i resten af verden til at droppe afprivatiseringsprojekter, fordi prisen har været alt for høj. Desværre står rigtig mange borgere nu tilbage uden adgang til basale ressourcer som vand- og elforsyning, mens priserne blot stiger stødt for dem, der stadig har råd til at betale.

Fagbevægelsens modstand mod handelsaftaler

Fagbevægelsen har forlængst råbt vagt i gevær, når det kommer til internationale handelsaftaler, fordi arbejdsforholdene for ansatte i private virksomheder ikke er nær så gennemskuelige, som for ansatte i det offentlige.

Dette betyder dog ikke, at alle private virksomheder bør skues over samme kam. Desværre har det bare vist sig, at der er langt flere tilfælde af dårlige arbejds- og ansættelsesforhold hos private virksomheder end hos offentlige.

Her har de internationale handelsaftaler stor betydning, fordi disse lægger meget vægt på liberalisering af offentlige tjenesteydelser, og samtidig med at EU kræver, at alle tjenesteydelser sendes i udbud, bliver dette hurtigt en farlig cocktail for de ansatte, hvis man lytter til fagbevægelsens bekymringer. Som set i de tidligere eksempler, lovede private leverandører både en pris og en service, de ikke kunne overholde.

Fagforeningerne har i de fleste tilfælde støttet genkommunaliseringer i håb om bedre arbejdsforhold for virksomhedernes ansatte samt mere gennemsigtighed for byens borgere. Blandt andet har usikre og midlertidige ansættelseskontrakter samt dårlige arbejdsforhold været blot nogle af årsagerne.

Dertil har mange fagforeninger støttet op om et stop af privatiseringer, fordi lønforhandlingerne i de fleste af de undersøgte tilfælde har vist sig at resultere i højere lønninger hos offentlige virksomheder.

De tyske fagforeninger DGB og Ver.di har startet kampagnen “Ingen privatiseringer mod borgerne”, mens Østrigs Trade Union Federation ÖBG Chamber of Labour (AK)  ofte har arrangeret kampagner mod privatiseringer. Disse var også blandt initiativtagerne, da en underskriftindsamling blev sat i værk for at forhindre handelsaftalerne CETA, TTIP og TiSA. I januar 2017 havde 563,000 borgere i Østrig underskrevet.

Ifølge en undersøgelse fra Hans Böckler Foundation mistede Tyskland 600.000 jobs mellem 1989-2007 udelukkende på grund af privatiseringer af offentlige tjenester. De der beholdt deres job, oplevede i mange tilfælde dårligere arbejdsforhold, lavere lønninger samt diskrimination af nyere ansatte, der konstant blev sammenlignet med langtidsansattes færdigheder.

Nogle få fagforeninger har frygtet, at en genkommunalisering ville gøre forholdene for de ansatte ringere, men der er endnu ikke evidens for, at dette er tilfældet. Der er få tilfælde, hvor arbejdsforholdene og lønnen er holdt på samme niveau, men dette har været ved genkommunaliseringer af elnet, fordi disse ejes af få, private men store virksomheder med enorm kapital, hvilket gør det svært for lokale instanser at få indflydelse på prisreguleringerne.

Frygtet at det ville blive mindre produktivt. Det modsatte er bevist.

Blandt de undersøgte sager, er der dog ikke blot ét tilfælde, hvor arbejdstagerne er blevet stillet dårligere og hvor genkommunalisering har været en underskudsforretning for den enkelte kommune.

Genkommunaliseret centralvarme i Vilnius udløste ISDS-søgsmål

Litauens hovedstad Vilnius forsøgte i 2016 efter et stigende pres fra byens borgere at afprivatisere den lokale fjernvarmeleverandør på grund af manglende finansiel gennemsigtighed samt påstået svig og korruption. Det var beslutningen om ikke at forny den 15-årige kontrakt med Vilniaus Energija for at genkommunalisere fjernvarmen.

Franske Veolia, moderselskabet til Vilniaus Energija, der efter beskyldninger om chikanekampagne og ekspropriation valgte at starte en international voldgiftssag med krav om erstatning for den økonomiske profit, som selskabet ville tabe, hvis Vilnius valgte at genkommunalisere Vilniaus Energija.

Dette medførte, at sagen skulle føres igennem ved en ISDS-domstol, på trods af at en undersøgelse fra Litauens energiregulator påviste, at selskabet var ansvarlig for at manipulere med brændstofprisen, hvilket medførte højere energipriser for husstandene i Vilnius og dermed skabte et ulovligt overskud på 24,3 millioner Euro for Vilniaus Energija mellem 2012 – 2014.

Igennem ISDS-domstolen sagsøgte franske Veolia 100 millioner Euro i erstatning fra Litauens regering. Ifølge selskabet blev datterselskabet, Vilniaus Energija, yderligere tvunget til at lukke et af sine kraftværker, da den litauiske regering samtidig med planerne og at genkommunalisere fjernvarmen valgte at stoppe tilskud til brug af gas.

Borgerne og byrådet i Vilnius ville genkommunalisere fjernvarmen for at bekæmpe svig, korruption og ulovligt stødt stigende fjernvarmepriser, men endte selv som ISDS-søgsmål. I 2017 besluttede de lokale myndigheder i Vilnius dog at fastholde planerne og at bringe fjernvarmen tilbage på offentlige hænder, og konsekvenserne er stadig uvisse, idet ISDS-sagen stadig er under behandling.

Dermed risikerer den litauiske regering stadig at skulle betale 100 millioner euro i erstatning til franske Veolia, der i forvejen har svindlet borgerne i Vilnius for 24,3 millioner euro uden konsekvenser for selskabet.

Demokratiet er en uldtrøje på kogevask

Kommissionen og vores folkevalgte parlamentarikere i EU-Parlamentet er tilsyneladende ikke bekymrede for lokaldemokratiet, borgerdeltagelsen i kommunerne eller fagbevægelsens opråb.

Jo flere beføjelser Kommissionen får, des mere krymper demokratiet og borgerdeltagelsen i medlemslandene. Borgerne vil tydeligvis gerne høres, men desværre kan disses stemmer ikke overdøve støjen fra de udemokratiske direktiver og internationale handelsaftaler, hvor EU konstant skruer op for volumen uden overhovedet at tænke over, hvorvidt borgerne får ondt i ørerne.

Kommissionen bliver ved med at vaske demokratiet på kogeprogrammet, hvilket blot får det til at skrumpe mere og mere for hver vask. Det er ikke let at være borger med demokratiske interesser midt i EU’s føderale og udemokratiske profitmaksimeringsprojekt, hvor kun virksomhedsejernes jakkesæt vaskes på skåneprogrammet.

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Vi bruger cookies i forbindelse med besøgsstatistik.
Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker OK herunder, betragtes dette som din accept.

Luk