skip to Main Content

‘Fransk magt-arrogance i fjerde potens’

Man skal høre meget før ørene falder af. Frankrigs præsident Emmanuel Macron foreslår at bygge et endnu større og mere omfattende EU for at afværge den politiske krise, som kontinentet har befundet sig i siden finansboblen sprang og vælgerne i England stemte ‘ja’ til Brexit. Hvor dumt kan det blive?

Samtidig med at tusindvis af vrede demonstranter i gule veste nærmest er i gang med at storme det franske parlament i utilfredshed over hans regerings politik, så foreslår Macron gudhjælpe mig, at resten af Europa skal følge hans eksempel.

Det er et eksempel på fransk magt-arrogance i fjerde potens.

Ideen om at den europæiske befolkning har behov for et EU på steroider, er tydeligvis opstået i et elfenbenstårn langt fra den befolkning, som han og resten af den politiske elite skulle forestille at tjene.

Vi er mange, der har gennemskuet, at de flotte ord om en ‘europæisk renæssance’ er en stormagts-fantasi pakket ind floskler og patos. En vej til et teknokratisk, overstatsligt regime på bekostning af lokale, regionale og nationale aftaler og løsninger.

Frankrigs præsidents ønsker at styrke elitens EU-projekt. Og det vil ske på bekostning af befolkningens ønsker og behov. Giv i stedet europæerne reel medbestemmelse, politisk fornyelse og økonomisk retfærdighed.

Den franske overklasse-præsidents største mareridt er, hvis England får succes med at vise en alternativ, demokratisk funderet retning for Europa. Derfor skal EU-modstanderne fremstilles som populister, løgnere og ultra-nationalister.

Jeg er derimod overbevist om, at den folkelige modvilje imod Den Europæiske Union er motiveret af et dybtfølt ønske om medbestemmelse, økonomisk retfærdighed og fornyelse af det politiske system.

For hvem har mon skabt den situation, som vi i dag befinder os i. Pro-EU partier har haft regeringsmagten over hele Europa i årtier, og hvad er resultatet?

Den manglende vilje og evne til at skabe ordentlige løn- og arbejdsvilkår i EU’s Indre Marked har undergravet tilliden til velfærdsstaten og arbejdsmarkedets parter.

Sociale forringelser, nedskæringer og privatiseringer er inspireret af de økonomiske dogmer formuleret i EU’s Finanspagt. Det skaber utryghed for fremtiden og alderdommen.

Klimakrisen, som nu er på alles læber, er blandt andet skabt af, forlænges og forværres af en kul- og bilindustrien, som EU har favoriseret på bekostning af grønne løsninger.
Bankernes og de store internationale firmaers manglende skattebidrag og bedrageri har været mulig, fordi tilliden til ‘vennerne’ i eliten er større end til manden på gulvet.

Så, ja, der er i sandhed grund til bekymring. Men ikke over den stigende utilfredshed i befolkningen over EU. Det er et sundhedstegn.

Derimod bør det give anledning til hovedrysten, at Macron og hans ligesindede fuldstændig har mistet forbindelsen til virkeligheden.

(Denne blog har været bragt hos Ekstra Bladet d. 6. marts 2019)

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Vi bruger cookies i forbindelse med besøgsstatistik.
Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker OK herunder, betragtes dette som din accept.

Luk