fbpx Skip to content

Rina Ronja Kari: Forstår britisk skuffelse over brexit-aftale

EU’s ledere godkender brexit-aftalen med Storbritannien, som nu skal godkendes af det britiske parlament. Rina Ronja Kari ønsker briterne held og lykke med deres udtræden af EU, men hun forstår godt, hvis de er skuffede over aftalen.

Rina Ronja Kari sidder i EU-Parlamentet for Folkebevægelsen mod EU (Foto: Olivier Hansen)

Lederne af 27 EU-lande godkendte på EU-topmødet søndag 25. november indholdet af brexit-aftalen mellem Storbritannien og EU.

Aftalen er resultatet af de sidste par års forhandlinger mellem Storbritannien og EU, men den skal behandles og godkendes af det britiske parlament i december, før den kan træde i kraft. Det er endnu uvist, om det vil ske.

Folkebevægelsen mod EU’s medlem af EU-Parlamentet, Rina Ronja Kari, ønsker briterne tillykke med deres udtræden af EU:

”Briterne sagde klart nej til EU, og de valgte en anden vej.”

Kari forstår britisk skuffelse over aftalen

Selvom Rina Ronja Kari er yderst tilfreds med selve brexit-resultatet, så forstår hun godt, hvis folk ikke er udelt begejstrede over resultatet af brexit-aftalen.

”Jeg kan godt forstå, hvis mange briter kigger på aftalen og er skuffede. Aftalen binder Storbritannien meget tæt på EU, selvom briterne jo klart har tilkendegivet, at de ville en anden vej. Men EU lytter ikke, og for at være helt ærlig, så har flere af de britiske politikere heller ikke været opgaven voksen,” udtaler Rina Ronja Kari.

Kari mener, at EU reelt ikke har ønsket at lytte til briterne. Det er tværtimod hendes opfattelse, EU hele vejen igennem arbejdet for, at det ikke skulle være attraktivt at melde sig ud.

Briterne på vej til at genvinde magten

”Briterne har vores fulde opbakning til deres ønsket om at vælge en anden vej og have muligheden for at bestemme selv. Selvom aftalen ikke giver briterne det, som de ønskede sig, så er de på vej til at genvinde magten. Det vil jeg gerne ønske dem tillykke med,” siger Kari.

Rina Ronja Kari understreger, at kampen mod EU fortsætter.

”Vi har fulgt briternes kamp og sammen skal vi stadig arbejde for mindre EU og mere demokrati.”

Back To Top