fbpx Skip to content

Folkebevægelsen mod EU fremviser regnskab over blyantspenge

Hvad har Socialdemokraterne, Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, SF og Konservative til fælles?

Ingen af partiernes medlemmer af EU-parlamentet vil fortælle og fremvise et regnskab over de blyantspenge, som hver måned udbetales til MEP’erne. Ekstra-Bladet har forgæves forsøgt at få indblik i Europa-Parlaments-medlemmernes forvaltning af blyantspengene men uden held.

Folkebevægelsen mod EU’s MEP Rina Ronja Kari finder det grotesk, at ingen af de folkevalgte MEP’er vil give danskerne indblik i, hvad de bruger knap 32.000 danske kroner på om måneden.

”Det er absurd, at man ikke bare fremlægger et regnskab over blyantspengene. Især taget i betragtning af at mange af mine MEP-kolleger ofte har udtrykt ønske om mere kontrol med blyantspengene,” siger Rina Ronja Kari.

EU-parlamentet har tidligere stemt om mere kontrol af ’Godtgørelse af generelle omkostninger’, som blyantspengene officielt hedder. Blandt andet Margrethe Auken (SF), Jeppe Kofod (S) og Ole Christensen (S) stemte ved den lejlighed nej til øget kontrol.

”32.000 kroner om måneden er jo enormt mange penge. Det mindste man kan kræve af politikere, der får så mange penge, er, at de fører regnskab over pengene og fremlægger det for offentligheden. Især taget i betragtning af den manglende kontrol med pengene,” siger Rina Ronja Kari.

Her kan du se Rina Ronja Karis regnskab over blyantspengene i perioden 1. februar til 19. november i år.

Du kan finde historien om MEP’ernes skjulte regnskaber her på eb.dk (kræver abonnement).

Back To Top